tirsdag den 30. september 2014

TEST: Heilala Vanilla


Søndag er rundstykker med tandsmør fra bageren oppe på hjørnet. Blødkogte æg, vindruer og træning i at drikke kaffe. Blødt tøj, stearinlys og god tid.

Det her er en test lige efter min smag :) Vanilje er nemlig en af mine favorit-smage sammen med chokolade.
Vi mødte Heilala Vanilla på Sweets sidste år, hvor de gjorde indtryk med de lækre produkter og en anderledes romshot med vanilje.
Nu er jeg så heldig at de har sendt mig nogle af deres vaniljesøde produkter.
Siruppen her er helt sikkert favoritten! Hold nu fast den er god:) Jeg er ikke den store kaffedrikker, så jeg øver mig med masser af mælk og gerne lidt sukker. Lige nu bliver sukkeret skiftet ud med et par dryp sirup og så smager kaffe virkeligt godt. Uni-pigerne var også vild med den :) Den kan selvfølgeligt også bruges på morgenyoghurten, på pandekager, på is eller i spændende cocktails.
Derudover har jeg testet vaniljepastaen og vaniljeessens i kage og de gør det begge rigtigt godt med en meget ren og næsten parfumeret vaniljesmag. Vaniljestængerne har jeg ikke nået endnu, men de ser fede og gode ud.
Produkterne er måske ikke de billigste, men der går fx 12 vaniljestænger til et glas vaniljepasta til 99 kr. 99 kr. kan man vidst ikke få 12 vaniljestænger for, slet ikke i så god kvalitet som her.
Desværre har de endnu ikke så mange forhandlere endnu, men listen kan ses her. Ellers har de en fin webshop.

Hvis du bestiller nogen af de skønne produkter på deres webshop i nærmeste fremtid, så kan du få en flaske af den vidunderlige vaniljesirup med til halv pris (45 kr.). Angiv blot "MissMuffin" i kommentarfeltet :)

***Indlægget er sponsoreret, men det er min ærlige og personlige mening der fremgår.

mandag den 29. september 2014

Semifreddo med lemoncurd og marengs

Citron, marengs og fløde er en perfekt kombination, så lav endeligt den her nemme dessert en dag hvor du ikke har så meget tid:)

Det her er en super nem dessert, som smager rigtigt godt og friskt. Kombinationen af den syrlige citron, de sprøde og seje marengs og den fede fløde giver en lækker is fuld af smag. Jeg serverede den for madklubben sammen med lidt friske blåbær. Nemt og enkelt.
Desserten skal selvfølgeligt laves dagen i forvejen, men det tager heller ikke ret lang tid og du skal heller ikke bruge en masse tid på at anrette den. Oplagt til en hverdags-middag efter en travl arbejdsdag.
Lemoncurd kan købes i de fleste større supermarkeder og står sammen med marmelade osv. Det er en slags citroncreme/citronmarmelade med en perfekt balance mellem surt og sødt.
Opskriften er fra Alt for Damerne.

Semifreddo med lemoncurd og marengs (6-8 personer)
6 æggeblommer
125 g. rørsukker
½ l. piskefløde
1 vaniljestang
fintrevet skal af ½ usprøjtet citron
12 små marengskys
1 glas lemoncurd

Skrab kornene ud af vaniljestangen.
Pisk æggeblommer, rørsukker og vanilje lyst og skummende.
Pisk fløden til let skum og vend den forsigtigt i sammen med citronskal.
Knus marengsene let og vend dem i æggesnapsen.
Hæld halvdelen af ismassen i en form. Jeg brugte en silikoneform, men en almindelig brødform med bagepapir kan også bruges.
Kom halvdelen af lemoncurden i isen i små klatter og brug en spids kniv til at fordele den med.
Kom resten a iscremen over og fordel igen lemoncurden heri med en spids kniv.
Frys isen i mindst 6 timer, gerne natten over.
Tag isen ud og lad den stå i køleskabet i 20 min. før servering.
Vend den ud af formen og server med det samme.


søndag den 28. september 2014

Industriel lampe i messing



Kobber er jeg aldrig helt faldet for. Det er vildt smukt, men jeg er mere til de gyldne metaller, så denne lampe var kærlighed ved første blik.

Hvert år når den mørke tid nærmer sig breder panikken sig i det lille hjem. For vi har ikke ret meget lys! Ofte joker vi med, at vi skal til at udlevere lommelygter til husets gæster, så de kan finde på toilettet.
Vi kan bare ikke rigtigt blive enige om ret mange lamper og så er det heller ikke bare lige alt, der passer ind i det her hus. Så det er næsten blevet en regel, at ser vi en lampe vi begge kan lide, så køber vi den!
Det skete med denne seje lampe fra Skjalm P. i rå messing. Sammen med en stor pærer fra Nordic Tale passer den perfekt ind i vores stue. Ja, eller i hvilket som helst af husets rum, men det er nu engang her vi er mest og hvor problemerne med lys er størst.

fredag den 26. september 2014

Kommentarfeltet

Den sidste uge har jeg fået mails om, at mit kommentarfelt ikke kan åbnes.
Jeg ved simpelthen ikke hvorfor?
Jeg har ikke selv problemer og har tjekket fra flere forskellige computere. Så enten er det en fejl i blogger eller så er det indstillingerne på jeres computer der ikke tillader det.
Øv. Håber det snart løser sig, for det er nu sjovest at blogge hvis der kommer kommentarer :)


God weekend derude :)

Links I Love





  1. Sunde snacks. Så vi ikke bliver alt for tykke af den bachelor-skrivning. Skal både prøve figenkuglerne, de chokoladeovertrukne abrikoser og citronmandlerne.
  2. Selvhjælp til selvhjælp. Tankevækkende og lidt mavesur artikel om de sidste mange års selvhjælps-tendenser og egotrip. Jeg er ikke helt enig, men heller ikke uenig.
  3. Food Trends. Troede egentligt at jeg var meget trendy, det skal man jo nok helst være som blogger, men jeg er kun med på noget af bølgen. Er du Food Trendy?
  4. Hemmeligheder. Elsker de fleste ikke hemmeligheder? Den slags små ting, som man aldrig vil indrømme. Jeg elsker hvertfald at læse de søde, sjove, ulækre, triste, alvorlige og pinlige hemmeligheder på Miriams Blog.
  5. Iskaffe. Måske er tiden mere for varme drikke, men jeg er sikker på at denne iskaffe måske kunne lære mig at drikke den bitre drik. Den får måske en chance, for smukt ser det ud.
  6. 29 kvadratmeter. Smuk, enkel og minimalistisk bolig på bare 29 kvadratmeter. Ikke min personlige stil, men elsker når andre tænker kreativ og er modige, især på begrænset plads.

torsdag den 25. september 2014

Sensommer-travlhed



Vores have er mere vild en trimmet. I hækken vokser der alt muligt, udover hæk. Jeg kan godt lide det. Den anden dag blev hækken klippet og et godt stykke af en vilde brombær måtte lade livet, men har istedet pyntet i stuen indtil bærrene endte på min morgenyoghurt.

Der sker ikke så meget lige i tiden. Eller, det gør der, men ikke af den slags dere lige er til at tage pæne billeder af og smide på bloggen.
Min lillebror bor hos os lige i tiden og selvom han er ganske fredelig, så ødelægger det lidt rytmen og jeg får ikke altid lige fotograferet det som jeg plejer. Der er masser af aktivitet i køkkenet, for en ung mand der i 2 måneder har levet af sygehusmad kan virkeligt spise igennem. Menuen er lidt kedelig og efter hans ønsker, så trods jeg hygger mig i køkkenet, så afspejles det ikke på bloggen.

Vores lille Dolly begyndte at blive lidt sløj i sidste uge og jeg var ikke i tvivl om at det var livmoderbetændelse. Så i sidste uge fik Dolly fjernet livmoderen, men hun har det allerede helt fint igen. Hvertfald nok til at tigge om både lækkerier og gåture:)

Efter 2 måneder væk fra Uni er jeg jo så også lige startet op med at skrive bachelor og sådan en opstart kræver mange ressourcer. Det går faktisk rigtigt godt, men skal lige finde rytmen igen. 

tirsdag den 23. september 2014

Chia-knækbrød


Knækbrød med fuldfed ost er en af mine favoritter på morgenbordet eller måske bare lige som en lille snack om eftermiddagen.

Jeg elsker knækbrød, men synes nu ikke at jeg har det store held med at bage det selv. Det bliver altid lidt for sejt/blødt eller som her, alt for skrøbeligt.
Smagen fejler bestemt ikke noget, men de smuldre for mig. Måske fordi jeg var for ivrig med at få dem helt tynde, måske det bare ikke er meningen at jeg skal bage knækbrød selv. Jeg fik hvertfald kun en lille kagedåse med pæne stykker og et glas med små stykker, som smager udmærket på yoghurt.
Opskriften er fra Jane Faber.
Chiafrø er dyre, men jeg synes nu at en bøtte strækker langt. De er fyldt med gode sager, især mange af de gode Omega3-fedtsyrer. Når chiafrø blandes med væske danner de en tyk gele, som kan bruges som bindemiddel i bagværk og desserter.

Chia-knækbrød (1 bageplade)
2  ½ dl. vand
1 dl. chiafrø
1 dl. hørfrø
1 dl. sesamfrø
1 dl. solsikkekerner
1½ dl. græskarkerner
1 tsk. salt


Bland chiafrøene med 2 dl. vand. Lad det stå og trække i ca. 10 min, så det danner et tyk gele-agtig klump. Rør evt. i det en enkelt gang undervejs, så det bliver blandet godt.
Kom de øvrige kerner og salt i en skål og bland chiafrøene deri. Rør godt sammen til en klistret dej.
Er den for tør tilsættes den sidste ½ dl. vand.

Kom dejen ud på en bageplade med bagepapir og glat den godt ud i et jævnt lag.
Brug et pizzahjul til at skære ud i den ønskede størrelse. Det virker måske lidt formålsløst, men det gør det nemmere når de er bagt og skal deles.
Bag ved 160 grader i 1 time.
Køl helt af og opbevar knækbrødene i en tætsluttende dåse.



søndag den 21. september 2014

Madbrød med porter og rugkerner

Duften af nybagt brød er virkeligt en fornøjelse- man burde kunne købe den duft på flaske:)
Det er slet ikke svært, dyrt eller besværligt at bage sit eget brød, så bare kast dig ud i det:)

I lang tid har jeg ikke rigtigt bagt. Har nok været lidt ramt af den der lowcarb-feber der florere over det hele. Nu har jeg heldigvis genoplevet fornøjelsen og det nærmest terapeutiske ved at bage sit eget brød. Duften og smagen af nybagt brød er bare fantastisk! Et stykke brød i ny og næ bliver ingen tykke af!
Dette brød bagte jeg til en madklub, hvor det blev serveret til den Asiatiske Fiskesuppe, som er et stort hit hos pigerne. Brødet passede godt til med den dybe smag af humle og malt. 
For at få det smukke mønster og den melde overflade har jeg brugt en hævekurv. De kan købes i mange isenkræmmere og helsekostforretninger til rimelige penge. Jeg plejer af børste mine af med en blød børste efter brug, så melet ikke tiltrækker melmider.

Madbrød med porter og rugkerner
25 g. gær
3 dl. porter eller anden mørk øl
2 dl. kogende vand
2 dl. rugkerner
2 spsk. maltmel
1 tsk. groft salt
2 dl. rugmel
Hvedemel

Start med at hælde det kogende vand over rugkernerne. Lad dem trække mindst ½ time, så rugkernerne bliver bløde.
Rør gæren ud i porteren og tilsæt rugkerner, maltmel, salt og rugmel. Rør det godt sammen.
Tilsæt hvedemel lidt af gangen og ælt til en fast og let klistret dej.
Lad den hæve lunt og tildækket til dobbelt størrelse, ca. 1 time.
Ælt dejen hurtigt igennem og kom den i en meldrysset hævekurv. Har du ikke sådan en kan du lade den hæve i en skål smurt med olivenolie eller bare forme det til en kugle og stille det på en bageplade. Lad efterhæve lunt og tildækket 1 time.
Vend forsigtigt brødet ud på en bageplade med bagepapir og bag i ca. 35 min. ved 210 grader.
Brødet skal lyde hult og sprødt når du banker let på det.
Lad afkøle på en rist min. ½ time inden du skærer i det.



lørdag den 20. september 2014

TEST: ISIS


Jeg er ikke fanatisk med hvad jeg spiser, men jeg undgår så vidt muligt altid at spise light-produkter. Når du fjerner fedt og/eller sukker fra en fødevarer, så erstatter du med noget andet. Nemlig tilsætningsstoffer. Og selvom jeg hellere end gerne går ombord i en stor skål bland-selv-slik fyldt med e-numre og skidt lørdag aften, så vil jeg gerne undgå den slags i hverdagen.
Da jeg blev spurgt om jeg ville teste nogle produkter fra ISIS var min første tanke at sige nej tak, men min bachelor-makker synes jeg skulle give det en chance, for det kunne være at jeg blev positivt overrasket. Gjorde jeg så det? Nej, faktisk ikke.



Jordbærmarmeladen: Smager ikke af ret meget og har en lidt sjov konsistens. Foretrækker helt sikkert bare at koge en selv uden sukker, for den smager af jordbær.


Nutellaen: Flot farve, men lidt mærkeligt konsistens. Min bcahelor-makker testede den sammen med mig og vi blev enige om, at den minder om en god kakaoglasur. Der er så lidt kalorieforskel på den og en alminelig Nutella, at jeg til enhver tid ville vælge min elskede Nutella.


Belgisk chokolade: Kakaoprocenten er på 55% og derfor smager den også mest af kogepladechokolade. Konsistensen er faktisk helt okay, men jeg vil til enhver tid vælge en god mørk chokolade med høj kakaoprocent. Den "mætter" mig også hurtigere pga. bitterheden, hvor jeg nemt kunne spise en hel plade af den her på ingen tid.



Så personligt ville jeg aldrig købe ISIS, for der findes bare noget, der smager så meget bedre. Jeg gider ikke nøjes.
Min farfar elsker mad og søde sager, men han har desværre også sukkersyge, så han må jo ikke få en masse sukker. Det er hårdt for hans søde tand, så jeg bad ham og Farmor om at teste nogle af produkterne. De har synes, at de har været helt okay og nemme at lave, så også Farfar har kunne få lidt til den søde tand. Så for dem der ikke tåler sukker er Isis helt sikkert en god løsning.
Og så lige en kommentar til emballagen; den er virkeligt skrækkelig og det der store, gule smiley-hoved leder mine tanker hen på fødevarekontrol og discount.

torsdag den 18. september 2014

Små blåbærtærter med softice

Lige for tiden når jeg grønttorvet hver fredag og det er altså en fornøjelse. Madplanen er ofte meget lidt fastlagt, for jeg køber ind efter hvad der frister, for man ved aldrig helt hvad der er at finde. De sidste par gange har jeg ladet mig friste af en bakke danske blåbær. Store, flotte blåbær med masser af smag og farve.

Vi spiser ofte sammen med Lotte og Carsten, gerne 1 gang om måneden hvis det kan lade sig gøre. Værterne sørger for mad og drikke og gæsterne sørger for desserten. Nemt og hyggeligt! Lotte ønskede sig "en efterårs-dessert" og det vidste jeg altså ikke helt hvad var, men mon ikke sådan nogle små, lune tærter med blåbær kommer under den kategori? Jeg tog hvertfald chancen og de blev rigtigt gode- opskriften er den samme som de her med jordbær. Serveret med en klat creme fraiche er de gode, men endnu bedre bliver de toppet med iskold softice. Softice er virkeligt nemt at lave og an behøves ikke købe en karton med et eller andet mystisk for at lave det. Lidt is og lidt fløde, så skal der ikke mere til.


Små blåbærtærter med softice(4 stk.)
75 g. revet marcipan
75 g. sukker
1 vaniljestang
65 g. blødt smør
1 æg
25 g. mel
1 dl. friske blåbær
4 spsk. hakkede mandler

Softice:
½ liter god vaniljeis
1 dl. piskefløde
 
Bland sukker og marcipan rigtig godt.
Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og bland dem godt med marcipan-blandingen.
Tilsæt smør og æg og rør til en jævn dej. Rør herefter melet i.
Smør 4 små portionsforme og fordel dejen heri.
Fordel blåbærrene oven i dejen som du nu synes og drys med hakkede mandler.
Bag kagerne i 10-12 min. ved 200 grader.
Skær isen i mindre stykker og lad den tø op, så den bliver en smule blød. Kom is og fløde i en skål og pisk til en blød og cremet softice.
Serveres lune med en klat softice.


onsdag den 17. september 2014

Hverdagsglæde





Lindholm Naturpark er et fantastisk område. Her er både vild natur med masser af fugleliv, havtorn, vand, brombær, hyld og græssende får. Men også golfbane, shelters til overnatning og masser af surfere, kanoer og kajakker. Mange gå tur her, cykler, løber, lufter hund eller holder pinic. Dejligt med sådanne områder midt inde i byen.

Hverdag er faste rutiner, vaner og pligter. En masse der skal nås og en masse der skal gå op. Arbejde, studie, madpakker, vasketøj, motion og transport.
Jeg har ikke noget imod hverdagen og dens rutiner, men det handler for mig også om at have fokus på, hvad der gør mig glad. De små ting. Og så lige at få klemt lidt af den der hverdagsglæde ind i det nogen gange stramme program.
Hverdagsglæde er, at pakke Dolly og kamera i Fiat'en og køre en tur ned til Lindholm Naturpark, som er et fantastisk smukt område langs Limfjorden i Nørresundby.
En stille og langsom gåtur i smukt sensommervejr, mens solen langsomt går ned. Ro til at tænke og så sover man også bare bedre efter sådan en tur. Bare spørg Dolly:)


tirsdag den 16. september 2014

Ferskensalat med sesam og feta

Sæsonen er ved at være slut for de sæde ferskner og nektariner, men skynder du dig kan du lige nå at lave den søde og sprøde salat.

En simpel, men meget lækker salat med fersken og sesam.
Kristian var ikke så vild med den, men jeg tænker det skyldes dressingen. Sesamolie har en meget karakteristisk og mørk smag, så måske du skal vælge at servere den ved siden af. Jeg synes den smagte rigtigt godt. Vi spiste den til kylling, hvilket den passede perfekt til.
Nu er sæsonen for grøn salat snart slut og det bliver mest kål og spinat der kommer i salatskålen herhjemme. Hver fredag prøver jeg at nå forbi Grønttorvet, for hos damerne kan jeg få den bedste og sprødeste salat. Jeg forstår ikke, at man kun kan købe sådan nogle halvbløde og kedelige nogen i supermarkederne, når denne sprøde, grønne og let bitre salat findes! Ærtesalat kalder de den, men tror nu egentligt bare det er en slags Frisee.

Ferskensalat med sesam og feta (2 pers.)
2 modne ferskner
½ salathoved, helst sprødt
50 g. feta
1 spsk. sesamfrø

Sesamdressing:
1 tsk. tahin
1 tsk. sesamolie
2-3 tsk. appelsinsaft
salt, peber

Skyl salaten og skær den i mindre stykker. Kom den på et fad.
Skær fersknerne i tynde både og fordel over salaten.
Smulder fetaen og drys med sesam henover salaten.
Rør alle ingredienserne til dressingen sammen og smag til med salt og peber.
Dryp henover salaten eller server den ved siden af- server med det samme.

mandag den 15. september 2014

Små glimt

Loppefunds-sukkerskål pynter nu fint som blomsterkrukke sammen med min fine Bellino fra Kähler...

Dolly mener vidst, at kassen til tæpper er en hundekurv...

Eftermiddagshygge med yndlings-sodavand, BoligMagasinet og stille musik i ørene..

Smukke, billige og danske grøntsager er på menuen i denne tid...


Min smukke efterårshave. Duften af lyng er duften af barndom, sommerhus og efterår..

Minder fra Kristians mor og en lille mus i træ..

Frede nyder sensommersolen på den lune trappe...
Smukke Dahlia fra haven i smuk vase pynter i køkkenet...

søndag den 14. september 2014

Tip: Sådan laver du pizza på grillen

Vores favorit herhjemme er tomatsauce, revet ost, parmaskinke og champignon. Uhm, den er god.

Generelt er pizza bare bedst hvis du ikke bruger alt for meget fyld.
Normalt spiser vi ikke meget hjemmelavet pizza, for jeg synes egentligt det har været lidt kedeligt. Lige indtil vi fik vores store gasgril og en pizzabagesten. Her kan man altså lave nogle virkeligt gode pizzaer på!
På Instagram er jeg blevet spurgt flere gange om hvordan det nu lige er, at man gør med sådan en pizza på grillen, så her kommer en hurtig anvisning. Alt du skal bruge er en grill og en pizzabagesten:

  1. Rul din pizzadej ud på et stykke bagepapir og top med dit yndlings-fyld.
  2. Kom pizzastenen på din grill og tænd op- det er vigtigt, at pizzastenen varmer op med grillen, ellers flækker den.
  3. Når grillen er rigtig varm kommes pizzaen på pizzastenen- jeg synes det er nemmest at beholde bagepapiret under.
  4. Luk låget på grillen og bag pizzaen i ca. 20 min.
  5. Server!
Det er slet ikke besværligt og man får en virkeligt lækker og sprød bund.
Vi har en Weber Gasgrill og en pizzasten fra weber med en tynd metalplade til, så det er nemt at løfte pizzaen af og på stenen. Det er lidt dyrere at købe Weber, men jeg kan kun anbefale både gasgrillen og deres pizzasten. En almindelig kuglegrill og en billig pizzasten kan dog sagtens bruges.
Så nyd det smukke sensommervejr med en pizza på grillen og en kold øl eller et glas vin mens I venter:)


lørdag den 13. september 2014

fredag den 12. september 2014

Hytteostgratineret kylling med æble

Det ser måske lidt rodet og lidt kedeligt ud, men smagen er helt i top og så tager det ingen tid at lave sådan en omgang her. Imens kyllingen er i ovnen kan man lige nå at lave en sprød og lækker salat dertil.


Normalt er jeg ikke den store fan af hytteost, men det er jo så sundt og fyldt med protein, så engang imellem ryger der noget med hjem. Nu stod der et bæger, som nærmede sig udløbsdatoen, så jeg måtte finde på noget at bruge den til. På et tidspunkt har jeg set en opskrift med kylling, så det måtte jeg prøve at efterligne. Det blev virkeligt lækkert! Kristian var også ret begejstret for det, hvilket jeg nu ikke havde forventet. Så det kommer jeg helt sikkert til at lave igen.
Vi spiste en salat med fersken dertil, men den var Kristian så til gengæld ikke særligt vild med.

Hytteostgratineret kylling med æble (2 pers.)
2 store kyllingebryster
150 g. hytteost
2 æbler
1 dl. persille
2 fed hvidløg
1 dl. hasselnødder
salt, peber

Riv æblerne groft, hak persillen og pres hvidløget. Rør det godt sammen med hytteosten.
Smag til med salt og peber.
Læg kyllingebrysterne i et lille ildfast fad og fordel hytteost-blandingen over.
Hak hasselnødderne groft og drys dem over.
Bages ved 200 grader i ca. 20-25 min.

torsdag den 11. september 2014

Favoritter i september



Bolig: Stearinlys, bløde skind og varme tæpper indbyder til hygge, læsning, tv-kigning og middagslure.

I maven: Efterårsmad. Svampe, blåbær, kål, æbler og rodfrugter. Supper, simreretter og hjemmebag. Varmende og nærende.

I tøjskabet: Varme strik, bløde tørklæder og hyggelige sokker. Efterår er min ynglings-tøjs-årstid:)


 læsekrogen: Sluger den ene krimi efter den anden. Er lige blevet færdig med Oliver Bottinis serie om kriminalkommisær Louise Boni, som klart kan anbefales.

På ønskelisten: En rigtig god slow-juicer, så der kan klemmes ekstra vitaminer ind i de kommende kolde og mørke måneder.

onsdag den 10. september 2014

Dolly- fra bangebuks til sofadyr


Ofte er der trængsel i vores store sofa, for Dolly har hendes ideer og skal helst ligge lige imellem os. Er vi ikke i sofaen, så skal hun nok få nedlagt en pude:)

Det er snart 1½ år siden at vi sagde farvel til vores smukke Emma og dermed også knapt 1½ år siden, at vi hentede Dolly.
Lille søde, bange, usikre Dolly, der ikke kunne gå i snor, ikke var helt renlig og som gjorde alt for at være usynlig.
Her det sidste halve år er der begyndt at ske noget med Dolly. Hun er ikke helt så bange og reserveret mere og hun elsker hendes gåture, så længe de sker i hendes tempo og kendte omgivelser.
Dolly har for alvor oplevet glæderne ved sofaen, så fra altid at sove under stole og i kroge, så flader hun gerne ud med alle benene lige op i luften i sofaen. Ofte med en let snorken som følge:)
Fremmede er ikke helt et hit og allerbedst har hun det når jeg bærer hende rundt som en anden baby på armen:)Hun er virkeligt min hund, men Kristian er også lukket ind i varmen efterhånden.
Der har været meget arbejde med hende og det vil der også være fremover, for der skal tages hensyn til hendes sarte og usikre væsen resten af hendes liv. Så tænk jer om inden i anskaffer jer en voksen hund; der kan være ødelagt så meget, der koster rigtigt meget arbejde.