onsdag den 31. juli 2013

Snigeren..

Det kan stadig være lidt svært at fotografere hende Dolly, for hun er ikke særligt god til at sidde stille når kameraet bliver stukket i hendes retning:) Her har jeg forstyrret hendes middagslur i Høkassen. Hun må egentligt ikke være derinde, men døren stod på klem og så vidste jeg godt hvor hun kunne findes. Høkassen er det eneste rum i huset der er nogenlunde køligt i denne varme sommer, så hende og Kristian har sovet derinde nogle nætter og det giver hurtigt vaner:)
Dagen idag skal gå med en tur til lægen, hvor jeg skal have det sidste HPV-stik, lidt indkøb, en tur på biblioteket, vasketøj og så lidt afhængig af vejret enten læsning i hængekøjen eller rengøring.
Det har været skønt at kunne nyde den danske sommer, men jeg ville nu gerne have haft noget arbejde, for det føles lidt som "spild" bare at daske rundt herhjemme. Håber jeg er lidt mere heldig med at finde noget næste år..

tirsdag den 30. juli 2013

Grillet tunsteak med fetacreme, æblepesto og grillede tomater


Det her er et rigtigt lækkert LCHF-måltid, med proteinrig tun, fed feta, pesto med god olie og pinjekerner og sprøde grøntsager. Sådan en tunsteak på grillen smager altså også bare super godt!
Er man nu ikke til LCHF, så vil et godt stykke brød passe rigtig godt dertil.
Dette måltid er nemt og hurtigt at lave, men også rigtig godt til gæster. Især fetacremen er rigtigt god. Den kommer jeg til at lave mange gange fremover, måske med lidt krydderurter i, men den er også god som den er.
Jeg brugte bare lidt ærtesalat, agurk, gulerødder og så de grillede tomater som tilbehør. Asparges, ærter eller rucola kunne også være lækkert..
Opskriften er fra AltForDamerne.

Grillet tunsteak med fetacreme, æblepesto og grillede tomater (2 pers.)
2 ferske tunsteaks
ca. 10 cherrytomater på stilk
olivenolie
salt, friskkværnet peber

Fetacreme:
100 g. feta
1 dl. græsk yoghurt
1 spsk. olivenolie
salt, friskkværnet peber

Æblepesto:
1 dl. basilikumpesto
1 syrligt æble
evt. 1 spsk. oliveolie

Start med at lave fetacremen; mos fetaen sammen med olivenolien med en gaffel. Rør yoghurten i og smag til med salt og peber.
Riv æblet og bland den i pestoen. Er den for tyk spædes op med en lidt olivenolie.
Dryp tomaterne med olivenolie og drys med rigeligt groft salt. Grill dem til de får lidt farve.
Pensel tunsteaksene på begge sider med lidt olie og drys med salt og peber. Grill dem i ca. 3-4 min. på hver side. Server straks med salat, tomater, fetacreme og æblepesto.

mandag den 29. juli 2013

"Projekt Badeværelse"

Nu er det hele endeligt gået i orden med forsikringen og med banken, så håndværkerne kan snart gå i gang med at lave vores badeværelse.
Vi var jo endnu engang så uheldige, at det har vidst sig der er flere problemer i kloakken under toilettet, så vi skal have banket hele gulvet op. Vores badeværelse er ikke nyt og moderne, men pænt og velholdt, så det er ret ærgerligt. Især også fordi, at det ikke ville blive pænt bagefter, når nu gulvet skulle laves. Så vi har klemt vores økonomi alt hvad den kan, så i samme omgang får vi pudset murene, lavet væghængt toilet og opmuret en bruser. Vi har egentligt ikke råd, men det kan bare ikke gøres billigere, når det alligevel skal laves..

Det er ikke meget der skal laves, men når man er to om at bestemme, så er det virkeligt ikke en nem proces, haha..
Det store billede var vores udgangspunkt. De lidt rå fliser på muren bag toilettet er rigtigt fine, men vi kunne bare ikke rigtigt finde nogle fliser til gulv og bruser, som ville passe dertil. Jeg vil gerne have noget med lidt sort/hvidt/gråt mønster som på de andre billeder, mens Kristians kodeord altid er "så neutralt og tidsløst som muligt". Temmelig kedeligt, men også fornuftigt nok. Nu er det jo bare vores eget, så jeg ville gerne sætte et lidt mere personligt præg på det hele..
Så nu er det vidst endt med, at vi dropper den rå og hvide murstensvæg bag toilettet og får lagt nogle lyse, rustikke natursten og så bare nogle hvide, matte fliser med hvid fuge inde i bruseren.
Så næste projekt bliver at finde det helt rigtige badeforhæng, et fint tæppe til gulvet, nogle lækre håndklæder og lidt nips!

søndag den 28. juli 2013

Hvad du ønsker skal du få...

Da jeg forleden postede et indlæg med mine sommer-ønskeliste var denne lækre shopper fra House Doctor at finde. Perfekt til stranden, picnic eller indkøb og med dejlige striber og læderstropper.. Når den ikke er i brug, så kan den pynte fint på en knage og fx gemme på noget af det, som man ikke gider ligger og flyder..
Herhjemme er vi ikke sååå gode til at få tømt postkassen, men jeg fik det gjort her til morgen. Og så lå der lige en lille pakke fra Joan fra Purestyleliving.dk i min postkasse:) Det er ikke dumt at starte dagen med pakker! Tak Joan :)
House Doctor har de seneste år lavet helt vildt mange fede ting. Noget er lidt heftigt i prisen, men der er også mange fine ting til rimelige penge. Kig forbi Purestyleliving.dk hvis du har lyst til at se flere fine sager.
PS: Der er sommerudsalg med nedsatte varer og 15% rabat på dit samlede køb- det er da vidst en god undskyldning for at shoppe lidt ekstra:)

lørdag den 27. juli 2013

Satay-kyllingespyd med peanutdip

Jeg har virkeligt en forkærlighed for mad på spyd, mens Kristian synes det er temmelig besværligt. De her spyd blev nu godkendt, men han var ikke vild med peanutsaucen.
Jeg synes nu, at det smagte godt:)
Opskriften er med inspiration fra AltForDamernes sommertillæg "Sommermad", men der var virkeligt meget ingefær og fishsauce i, så jeg lavede min engen version.
Vi fik en salat af ærtesalat, vandmelon, bittesmå tomater og sesam med lidt god olivenolie over.

Satay-kyllingespyd med peanutdip (2 pers.)
Spyd:
2 kyllingebryster
1 tsk. chilipasta
2 fed hvidløg, presset
3 spsk. fishsauce
5 spsk. neutral olie
2 tsk. rørsukker
2 kaffirlimeblade
1 lime, saften heraf

Peanutdip:
½ dl. crunchy peanutbutter
½ dl. kokosmælk
1-1½ dl. fishsauce
½ lime, saften heraf
salt, peber

Læg 6-8 grillspyd af træ i vand i ca. 30 min. Så går der ikke ild i dem.
Rør alle ingredienserne til peanutdippen sammen og smag til med lidt salt, peber og limesaft. Kan med fordel blendes, da det er svært at røre sammen.
Rør chilipasta, hvidløg, fishsauce, olie, rørsukker, limeblade og limesaft sammen.
Skær kyllingen ud i små stykker og træk det på grillspydene . Pensel dem med halvdelen af marinaden og grill dem i ca. 5 min. på hver side. Hæld resten af marinaden over og server.

fredag den 26. juli 2013

Blogger-middag

 Endeligt skulle vi samles igen og denne gang var det hjemme hos Line, for vi skulle jo lige se det nye hus :) Det er lang tid siden, at vi har set hinanden sidst, så det var dejligt at se de andre piger igen:) Line bød på lækre grillspyd, en salat med masser af gode sager og et rigtig godt stykke foccacia med druer. Mums. Desserten var små, søde boller med hjemmelavet nutella-is, en heftig chokoladesauce, friske jordbær og lækre topping. Puuh, hvor var jeg mæt til sidst!
Vi snakkede, beundrede Lines fine hus og fine udsigt og selvfølgeligt Bittens lille dreng :) Pixi var lidt pigesur, så hende havde vi ikke sååå meget glæde af denne gang:)
Tak for i går piger:)

torsdag den 25. juli 2013

Sommer-ønsker


Når der er sommerferie, så er der desværre også altid alt for meget tid til at kigge på alt for mange fine fristelser. Det her er hvad der gerne måtte flytte hjem i Olivia og hjem i mine skabe (man har vel lov at drømme!):

STOCKHOLM tæppe (Ikea)
B&O Beoplay H6 i lyst læder (Humac)
Nike Free i pink (Nikeshop)
House Doctor vasketøjskurv (Purestyleliving.dk)
Shoppenet fra House Doctor (Purestyleliving.dk)
Plakat fra Etsy (Etsy)
Mega Knit tæppe fra House Doctor (Purestyleliving.dk)
Pude fra H&M Home (H&M)
Sengetøj fra H&M Home (H&M)
Fine kurve fra fx Tinke K (Bolia)
Fin tshirt (H&M)
Plakat med katte (AllPosters.dk)
FABRIKÖR Vintrine (Ikea)
Pude fra H&M Home (H&M)

Ja, det koster heldigvis ingenting at drømme:)

onsdag den 24. juli 2013

Grillet steak med jordbærsalsa

Vi spiser meget enkelt i disse varme dage og selvfølgeligt helst noget, der kan komme en tur på grillen:) Vi får lidt nye kartofler, men ellers består aftensmaden mest af kød og salat. Alt den grønne smager bare fantastisk lige nu!
Salaten består bare af sprød ærtesalat, smagfulde tomater, agurk og grillet majs, dryppet med lidt olivenolie og et drys urtesalt. Nemt og lækkert.
Denne opskrift er fra Sæson For God Smag og er lynhurtig at lave; her får i lige min version:

Jordbærsalsa (2 pers.)
½ bakke jordbær
1 tyk skive melon, fx cantaloupe
2 forårsløg
1 spsk. friskhakket basilikum
1 spsk. olivenolie
1 tsk. honning
friskkværnet peber

Skyl og nip jordbærrene. Skær dem i små tern.
Skær melonen i små tern og forårsløgene i tynde ringe. Bland det hele godt sammen og krydder med friskkværnet peber. Lad den gerne trække 30 min. inden servering oven på en grillet steak.

tirsdag den 23. juli 2013

Grøn Koncert

Søndag bakkede vi Fiat'en ud af carporten og dækkede op til gæster.
Et par timer med grill, vin og øl og så var vi klar til god musik i det vildt lækre vejr.
Det var en temmelig varm omgang, men virkeligt en hyggelig dag med god musik, gode venner og kolde øl. Da det hele sluttede fik vi så også lige en øl på den lokale inden vi væltede hjem i seng..
Grøn Koncert er et ret godt koncept, for der er masser af forskelligt musik og jeg blev endnu engang lidt forelsket i Kato (ja, han er ret lille og ret skaldet og ret gammel), men han forstår virkeligt at skabe en fest:)
Mandagen gik med... ingenting, for vi var måske en lille smule færdige, haha..
Så i dag må jeg hellere få vasket lidt tøj, ordnet lidt i haven, bagt boller til madpakken og svinge støvsugeren en omgang idag..

lørdag den 20. juli 2013

Små hverdagsglimt

Fornemmer lidt på den manglende aktivitet i kommentarfeltet, at I nyder det dejlige vejr og den danske sommer- det forstår man jo godt:)
Så her kommer bare lige lidt glimt fra min hverdag, der glæder og gør sommeren ekstra god..
Idaho får vi først dejlige gæster, som vi senere tager til Grøn Koncert sammen med, så der er endnu en god sommerdag i vente :) 
 Masser af smukke blomster i krukkerne i haven..
 Dolly, der bare elsker en god gåtur...
 De smukke tallerkner fra mormor. Er især pæne med jordbær med fløde..
 Masser af sommersalater. Helst med ærtesalat fra damerne på torvet og vandmelon..
 Sørøvere i Aalborg Lystbådehavn (kiggede dog forgæves langt efter både Johnny Deep og Orlando Bloom)
 Årets nok sidste pæoner..
 Har vundet en pakke med lækkert dullegrej..
 Rådhusvinen i haven skærmer så fint mod nysgerrige blikke og skaber masser af hygge..
Døren står åben fra tidlig morgen til sen aften og fylder huset med frisk luft og duften af sommer..

Chokolademuffins

Jagten på den perfekte chokolademuffin ender aldrig, så den anden dag kastede jeg ud i en ny opskrift. De var okay, men ikke den perfekte. Rikkes Chokolademuffins vinder stadigvæk! Mangler bare en opskrift, hvor de er vildt svampede og vildt chokoladeagtige og med masser af chokoladestykker i. De her opførte sig også lidt underligt og hævede meget lige op og dannede nærmest en flad macaron på toppen. Det smagte nu godt, men de krævede lige lidt nutellafrosting for ikke at se alt for misdannede ud. Kristians kollegaer var vidst svært begejstrede, men de er også nogle kage-grise:) Opskriften er fundet på Liv.Leben.

Chokolademuffins (20 stk.)
200 g. smør
200 g. mørk chokolade
4 æg
340 g. sukker
2 tsk. vaniljesukker
1 tsk. bagepulver
½ tsk. natron
2 spsk. kakao
1 dl. chokoladeknapper
mel

Smelt smør og chokolade sammen og lad det så køle lidt af.
Pisk æg, sukker og vaniljesukker lyst og luftigt. Bland chokoladeblandingen heri.
Bland mel, kakaopulver, bagepulver og natron. Vend det i æggemassen.
Vend til sidst chokoladeknapperne i.
Sæt ca. muffinsforme i muffinplader. Dejen er meget tung, så de skal laves i en muffinplade.
Fordel dejen i formene og bag ca. 15-20 min. ved 200 grader.
Tag dem op af muffinpladen og lad dem køle af på en bagerist.

fredag den 19. juli 2013

Grov kartoffelmos med tomater og dild

 Det her er en virkeligt lækker omgang sommermad med nye kartofler, solmodne tomater, dild, den sprødeste salat, friskbælgede ærter og lækre fiskedeller.
Jeg køber normalt færdigrørt fars hos fiskedamen på torvet, men om fredagen i Nørresundby er der kun fiskemanden. Så jeg købte bare hakket fisk og de blev virkeligt gode, selv efter farsen havde været i fryseren, så det gør jeg nok fremover. Han har også en version med laks. Det er Kristian ikke helt så vild med, men det er jeg:) Salaten blev af den helt enkle slags; sprød salat, friskbælgede ærter og en omgang mormor-dressing (fløde, citronsaft, salt, peber). Opskriften på kartoffelmosen fandt jeg i et tillæg til AltForDamerne, men jeg lavede den som jeg nu bare lige synes. Det smagte super godt og er en god måde at bruge de lækre, nye kartofler på.

Grov kartoffelmos med tomater og dild (2 pers.)
500 g. nye kartofler
250 g. cherrytomater
2 forårsløg
1 lille potte dild
1/4-1/2 dl. olivenolie
salt, peber

Skrub kartoflerne og kog dem møre i usaltet vand.
Hæld vandet fra, men lad en lille smule vand blive i gryden.
Skær tomaterne i både og forårsløgene i ringe. Kom dem i kartoflerne med olivenolie, salt og peber og mos det hele godt sammen. Varm det igennem.
Drys med friskhakket dild og server straks.

torsdag den 18. juli 2013

Asiatiske salathapsere

Her i den dejlige, danske sommervarme er appetitten ikke altid så stor, så den anden dag fik vi disse salathapsere med oksekød, grønt, chili, kokosmælk og sød mango på toppen. Rigtig lækkert og selv Kristian synes godt om dem. De er super nemme at lave! Jeg har set flere opskrifter på dem rundt omkring, men jeg tog udgangspunkt i køleskab og frysers indhold, så det kun blev salat og mango der skulle købes ind.. Vi fik dem som aftensmad, men de kan også sagtens serveres som en lille forret eller som en del af en lille buffet.

Asiatiske salathapsere (2 pers.)
250 g. hakket oksekød
2 gulerødder, i små tern
1/4 broccoli, hakket
2 forårsløg, i ringe
3 fed hvidløg, pressede
2 tsk. sambal oelek
2 tsk. soya
½ dl. kokosmælk
1 mango, i tynde strimler
2 små salathoveder(romaine)
½ potte basilikum
salt, peber, olivenolie

Varm lidt olivenolie op på en pande og svits hvidløget heri e øjeblik.
Tilsæt gulerødder, broccoli og forårsløg og svits et øjeblik.
Kom oksekødet ved og steg til det er næsten gennemstegt. Tilsæt sambal oelek, soya og kokosmælk. Lad det simre et øjeblik og smag til med salt og peber.
Fyld salatbladene op med kødfyldet og top med basilikumblade og mango. Server straks.

onsdag den 17. juli 2013

Pulled Pork

Efterhånden har jeg lavet en del pulled chicken, men pulled pork havde jeg endnu ikke selv lavet- kun spist en del gange.
Lise skal flytte til Hovedstaden, så da vi flyttede lå der en nakkefilet i fryseren, som ikke kunne flyttes med og som heller ikke rigtigt kunne være i min fryser. Så den blev tøet op og trods lidt for meget af det med procenter og for lidt søvn, så fik vi rørt en marinade og smidt grisen i ovnen. Virkeligt lækker tømmermændsmad i luksus-versionen, for vi bagte også en omgang boller og rørte en omgang tzatiki sammen. Marinaden kunne godt have fået lidt mere krydderi og stegen kunne godt have trukket lidt deri, men det var der ikke lige tid og overskud til. Det smagte stadig virkeligt lækkert og kødet var simpelthen  så mørt. Uhm..

Pulled Pork (6-8 pers.)
1 nakkefilet, ca 1,2 kg.

Marinade:
2 dl. kethup
3 fed hvidløg, presset
1 spsk. soya
3 tsk. røget paprika
1 tsk. spidskommen
½ tsk. chilipulver
2 tsk. honning
salt, peber

Rør alle ingredienserne til marinaden sammen.
Kom stegen i et ildfast fad og smør den godt ind i marinaden op begge sider. Hæld lidt vand i bunden af fadet.
Steg den ved 110 grader i ca. 8 timer. Kødet skal være lige til at rykke fra hinanden med 2 gafler.
Når stegen er færdig trækkes stegen fra hinanden og kødet blandes med lidt af den overskydende stegevæske, så det bliver ekstra saftigt.
Fyld lune burgerboller med salat, pulled pork og tzatiki.


tirsdag den 16. juli 2013

Kernebrød uden mel

Nu måtte jeg også afprøve det omdiskuterede kernebrød uden mel, der skulle være en LCHF-erstatning for vores elskede rugbrød.
Først tænkte jeg, at det var et frygteligt dyrt brød at lave, hvis det skulle erstatte mine rugbrødsmadder til frokost, men jeg fik alligevel 26 tynde skiver, plus endeskiverne og det var helt okay- det er super net at skære når det er koldt. Dem jeg ikke lige skulle spise frøs jeg ned, for de skulle være lige så gode efter en tur i fryseren.
Jeg har hørt mange blandende meninger omkring brødet, især at det skulle være meget olieret. Det oplevede jeg ikke, men om det var fordi jeg glemte det i ovnen så det fik 20 min. ekstra, det ved jeg ikke :) Jeg synes det smager rigtig godt, mætter rigtigt godt og virkeligt giver noget at tygge på. Så jeg kan sagtens finde på at bage det igen..

Kernebrød uden mel
100 g. hørfrø
100 g. solsikkekerner
100 g. sesamfrø
100 g. græskarkerner
100 g. mandler, grofthakkede
100 g. hasselnødder, grofthakkede
½ dl. olie
5 æg
150 g. revet ost (jeg brugte cheddar)
2 tsk. salt

Bland kerner, frø og nødder sammen med olie og salt.
Pisk æggene let sammen og vend dem i sammen med osten.
Kom massen i en brødform med bagepapir og glat overfladen lidt.
Bag brødet ved 160 grader i ca. 1 time, måske lidt mere. Mit fik 1 time og 20 min. fordi jeg glemte det..
Lad det køle helt af på en rist inden du skærer det i skiver.




mandag den 15. juli 2013

Oste-omelet(LCHF)

Jeg spiser ikke LCHF, men jeg er egentligt stadig tiltrukket af ideen om, at man kan tabe sig ved at spise masser af ost, æg og fløde, imod at skære kulhydraterne væk. Min krop kan ikke klare ren LCHF, for min mave protesterer, men en kraftig reducering af stivelse går faktisk ret godt. Der skal bare lige lidt fuldkorn til også. Så jeg spiser ingen stivelse i 2 ud af 3 måltider om dagen. Værst er det faktisk med LCHF-morgenmaden. Kan simpelthen ikke klemme alle de æg ned fra morgenstunden, men det går rigtig godt med omeletter til frokost. Denne er bestemt en af de mere syndige, men den smager sååå godt:) Især lavet på cheddar. Opskriften er set hos Madbanditten. Jeg har bare tilføjet lidt ekstra ost. Nogle dage kommer jeg lidt babyspinat inden i. Ellers spiser jeg bare en rest salat og gerne en avocado til. Ja, og en god klat kethup, mere helligt skal det ikke være:)

Oste-omelet (1 pers.)
2 æg
1+½ dl. revet ost
salt, peber
1 spsk. smør

Smelt smørret på panden ved middel varme.
Drys osten udover panden og lad den lige smelte sammen.
Pisk æggene sammen og krydder med salt og peber. Hæld dem udover osten. Når æggene er stivnet en smule klappes omeletten sammen og steges yderligere et par min. til den er sprød, gylden og gennemstegt.

søndag den 14. juli 2013

Fanget...

.. i en lomme af sommer, solskin, dejlige mennesker, lidt for meget af det med procenter i, weekend-gæster, lækker mad, afslapning, gåture, for lidt søvn,  hyggesnak,  og en lang køretur i det vestjyske sommerland. Ja, så bloggen måtte lige passe sig selv lidt, for der var pludseligt alt for lidt timer i døgnet. Men skønt har det været! I morgen er det hverdag igen. Altså den slags hverdag det nu engang er, når man har sommerferie frem til september :)

fredag den 12. juli 2013

Persille- og parmesankylling

Vores lille gasgrill bliver rigtig brugt her i sommervarmen, så den anden dag lavede jeg en hel kylling derpå i en lækker marinade med persille, parmesan og hvidløg. Enkelt, og meget lækkert!
Jeg lavede den i en foliebakke, hvor jeg havde lagt en bunke helt små kartofler i bunden. De blev virkeligt sprøde og lækre. Det lykkedes mig at lave en nogenlunde sauce og så fik vi en helt enkel salat af frisee, agurk, grillede majs og solsikkekerner, kun med en smule olie, et pift citron og et nip salt og peber. Nem og lækker sommermad. Dertil fik vi en meget sød øl fra Søgaards Bryghus. Den smagte rigtig dejligt, men er vidst lidt for sød til at blive drukket til mad. En lun sommeraften passer den bedre til.

Persille- og parmesankylling
1 hel kylling
1 citron
1 dl. friskrevet parmesan
1 dl. friskhakket persille
2 fed hvidløg, pressede
1-1½ dl. olivenolie
salt, peber

Tilbehør:
Små kartofler
Salat

Kig kyllingen efter både indvendigt og udvendigt.
Prik en masse huller i citronen med en lille spids kniv. Kom den ind i kyllingen.
Rør parmesan, persille, hvidløg og olivenolie sammen. Den skal være tyk, men stadig flydende. Krydder med salt og peber.
Smør hele kyllingen ind i marianden og læg den i en foliebakke.
Kom evt. små kartofler ned til kyllingen.
Grill den med lukket låg i ca. 1 time alt efter kyllingens størrelse. Kødsaften skal være klar hvis du stikker en kniv eller kødnål i kyllingens tykkeste sted. Brug evt. stegetermometer.
Lad kyllingen køle lidt af og skær den så ud.

torsdag den 11. juli 2013

Sommersalat med grillet kylling og brie

Lige nu er der virkeligt lækker salat at hente hos damerne på torvet. Den er altså bare lige lidt grønnere og lidt sprødere:) Sammen med en ordentlig omgang sommergrøntsager, et stykke grillet kylling, et par skiver brie og et drys nødder er det en virkelig lækker og let aftensmad en lun sommeraften. Jeg ville ha haft tallegio i stedet for brien, men det kunne oste-damen desværre ikke klare. Rødkitost er ellers bare min favorit:)

Sommersalat med grillet kylling og brie (2 pers.)
2 kyllingebryster
4 skiver brie
½ frisee salat, hakket
1/4 spidskål, finthakket
1 stor gulerod, i skiver
1/4 agurk, i skiver
1 dl. friskbælgede ærter
½ dl. hasselnødder, grofthakkede

Dressing:
½ dl. olivenolie
½ spsk. cironsaft
1 tsk. dijonsennep
½ tsk. honning
salt, peber

Krydder kyllingebrysterne med salt og peber. Grill dem til de er gennemstegte.
Rør alle ingredienserne til dressingen sammen og smag til med salt og peber.
Anret grøntsagerne på 2 tallerkner.
Skær kyllingen i skiver og anret oven på salaterne. Anret brien sammen med.
Drys med nødder og dryp med dressingen.
Server straks.

onsdag den 10. juli 2013

LCHF-sushi

Jeg er ikke den store sushi-spiser og bliver det nok heller aldrig. Smagen af tang er bare ikke mig! Ja, og så har jeg et meget anstrengt forhold til både rå og til røget fisk.. Såå, der er ikke meget tilbage at være vild med:)
Alligevel kastede jeg mig ud i en omgang sushi uden ris, for jeg havde både flødeost og en rest bagt ørred på lager. Opskriften er fundet hos Valdemarsro. Det var okay og ville være nemt til fx madpakken, men ikke noget jeg er særligt pjattet med. Så hellere en god skive rugbrød:)
Tangen er smurt med flødeost rørt med wasabipasta, sprøde grøntsager og fisk. Rullet, skåret i skiver og drysset med sesam. Jeg er ikke vandt til at lave sushi, så rullerne blev lidt løse. Jeg brugte en rest bagt ørred, gulerødder, peberfrugt og agurk som fyld.

tirsdag den 9. juli 2013

Jordbær med basilikumis

Denne dessert er virkeligt lækker og sommerlig. Måske du synes, at basilikum i is lyder mærkeligt, men det smager altså rigtig godt sammen med de søde jordbær fra Føltved.
Pigerne i madklubben er virkeligt ikke kræsne, så det er en fornøjelse at kunne lave lidt anderledes mad og desserter når de er her.
Opskriften er fra Isabella nr. 3/2013.
Isen er nem at lave og fik en rigtig god konsistens. Portionen er lidt stor, så skal der bare lige være til 4 portioner, så er det nok at lave det halve.
På billederne var den flotteste grønne is, men det blev min altså ikke. Så jeg snød (ligesom Isabellas nok også gjorde) og tilsatte et ordenligt skud grøn farve.
Jeg ville gerne ha serveret en sprød mandelkiks dertil for at give lidt knas og sprødhed, men jeg havde ikke lige en opskrift ved hånden og det kneb også lidt med tiden. Det ville ellers være godt hertil:)


Jordbær med basilikumis (4 pers.)
Basilikumis:
2 dl past. æggeblommer (4 bægre)
2 dl. sukker
1 lille bundt basilikum
1 dl. sødmælk
½ l. fløde
evt. lidt grøn frugtfarve

Jordbær og jordbærcoulis:
500 g. jordbær
2-3 spsk. flormelis

Pisk æggeblommer og sukker til det er lyst og luftigt.
Blend basilikumbladene med sødmælk.
Pisk fløden til en let skum.
Vend alle 3 dele sammen til en let og luftig iscreme. Tilsæt evt. lidt grøn frugtfarve.
Kom isen i en bøtte med låg og frys den natten over. Den skal tages ud ½ time før servering, da den bliver meget hård.
Inden servering skylles og nippes jordbærrene. Skær halvdelen i tern og anret dem i 4 skåle eller dybe tallerkner.
Blend den anden halvdel sammen med flormelisen. Hæld den over tallerknerne med jordbær.
Top med en stor kugle basilikumis og server med det samme.

mandag den 8. juli 2013

Vinderen af en Mini MissMuffin kogebog blev...

.... kommentar nr. 44: Anne Sofie :)
Jeg bruger ikke alle de der smarte systemer på nettet, men beder Kristian om at sige et tal, så det er ham der er ansvarlig:)

Tak for alle jeres kommetarer, det var virkeligt dejligt at læse. Kunne især se, at mange af mine egne opskrifter hitter, så mon ikke der sniger sig både Pulled Chicken Cajun Taco, MissMuffins Surdejsguide og Husets Gulerodsbrud ind i bogen. Det er også nogle af favoritterne herhjemme:) Resten har jeg ikke bestemt mig for endnu:)

Bogen skal jo først laves og vejret er jo temmelig godt lige for tiden, så Anne Sofie, du skal lige sende mig en mail med din adresse og lidt tålmodighed, så skal den nok dukke op :) Når bogen er færdig viser jeg selvfølgeligt resultatet herinde og skriver lidt om processen med at lave en fotobog på Onlinefotoservice.dk.

Bagt havørred med krydderurter og citron

Min onkel fisker en del, så min fryser indeholder næsten altid friskfangede fiskefileter, for det er den eneste måde Kristian rigtigt gider spise fisk på. Ja, og så lige fiskefrikadeller. Sidst jeg besøgte ham fik jeg en havørred med hjem- det viste sig så, at der var 2 i posen, da den blev tøet op. Resten bagte jeg dagen efter og brugte til frokost.
Den første blev til gengæld aftensmaden da madklubben var her og det smagte skønt. Den fik måske lige lidt for meget, for den var en smule tør...
Dertil serverede jeg nye kartofler med persillesmør, maltbrød med fennikelfrø og en salat af feldsalat, bagte cherrytomater, feta og solsikkekerner. Et nemt og lækkert måltid på en ganske almindelig onsdag.

Denne gang blev den fyldt med krydderurter og hvidløg. Der kunne også sagtens have været pesto, ost, soltørrede tomater, rejer osv. deri.

Bagt havørred med krydderurter og citron (4-5 pers.)
2 store sider af en havørred
1 bdt. persille, grofthakket
1 bdt. dild, grofthakket
½ bdt. basilikum, grofthakket
2 store fed hvidløg, presset
salt, peber
1 øko citron

Læg den ene ørredside på en bageplade med bagepapir. Skindet skal vende ned af.
Krydder med rigeligt salt og peber. Fordel hvidløg og krydderurter over fisken.
Krydder den anden ørredside med rigeligt salt og peber. Læg den ovenpå den anden ørredsiden med skindet op af.
Skær citronen i tynde skiver og fordel den over fisken. Bind fisken sammen med kødsnor og dryp med en smule olivenolie.
Bag den ved 200 grader i ca. 25 min.

søndag den 7. juli 2013

Watermelon Cocktail

Havde madklubben på besøg til lidt mad den anden dag, men alle billederne er desværre blev temmelig uskarpe. Det er ret så irriterende, for det var ret god mad :) Ja, og den lille velkomstdrink blev serveret i de fine flamingo-glas, der også fortjener at blive vist frem!
Først startede vi med denne søde, sommerlige cocktail med vandmelon, jordbær og vodka. Den her er helt simpel, men kan også sagtens peppes lidt op med lidt danskvand med lemon eller måske en mousserende vin. Jeg pressede saften i min saftpresser. Har du ikke sådan en kan en blander bruges, så bliver den bare noget tykkere i konsistensen.

Watermelon Cocktail (4 små glas)
½ stor vandmelon
250 g. friske jordbær
8-18 cl. vodka
isterninger

Skær vandmelonen fri fra skræl og nip jordbærrene.
Pres det hele i saftpresseren og sæt det på køl ind til servering.
Inden servering kommes der 2-4 cl. vodka i hvert glas og et par isterninger.
Hæld juicen over og server straks. Vil du have en drink med brus, så fortynd med lidt danskvand eller mousserende vin.