torsdag den 31. juli 2014

Maries Sataydip


Fed dip og masser af farvestrålende grøntsager udgør en let og lækker aftensmad, så kast dig endeligt over de vietnamesiske forårsruller en varm sommerdag, hvor sulten ikke er så stor og lysten til at stå i køkkenet er begrænset.

Sidst vi var i madklubben serverede Marie vietnamesiske forårsruller med en rigtig lækker og nem sataydip. Lige siden har jeg tænkt på at gøre hende kunsten efter, så det gjorde jeg også en dag. Desværre var der ingen dessert i form af Ben&Jerrys, jordbær og enorme flødeboller som i madklubben, men godt smagte det nu alligevel :)
Kristian var dog ikke begejstret for den slags "kondom-mad", så næste gang får han nok bare et pitabrød eller noget dertil :)
Rispandekagerne kan købes i de fleste supermarkeder og skal udblødes i lidt koldt vand inden de kan rulles om fyldet. Det er nemmest at tage en stor skål vand ind til bordet og så dyppe pandekagerne i takt med at de laves. Jeg skar et par kyllingebryster i strimler og stegte dem i soya, limesaft og sesamfrø. Ja, og så en masse grøntsager i tynde strimler.
Dippen er virkeligt god. Mængderne er mest vejledende, så bland og smag til alt efter hvor sød/salt/syrlig du ønsker den.



Maries Sataydip (4 pers.)
1½ dl. crunchy peanutbutter
1 dl. kokosmælk
1 spsk. rød karrypasta
1 tsk. sukker
ca. 1 spsk. fish sauce
saft af 1-2 lime

Bland alle ingredienserne godt sammen. Jeg synes det er nemmest med en gaffel.
Smag til med limesaft, sukker og fishsauce.



tirsdag den 29. juli 2014

Banangranola



Smuk morgenmad i en smuk tallerken fra mormors gemmer og blomster fra haven- så starter dagen godt.


Efter en varm sommernat er min appetit ikke særligt stor om morgenen, så jeg spiser ofte yoghurt med müesli og frugt i denne tid. Det ligger nemlig ikke så tungt.
Den müesli man kan købe i supermarkederne er ofte fyldt med en masse unødvendig sukker, så jeg laver altid min müesli selv- om end jeg elsker de der billige chokolademüesli varianter der findes i ethvert supermarked:)
Denne her er sødet med banan, så den er meget sundere og overraskende sød, så den tilfredsstiller fint med søde tand. Ærger mig dog lidt over, at den ikke blev sprødere.
Opskriften er med inspiration fra den smukke blog Green Kitchen Stories.

Banangranola
2 modne bananer
2 spsk. olie
3 spsk. flydende honning
250 g. havregryn
2 dl. nødder
1 dl. græskarkerner
½ dl. sesamfrø
½ dl. hørfrø
1 spsk. vaniljepulver


Mos bananerne rigtigt godt sammen med olie og honning- der må ikke være klumper.
Bland resten af ingredienserne i og mos det rigtigt godt sammen.
Spred det hele ud på en bageplade med bagepapir og rist det ved 220 grader i 20-25 min. Rør flere gange i det undervejs.
Lad det køle helt af inden det kommes i et tætsluttende glas.

mandag den 28. juli 2014

Glimt fra badeværelset



Et lille glimt fra vores lækre badeværelse, der blev lige som vi ville have det.
Ok, kunne der nu lige være klemt et badekar på løvefødder ind på de 6 kvm. ville det selvfølgeligt have været helt perfekt:)


Sidste år fik vi lavet hele badeværelset om pga. fejl i kloaksystemet. Virkeligt en hård og dyr omgang, men de 2 kolde måneder med bad i skurvognen i vores indkørsel var det hele værd.
Elsker vores nye badeværelse med væghængt toilet, smukke natursten og en kæmpe bruser.
Lige nu er jeg på jagt efter noget til en af væggene derude og måske en lille taburet, men det skal være det helt rigtige og jeg er typen der hellere venter, end nøjes:)
Den lille lommelygte er en rigtigt gammel sag i metal og med lygte i rigtigt glas. Den er (selvfølgeligt) købt på GenbrugNord. Kunne ikke stå for det gamle, rå look.

søndag den 27. juli 2014

Kirsebærkage med makroner


Kirsebær, makroner og creme fraiche er en rigtigt fin kombination til denne søde og nemme kage, der passer perfekt til en kop te eller kaffe.

Kirsebær smager helt fantastiske, også i kage. De er bare ikke særligt sjove at udstene:)
Jeg brugte kun 250 g, da jeg var for nærig til at købe 2 bakker. I opskriften fra AltForDamerne skulle der 350 g. i, så det kan man gøre som man synes. Makronerne mister selvfølgeligt deres sprødhed i sådan en kage her, men de giver en lidt sej og svampet konsistens til kagen. Den er god både lun og kold, men bør spises på dagen- med rigelige mængder iskold creme fraiche:)

Kirsebærkage med makroner
3 æg
175 g. rørsukker
1 vaniljestang
175 g. hvedemel
2 tsk. bagepulver
75 g. smeltet smør
1 dl. creme fraiche 18%
1½ tsk. fintrevet citronskal
250 g. kirsebær
100 g. makroner

Start med at udstene kirsebærrene og knus makronerne.
Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland med æg og sukker. Pisk det lyst og luftigt.
Bland hvedemel og bagepulver.
Pisk det smeltede smør sammen med creme fraiche og citronskal. Pisk det herefter i æggeblandingen.
Vend melet i.
Vend herfter makroner og kirsebær i.
Kom dejen i en smurt form. Jeg brugte en silikoneform, men en rugbrødsform med bagepapir kan også bruges.
Bag kagen ved 175 grader i ca. 45 min. Tjek med en kødnål eller en kniv, at der ikke hænger dej ved når du stikker i midten af kagen.
Lad den køle lidt af i formen inden du vender den ud på en rist for af afkøle.

lørdag den 26. juli 2014

Glutenfri pasta



 Jeg har skåret ret meget ned i mit indtag af stivelse, så pasta, ris  i forhold til hvad jeg plejer. Jeg bliver så oppustet af det, nok pga. glutenindholdet.
Engang imellem får jeg nu engang alligevel lyst til en god omgang pasta, så denne glutenfrie version er flyttet ind på mine køkkenhylder.
Den er lavet på bønner, men ser ud som pasta og smager også som pasta.
Den er dyr med prisen på 25 kr, men engang imellem kan det nu sagtens gå. Jeg har købt den i Kvickly, der også har 2 andre varianter af bønnepasta på hylden.

fredag den 25. juli 2014

Små glimt

Den rustne altankasse har fået selskab af smukke, lille blomster, der passer så fint til det blå hus.

Lykken er en gasgrill, som kan lave nogle ret heftige burgere med masser af snask.

På trappen kan Dolly holde øje med både haven og havelågen.

Rødt spidskål. Lige lidt finere end den almindelige, blege af slagsen.

Masser af sommersøde jordbær fra Føltveds røde jordbærbod.

En lille smule blomster fra haven.

Smagfuld salat med masser af tomat, ost, pinjekerner og krydderurter.

Vandmelonjuice og kogebogskiggeri. Foretrækker min vandmelonjuice med danskvand og masser af lime.

Salat med masser af danske sommerfavoritter; spidskål, gulerødder og ærter.
Dolly nyder sofalivets glæder og er ikke en udendørs-type..
Lækre snacks til søde gæster...
Frede udnytter en ledig hylde til en middagslur..

torsdag den 24. juli 2014

Iste med jordbær og mynte


Med den varme vi har lige for tiden er det vigtigt med masser af væske. Denne iste er super forfriskende og dejlig at slukke tørsten i.

Efter at have tilbragt mange uger på sygehuset uden at have set nogen af mine piger, så er jeg i underskud. Så jeg arbejder hårdt på at indhente det forsømte. Så igår kom Sofie en tur og vi hang ud i hedebølgen i haven med lækre sandwich fra Abbey Road, kage med kirsebær og denne lækre iste. Selv er jeg ikke den store te-drikker, men det er Sofie, så jeg kastede mig ud i en hjemmelavet iste. Det smagte rigtigt godt og jeg tror også, at Sofie synes godt om den. Det bliver snart lavet igen:)
Opskriften er super nem og kan sagtens laves med frosne jordbær, men jeg havde selvfølgeligt hentet fra Føltved. Teen var en rest "Roibuush" med sød smag og som den ikke-te-drikker jeg er, så ved jeg faktisk ikke om det er grøn te. Nu var det den jeg havde :) Jeg erstattede også sukker med kokossukker, for det skulle jo være så godt.
Opskriften er fundet hos Cute Carbs og har bare lagt og ventet i arkivet på en anledning:)


Iste med jordbær og mynte (1 liter)
1 liter grøn te
1 bakke jordbær
1 citron
3 spsk. kokossukker
1 lille bundt mynte
citronskiver og is til servering

Start med at lave teen og lad den trække.
Skær ca. 2/3 af jordbærrene i halve og kom dem i en skål.
Skær citronen i skiver og kom den ved sammen med lidt mynte.
Hæld teen over og tilsæt kokossukker.
Lad det trække min. 5 timer og gerne natten over.
Næste dag sigtes isteen og hældes på en kande. Smag til med sukker.
Skær resten af jordbærrene i skiver og kom dem i isteen sammen med citronskiver, isterninger og lidt frisk mynte.

onsdag den 23. juli 2014

Mysteriet om de manglende haler





Frede er en rigtigt have-mis. Så snart vi er i haven, så er Frede der også. Han følger nøje med og går på opdagelse sammen med os når der luges og når vi slapper af, så slænger Frede sig også gerne i skyggen i nærheden. Er grillen fremme, ja, så tigger han det bedste han kan:)

Da vi overtog huset i 2012 overtog vi også Frede. Han fulgte jo simpelthen med.
Før Frede havde jeg aldrig mødt en kat uden hale før og jeg synes måske heller ikke at han lige frem er særligt køn, men det har nu sin charme.
Her i kvarteret har vi rigtigt mange katte, næsten for mange, for der er tit hul i skraldeposerne og der er mange slåskampe i haven.
Den seneste tid er der dukket flere katte op, mindst fire styks, der mangler noget af halen. Frede er den, der har allermindst tilbage, der er nemlig kun en lille stump der lige kan stritte en smule. De andre katte har noget mere hale, men aldrig mere end det halve.
Gad vide om det er samme teknik som de der firben, der smider halen hvis de føler sig truet?
Kattene ofre måske en bid sammen med et af de 9 liv? :)


lørdag den 19. juli 2014

En lille update


Tak for de mange hilsner til mit forrige indlæg.
De sidste 3 uger har føltes som 3 år. Det har været så frygteligt, at skulle se sin bror kæmpe for sit liv. Heldigvis ser det ud til, at han klarer den uden de store men, men der er stadig lang vej endnu og masser af genoptræning i sigte.
For jer, der følger mig på Instagram kan I se, at der er begyndt at ske lidt igen. Jeg fosøger at indhente det forsømte med kærestetid, ekstra gåture med Dolly, havearbejde og vasketøj og hygge med mine uundværlige veninder. Hver dag tilbringer jeg selvfølgeligt også nogle timer på Aalborg Sygehus hos min bror, men efter nærmest at have boet der, så er det rart at mærke hverdagen lidt igen.
Lige pludseligt begynder der nok også at ske lidt herinde igen, for kameraet gemmer vidst på lidt billeder, så når tiden og lysten er der, så må de hellere sættes lidt i system:)
Nyd sommeren :)

lørdag den 12. juli 2014

Stilheden har en årsag...

Smukke blomster og mange varmer tanker har jeg modtaget fra venner og bekendte i denne svære tid og det varmer!

Stilheden har en årsag og desværre ikke af den slags, der betyder at jeg har lagt på en hvid sandstrand med palmer og kulørte drinks.
Lørdag d. 28. juni 2014 kørte min yngste bror galt. På den slemme måde. De første to uger her har jeg tilbragt på Aalborg Sygehus Traumecenter i uvished. Heldigvis er kan krop ung og stærk, så det er begyndt at gå lige så stille i den rigtige retning. Forude venter ham flere operationer og genoptræning, så der kommer nok til at blive en smule stille herinde, for dagene bliver tilbragt på sygehuset og jeg skal lige have fundet en rytme i hverdagen igen.