tirsdag den 19. juni 2012

Rugstykker


Det er godt nok et sølle billede, men jeg havde lige fået pillet ved indstillingerne på kameraet, så det blev noget uskarpt. Bollerne er allerede spist, så det må vente med en ommer til næste gang de skal bages:)
Til bollerne: nemme og grove boller helt uden kerner, som Kristian bedst kan li dem:)
Denne er endnu en opskrift fra bunken af udklip fra Hendes Verden, som rummede en masse lækre brødopskrifter.
Jeg brugte noget mindre hvedemel end der stod i opskriften, men det kan skyldes typen af rugmel. Der er ofte stor forskel på, hvor fintmalet rugmelen er og hvor meget væske det derfor kan suge. For at give bollerne lidt ekstra smag tilsatte jeg salt og honning.
Opskriften sagde 16 boller, mens jeg så kun fik 6 boller. Selvom jeg lavede dem ret store, så ville det altså ikke være til at få 16 boller ud af så lille en portion!

Rugstykker (6 stk.)
25 g. gær
1 dl. mælk
1 dl. lunken vand
1 dl. yoghurt
3 spsk. blødt smør
1 tsk. salt
2 tsk. honning
100 g. rugmel
ca. 250 g. hvedemel

Rør gæren ud i vandet. Tilsæt yoghurt og mælk.
Rør herefter smør, salt, honning og rugmel i.
Tilsæt hvedemelet lidt af gangen og ælt dejen til, at den er fast, smidig og en smule klistret.
Lad dejen hæve lunt og tildækket i 1 times tid.
Drys lidt rugmel ud på bordet og vend dejen ud her på. Rul den ud til en retangel og del den i 6 firkanter.
Kom dem på en bageplade med bagepapir og lad dem efterhæve lunt og tildækket i ca. 30 min.
Pensel dem med lidt vand og drys med en smule rugmel.
Bag dem ved 230 grader i ca. 12-15 min. til de lyder hule og sprøde.
Lad dem afkøle helt på en bagerist.

Ingen kommentarer: