mandag den 27. juli 2015

Små Glimt

Nyt på badeværelset. Det fine søpindsvin er fra Lønstrup, mens æsken og er glasset med "Good Vibes" er fra Søstrene Grene...
Fredag var vi en tur på Grenen og spiste efterfølgende frokost(smørrebrød!) på Brøndums Hotel..

Min fine drinksdispenser kom frem til Grøn Koncert og bød på en god og stærk punch..

I Skagen blev tæerne for første gang i år dyppet i det kolde vand..

Bænken har fået en ny, flot kelimpude- som Kristian hader :)

Jeg har fyldt huset med Geoginer efter besøg hos den sødeste "bedstefar" med marken fuld af smukke blomster..

lørdag den 25. juli 2015

SÆLGES: Grønne vinglas (Solgt)

Okay. Jeg har bare et eller andet med grønne vinglas, for nu har jeg købt et sæt mere!
Så de her søger derfor nyt hjem:)

Jeg har besluttet mig for at sælge min store samling af grønne hvidvinsglas. For jeg kom sørme til at købe nogle andre grønne vinglas igår, da vi var en tur i Skagen. 4 forskellige sæt grønne vinglas er måske lige i overkanten, haha.
Glassene hedder "Mandaley" og er designet af Per Lutken for Holmegaard. De har almindelig glasfarvet stilk og grøn top. Jeg har hele 15 stk. og de er alle i god stand. 
De sælges for 550 kr. og sælges kun samlet. Det er en god pris, for jeg kan se at antikvitetshandlerne tager 100 kr. pr. glas. 
De skal afhentes i Nørresundby. Jeg vil være ked af at sende dem, for PostDanmark er ikke ligefrem kendt for at håndtere deres varer særligt forsigtigt.
Er du interesseret, så send mig en mail på sabinathomsen@ofir.dk.

fredag den 24. juli 2015

Chokolademarengs med vaniljeskum og bær

Da kagen er bagt til mine kollegaer havde jeg ikke lige kameraet med, så I må lige bære over med billedet fra min telefon.

Denne skønne marengs bagte jeg som torsdags-kage til mine kollegaer. Vi arbejder til kl. 17.00 hver torsdag og det er en lang dag, så der må kage til om eftermiddagen. Mine kollegaer kan rigtigt godt lide kage og den her var et rigtigt stort hit. Som en mellemting mellem en marengs og en lækker chokoladecookie. Uhm..
Jeg fik en stor marengsbund og en lidt mindre ud af den her portion, men jeg brugte også nogle ret store æg, så det kan variere lidt. Jeg bruger min elskede KitchenAid og der får man altså meget mere marengs end når man bruger en håndmixer!
Jeg toppede med friske jordbær og kirsebær. Jordbærrene ville være rigtigt gode med lidt limesaft, men det havde jeg ikke lige.

Chokolademarengs med vaniljeskum og bær (6-8 pers.)
Marengs:
5 æggehvider
275 g. sukker
3 spsk. usødet kakaopulver
2 spsk. hyldeblomsteddike
100 g. mørk chokolade (60%)

Skum:
1/4 dl. piskefløde
3-4 spsk. cremefraiche 38%
2 spsk. flormelis
2 vaniljestænger
2 spsk. koncentreret hyldeblomstsaft

Pynt:
2 bakker friske bær

Tænd ovnen på 175 grader.
Pisk æggehviderne til de danner bløde toppe.
Pisk sukkeret i lidt af gangen til du får en sej marengs.
Tilsæt kakaopulver og eddike og pisk det hurtigt sammen.
Hak chokoladen groft og vend den i marengsen.
Fordel marengsen på en bageplade med bagepapir. Den skal være lidt høj, men du kan evt. dele den i 2 portioner.
Sæt den i ovnen og skru så ned på 110 grader. Bages i 1½ time. Sluk ovnen og lad marengsen køle af heri. Den opbevares også bedst i den kolde ovn.
Inden servering laves vaniljeskummen.
Flæk vaniljestængerne og skrab kornene ud. Mos dem sammen med flormelis.
Kom det i en skål med fløden og pisk til skum.
Pisk creme fraichen i.
Smag til med hyldeblomstsaft og fordel over marengsen lige inden servering.
Top med friske bær.

onsdag den 22. juli 2015

Madplan

Tomatsalat med en enkel basilikumcreme af fed cremefraiche, basilikum, hvidløg, citronsaft, salt og peber. Jeg elsker tomater og glæder mig til, at mine egne er klar om nogle uger:)


Sidste uge spiste vi ikke særligt spændende eller særligt fornuftigt. Jeg skal helst have en plan og købt ind derefter, for at vores måltider bliver regelmæssige og gode. Så derfor har jeg lavet en madplan til denne uge, vel vidende, at den nok ikke holder her i ferietiden.
Kristians søster kommer på besøg her sidst på ugen, så vi skal nok på en del ture ud i det danske sommerland, hvor vi nok også skal spise på nogle af de mange gode spisesteder rundt omkring.

Mandag: Rester- jeg er alene hjemme.
Tirsdag: I zoo med venner og deres børn- spiser derfor ude.
Onsdag: Butterfly-kylling med mascarpone, parmaskinke og timian. Små nye kartofler på grillen og en tomatsalat med nektariner.
Torsdag: Fiskefrikadeller med hjemmelavet remoulade. Nye kartofler, gulerødder og blomkål til.
Fredag: Pizza på grill med frisk mozarella, tomater og meget andet.
Lørdag: Grillede kyllingebryster med mozzarella, tomat, basilikum og en balsamicoglaze til. Sprød salat, flutes og kartofler til.
Søndag: Spelttærte med parmaskinke og abrikoser. Sprød salat med masser af agurk til.

Jeg er blevet lidt sløv i køkkenet, så jeg skal til at have gang i bageriet igen. Min ovn gør bare knuder, så det er lidt svært at regne med den. Nu må vi se om teknikeren ikke snat får reservedelene hjem og får den fikset.
En portion vaniljesyltede ferskner, lidt jordbærgrød/jordbærmarmelade og nogle boller må jeg se om jeg ikke kan tage mig sammen til at få lavet alligvel..

mandag den 20. juli 2015

Sommerferie



Vejret var ikke til badetøj og vandplaskeri, men en frisk gåtur ved stranden blev det til efter jeg havde spist en stor, friskfanget rødspætte med nye kartofler og persillesovs. UHM, den er min sommer-favorit :)

Vi har sommerferie lige nu. Vi holder sommerferie hjemme i Danmark, for selvom sommervejret måske ikke viser sig fra sin bedste side, så elsker vi den danske sommer. Til vinter tager vi i stedet på en lille tur for et afbræk i hverdagen.
Dagene går med ikke at lave alt for meget. Vi har nusset både inde og i haven. Sovet rigtigt meget til middag og spist enorme mængder is, slik, jordbær med fløde og koldskål. I ferien er det tilladt- også med flere is om dagen :)
Jeg har været i Zulu Sommerbio, til Grøn Koncert og vi har været en tur i smukke, smukke Lønstrup, hvor billederne også er fra.
I denne uge kommer Kristians søster på besøg fra København og så går turen nok til Lønstrup igen og til Skagen, for vi ved, at det er lige noget for hende at se.
Vi skal også i Zoo med en flok venner og deres børn og jeg har et par kaffedates. Lige en sommerferie efter mit hoved, hvor der er masser af tid til at lave ingenting, læse bøger, nusse herhjemme, tage på ture i de fine badebyer, spise langsom morgenmad og samtidig være sammen med alle de skønne mennesker i vores liv til store og små begivenheder.



fredag den 17. juli 2015

Små Glimt

Smukke buketter fra haven fylder huset i denne tid..

Et uheld i vaskemaskinen ødelagde flere af mine yndlings-toppe og betød indkøb af nye, stribede favoritter..

Lige nu arbejder jeg på at få vores soveværelse fint og indbydende, men der mangler stadig meget..

Ferietid betyder god tid til lækker morgenmad med blødkogte æg, frugt, wienerbrød, kaffe og min favorit-ost: Arla Unikas "Gammel Knas".

Stokroserne er ikke så store i år, men til gengæld er de i alverdens farver..



Torvet bugner af lækkerier. Jeg køber masser af kartofler, jordbær, nye gulerødder og rødbeder, kirsebær, salat og snart også kantareller, blåbær og kål.

Keramik og blomster er en god måde at snige masser af feminine farveklatter ind uden brok..

onsdag den 15. juli 2015

Arvestykker

De mange skuffer er perfekt til alle de små dimser, som alligevel altid kommer til at ligge og rode.
Her er de primært fyldt med silkebånd, kort og andre ting til at pakke fint ind med..


Den anden dag landende pludseligt en portion arvestykker fra Kristians mor. Smukke sager, som jeg har set frem til skulle flytte herhjem. Så ind kom de selvfølgeligt samme dag :)
Chatollet her vejer virkeligt til. Det er s å tungt! Heldigvis har vi en flyttemand i familien og sammen med Kristian fik han det bakset op af vores meget stejle trappe. Det var et spørgsmål om millimeter for at det overhovedet kunne komme derop, men jeg ville bare det skulle stå i soveværelset. Så sådan blev det :)
Chatollet er et gammelt svensk af slagsen i den skønneste blå-grønne farve, men det er gammelt og har selvfølgeligt nogle skader fra flytninger mm. Det er et enormt charmerende møbel med op til flere "hemmelige rum".
De mange skuffer er helt perfekte til alle mine dimser! De er fyldt med kort, gavebånd, stempler, så gaveposer mm. De store skuffer er fyldt med gavepapir, silkepapir, kontorartikler osv.

Slagbænken kan heldigvis skilles af, men den er også ret solid. Der er et stort rum i den og det betyder, at jeg nu får plads til endnu flere kogebøger, da dem jeg sjældent bruger kan gemmes deri :)


Den gamle svenske slagbænk er jeg også allerede meget glad for. Den er ret stor og med plads til 3, så den passer heldigvis til vores lækre spisebord. Havde truet Kristian med, at passede den ikke med bordet, så måtte jeg have et nyt bord :) Jeg skal lige have syet et nyt betræk til hynden og lavet et par gode, store puder. Nu kan jeg desværre slet ikke selv finde ud af at sy, men det har jeg en dygtig veninde der kan, så hende må jeg se om jeg kan lokke til det. Lige nu er det bare stof og puder fra lageret.

søndag den 12. juli 2015

Quinoasalat med nektariner

Denne salat smager også skønt dagen efter i madpakken, så lav endeligt en stor portion.
Du kan også bruge ferskner eller abrikoser i salaten i stedet for nektarinerne.

Kød på grillen betyder masser af salater og grønt tilbehør, men nogle gange synes jeg det er lidt svært at finde på. Denne salat blev til ud fra hvad der nu var i køkkenet og det var heldigvis ganske vellykket.
Quinoa er et lille bitte frø fyldt med gode sager. Fibre, proteiner, aminosyrer og nogle af de vigtige omega3-fedtsyrer. Et lille super-frø uden den store smag.
Jeg foretrækker at koge den med lidt øko-grøntsagsboullion, så den får lidt salt og smag.

Quinoasalat med nektariner (4 pers.)
1½ dl. quinoa
4 dl. vand
½ terning øko-grøntsagsbouillon
2 nektariner
½ agurk
2 store håndfulde salat
1 lille bundt brøndkarse
2 spsk. sesamfrø
1 spsk. chiafrø
Olivenolie, citronsaft

Skyl quinoaen rigtigt godt inden du kommer den i en gryde med vand og bouillon. Det fjerner nogle bitterstoffer, så det er vigtigt for både ernæringsindhold og smag.
Kog den efter anvisningen på posen og lad den dryppe godt af.
Skær nektarinen i tynde både, agurken i skiver og skyld salaten godt. Bland med den kogte quinoa, sesamfrø og chiafrø.
Fordel brøndkarsen over og dryp med olivenolie og citronsaft.

fredag den 10. juli 2015

Små Glimt

 Mit hår er en værre høstak for tiden, så jeg kaster en del penge efter gode hårprodukter..
Rosen omkring drivhuset går helt amok og sender masser af lyserøde, duftende blomster afsted..
Min nye, seje skål fra Søstrene Grene til kaffekapslerne..

Power-shopping fra fine Butik Sirup. Min sommer-garderobe trængte (trænger?!) til en opfyldning..

Dahlia er en sommerfavorit i krukkerne...
Endeligt fandt jeg en økologisk mælk, der kan piskes til nogenlunde ordenligt skum. Desværre skal jeg i Salling for at få den.

onsdag den 8. juli 2015

Grøn Kartoffelsalat med ærter og jordbær

Kartofler, ærter og jordbær er favoritter lige nu og jeg forsøger at spise dem mest muligt mens de er i sæson. Uhm..


Denne skønne kartoffelsalat er perfekt til sommerens kød på grillen. Herhjemme elsker vi de nye kartofler og især kartoffelsalater, men den her er en lidt grønnere version af den traditionelle kartoffelsalat med masser af dressing. Den kan vi nu også ret godt lide :)
Salaten her passer nu også godt til en omgang frikadeller og det var hvad vi spiste den til.
I opskriften fra sæson er der også tilsat asparges, men nu hvo sæsonen er ved at være slut for i år valgte jeg at undlade dem, for jeg kunne ikke finde nogle ordenlige.

Grøn kartoffelsalat med jordbær og ærter (4 pers.)
500-600 g. nye, kogte kartofler
2 store håndfulde salat
1 agurk
2 store håndfulde ærter
½ bakke jordbær
1 lille bundt kørvel, finthakket
1/4-1/2 dl. olivenolie
salt, peber

Halver kartoflerne og vend dem med salt, peber, kørvel og olivenolie.
Skyl og slyng salaten og anret halvdelen i en stor skål. Kom den anden halvdel i skålen med kartofler.
Skær agurken i tern, bælg ærterne og skær jordbærrene i skiver. Bland dem med kartoflerne og vend ud i den store skål med salat.
Serveres med det samme.

mandag den 6. juli 2015

Ugens Madplan

Hønsene er stadigt flittige og vi spiser mange blødkogte æg herhjemme..

Sidste uges madplan skred lidt af forskellige årsager, men jeg håber den bliver overholdt denne uge, hvor der er mange gode sager på menuen. Så jeg vil gerne bestille grill-vejr!
Kristian starter med at holde ferie denne uge og så går jeg på 14 dages ferie på fredag- det glæder jeg mig altså til :)


Mandag: Grøn kartoffelsalat med jordbær, frikadeller og tzatiki.
Tirsdag: Quinoasalat med nektariner, vandmelonsalat med feta, resten af tzatikien og hakkebøffer på grillen.
Onsdag: Kartoffelsalat med purløg og ærter, grillede øko-pøller og majskolber med salt og smør.
Torsdag: Er jeg alene hjemme.
Fredag: Rispapirruller med salat, sprødt grønt, kylling og flere forskellige slags dip.
Lørdag: Fiskefrikadeller, nye kartofler med smør og dild, salat med ærter og mormor-dressing, dampede gulerødder og blomkål.
Søndag: Kyllingeburger på grill. Der er boller i fryseren og så laver jeg noget guacamole, salsa eller coleslaw til.


Vi spiser rigtigt mange kartofler, jordbær og ærter lige i tiden. Mine sommer-favoritter! I højbedene har jeg masser af salat og krydderurter og det er virkeligt en luksus. Jeg er så glad for at jeg fik dem sat op.



onsdag den 1. juli 2015

Små Glimt

Sommer-favoritter fra det lille røde hus..

Dolly elsker sofaen- uanset årstiden :)

Ny favorit i smoothie-skålen; ananas, banan og babyspinat..

Min krøller kræver særlig opmærksomhed nu hvor der er blevet lysere..

Kartofler fra haven- de blå var meget fine i farven!