fredag den 26. juni 2015

En slags stenalderbrød med havre..

Jeg elsker rugbrød, men det her brød er også bare rigtigt godt til madpakken.

Det klassiske stenalderbrød med og uden æg smager skønt, men jeg synes også godt, at det kan blive lidt kedeligt og fladt i smagen. Dette brød har alle de lækre frø, kerner og nødder, men også den gode smag af havre. Jeg elsker at spise spegepølse i tykke skiver på den her slags brød. Det smager simpelthen så godt!
Opskriften er fra My New Roots og er kaldet "The Life-Changing Loaf of Bread". Intet mindre! Jeg har lavet nogle små ændringer. Fx var glasset med solsikkekerner tomt, men jeg havde så rigelige mængder græskarkerner, som kunne bruges i stedet.
Brødet bliver en smule mindre fast end stenalderbrødet, men skærer man det med en almindelig stor kniv fremfor brødkniven smuldre det noget mindre.
Det er fint at bruge en form med bagepapir, men jeg er blevet meget glad for nonstick brødforme, der betyder at fedtstof og bagepapir er overflødigt. Jeg har bla. denne her, som jeg er ret glad for.

En slags stenalderbrød med havre
135 g. græskarkerner
90 g. hørfrø
65 g. hasselnødder eller mandler
145 g. havregryn
2 spsk. chiafrø
3 spsk. HUSK
1 tsk. groft salt
1 tsk. ahornsirup
3 spsk. kokosolie eller blødt smør
350 ml. vand

Bland først alle de tørre ingredienser godt sammen i en stor skål.
Tilsæt ahornsirup, kokosolie og vand og rør sammen til en tyk dej. Rør den rigtigt godt sammen, så væsken bliver blandet godt deri.
Kom dejen i en form med bagepapir. Pres den rigtigt godt sammen med en palet og dæk det til..
Lad nu brødet stå ude i min. 2 timer eller natten over.
Bag brødet ved 175 grader i 20 min. Vend det herefter forsigtigt ud af formen og bag det yderligere 30-40 min. på risten i ovnen. Brødet skal lyde sprødt og hult når du banker på det.
Lad det køle helt af inden du skærer i det.
Brødet kan holde 5-7 dage i køleskabet og egner sig også godt til at fryse ned.


1 kommentar:

Tanja sagde ...

Super lækkert og også godt som hapser til en god ost. Mums