mandag den 9. september 2013

Kylling med svampe og vindruer

Ikke en særligt fotogen ret, men utroligt lækker og velsmagende. Selv Kristian roste den!
Efteråret sniger sig langsomt ind på os, så den anden dag kom der gang i de store, røde gryde, som er perfekt til simremad.
Jeg faldt over nogle øko-kyllingeoverlår, som var sat ned pga. datoen, så de røg med hjem og i gryden. Du kan også bruge kyllingelår eller kyllingebryst, men det lidt mørke kød og benene er med til at give ekstra smag til retten fremfor bryststykkerne.
En anden gang vil jeg nok tilsætte ekstra champignon og lidt flere druer, men det er smag og behag.
Vi fik aspargeskartofler, et drys persille og en salat til. Kartoffelmos eller ris vil også være godt dertil.


Kylling med svampe og vindruer (4-6 pers.)
6 kyllingeoverlår
250 g. champignon
150 g. vindruer(uden kerner)
1 stort løg
1 spsk. dijonsennep
1½ dl. god hønsebouillion
2-2½ dl. piskefløde
olivenolie, salt, peber

Krydder kyllingelårene med salt og peber.
Varm lidt olie op i en stor gryde og brun kyllingen godt. Hak løget og kom det ved.
Skær champignonerne i skiver og halver druerne.
Tilsæt champignon, vindruer, fløde, bouillion og sennep. Krydder med salt og peber.
Lad det hele småsimre i ca. 45 min. til kyllingen er helt mør.
Smag til med salt, peber og lidt sennep.

Serveres med det samme.


3 kommentarer:

Piskeriset sagde ...

Det er en skøn kombo - og jeg synes nu, det ser ganske godt ud ;-)

MissMuffin sagde ...

Piskeris, men du så heller ikke den færdigkogte ret:) Det smager nu bare rigtig godt..

Line sagde ...

Det skal prøves i dag! Vejret i Aalborg er vist ikke til andet end gryderet :D