Nu er jeg selv så heldig, at jeg har en del fritid pga. mit studie, så når jeg afholder madklub har jeg ofte ret god tid til alle forberedelserne. Ca. 1 gang om måneden mødes jeg med pigerne fra tiden på Frederikshavn Gymnasium til madklub. Det ligger altid en hverdagsaften og vi har gjort det i mange år, også mens jeg har arbejdet fuld tid eller været i praktik. Uoverskueligt tænker mange, men det behøves det slet ikke at være, heller ikke selvom det er en dag efter arbejde:
Planlægning: Planlæg på forhånd hvad du vil servere og køb ind til det dagen før, så det ikke først sker på vej hjem fra arbejde. Husk også drikkevarer!
Har du bare helt vildt travlt, så udelukker det stadig ikke en madklub, det kræver bare lidt fantasi. Hav ikke dårlig samvittighed over købte løsninger. En stresset værtinde er ikke hyggelig, så heller uformel mad og tid til at ordne verdenssituationen:
- Mad udefra: Har du ikke tid til at lave mad, så bestil pizzaer fra byens bedste pizzamand eller hent sushi og træk en flaske bobler op. Det er hyggeligt og afslappet- også for dine gæster.
- Snyd med desserten: Det er hyggeligt at afslutte måltidet med lidt sødt, men det behøver ikke kræve en masse tid i køkkenet. Køb en lækker kage hos bageren på vej hjem fra arbejde eller server lækre flødeboller med lidt frugt til. Et par gode liter is i fryseren kan sammen med lidt vafler, chokolade og frugt fra gemmerne udgøre en lækker "is-bar".
- Borddækning: Står menuen på takeaway, så brug stadigvæk lige 5 min. på borddækningen, så gæsterne kan se, at du har gjort dig umage, også selvom du ikke selv har lavet menuen.
- Snacks og drikkevarer: Hav et godt basislager, der kan klare pressede dage eller uventede gæster. Sørg for et godt udvalg af drikkevarer og hav altid lidt snacks på lager. Så kan du altid stikke gæsterne et glas vin og lidt nødder, hvis tidsplanen er skredet og du har brug lidt tid til at lave maden i eller mens i venter på pizzabuddet. Det samme gælder med servietter og stearinlys; fyld skufferne, så du ikke behøves tænke på den del.
Her kommer et par forslag fra arkivet, som egner sig rigtigt god til madklub:
- MissMuffins Lasagne. Kog kødsaucen dagen før og server med pasta, så er der også nem aftensmad hvis du laver en stor portion. Lasagnen kan samles dagen før og bare smides i ovnen inden gæsterne kommer. Server med salat og brød.
- Aspargestærte med serranoskinke. Brug færdig butterdej og server med en stor salat.
- Svampebagt fisk. Snit porrer og svampe dagen før. Server med kålsalat og brød. Kålen kan snittes dagen før og opbevares i køleskabet og dejen til brødet kan røres sammen og stilles på køl dagen før.
- Kyllinge Fajitas. Kyllingen kan skæres og marineres dagen før. Salsaen kan også laves dagen før- så er den faktisk bedst.
- Asiatisk fiskesuppe:Tager 20 min. at lave. Grøntsagerne kan snittes dagen før. Server med brød. Rør en dej sammen dagen før eller køb det ved bageren.
- Verdens bedste Chokoladekage. Både kage og creme skal laves dagen før og bare anrettes med friske bær eller marengskys.
- Chocolate Chip Cookies. Kan laves flere dage før og opbevares i kagedåser. Server med god is og frugt.
Jeg elsker vores madklub og muligheden for at ses med veninderne, også selvom vi hver især har travlt. Så jeg håber, at denne lille guide kan give jer mod på selv at invitere gæster i en travl hverdag. Venskaber er dyrebare, så de skal plejes :)
Har du en madklub?
4 kommentarer:
Vi er tre søstre har en madklub sammen - det er vældig hyggeligt. Elsker både at være gæst og værtinde. Det er en dejlig måde, at være sammen på (:
- Kit
Kit, hvor hyggeligt at gøre det med dine søstre. Ville ønske at jeg havde et par søstre, for det må virkeligt være hyggeligt:)
Tak for gode råd.
Jeg bliver så glad når der bliver dækket op med Empire - SÅ smukt.
Hilsen Charlotte
Charlotte, jeg håber de kan inspirere til flere madklubber, for det er så hyggeligt at ses- også i hverdagen:)
Jeg elsker mit Empire stel, det er så smukt og selv Kristian synes godt om det på trods af krummelurer osv. Har arvet noget Blå Blomst og Thule stel. Overvejer stadig om det skal sælges/hvor meget der skal sælges eller om det også skal tages i brug..
Send en kommentar