onsdag den 11. september 2013

Ølburger med svampe og ost

Ja, det her er en rigtig herre-burger; burgerboller bagt med øl, bøffer med øl-sirup og eneste grøntsag er champignon! Det var en rigtig lækker og syndig sag, som vi helt sikkert kommer til at spise igen. Usundt, men godt:)
Der kunne godt klemmes et enkelt salatblad ind og man kunne spise grøntsager ved siden af, mens bøfferne var på grillen, men det gjorde vi ikke. Jeg fortrød dog lidt, at jeg ikke lavede nogle karameliserede løg til at fylde i, for det havde været rigtig godt! Vi drak selvfølgeligt kold øl til:)

Ølburger med svampe og ost (4 stk.)
Bøffer:

500 g.hakket oksekød
½ dl. friskrevet parmesanost
2 spsk. kethup
salt, peber
1 dl. øl-sirup
 
Fyld:
250 g. champignon
2 spsk. smør
4 skiver god ost
4 burgerboller
kethup
 
Bland oksekødet med parmesan, kethup, salt og peber.
Form til 4 flade bøffer.

Grill dem og vend dem ofte. Pensel dem med ølsirup hver gang de vendes.
Lige inden bøfferne er færdige kommes en skive ost på hver, så den lige får lov at smelte.

Imens tilberedes champignonerne. Skær dem i skiver og rist dem i smørret til de får farve. Krydder med salt og peber.
Fyld burgerbollerne med bøffer med ost, ristede svampe og lidt kethup.

Øl-boller (6 stk.)
25 g. gær
1 dl. lunken vand
2 dl. mørk øl
½ spsk. groft salt
2 dl. rugmel
Hvedemel

Rør gæren ud i vandet. Tilsæt øl, salt og rugmel. Rør det godt sammen.
Tilsæt hvedemelet lidt af gangen og ælt til du har en fast, let klistret og svampet dej.
Lad den hæve lunt og tildækket i ca. 1 times tid.
Ælt hurtigt dejen igennem og del den i 6 stykker. Form hvert stykke til en rund, flad bolle og lig dem på en bageplade med bagepapir.
Lad dem hæve lunt og tildækket mens ovnen varmer op til 210 grader.
Bag dem i ca. 12-16 min. til de lyder hule og sprøde når du banker dem i bunden.

Lad dem køle af på en bagerist i min. 20 min. inden du fylder dem med kød og grønt.

Øl-sirup
2 dl. mørk øl
2 dl. rørsukker

Kom øl og sukker i en lille gryde og kog det op.
Lad det koge ved svag varme til konsistensen er tyk og sirups-agtig.
Lad den køle lidt af.

6 kommentarer:

Haveheksen sagde ...

Det ser godt ud!
Og skal afprøves i weekenden.
Og tak for fremvisningen, en gang imellem er det altså forrygende og fornyende at se noget "rigtig" mad (med gær, mel og sukker i)og øl til:-)

A + K = ♥ sagde ...

Lækkertlækkertlækkert! Elsker svampe i burgere - og ja, jo mere øl, jo bedre!

- Anne

MissMuffin sagde ...

Haveheksen, herhjemme bliver jeg også lidt grebet af de der nye slankekure, men de holder aldrig ret længe, for begrænsninger er aldrig min stærke side. Der er ingen der er døde af lidt mel og sukker:)

Anne, svampe og øl er også bare godt- kan love det ikke er sidste gang den kombination kommer på bloggen:)

Piskeriset sagde ...

Karamelliserede løg er så godt! Hvordan er det nu du har det med kraftig ost? Umiddelbart vil et stykke blåskimmelost - f.eks. gorgonzola - også passe godt til sådan en burger :-)

MissMuffin sagde ...

Piskeris, jeg er ved at lære det, men ham jeg bor sammen med ville nok ikke engang sidde til bord med mig. Jeg kan godt lide gorgonzola i små mængder (især i sauce!) og er sikker på, at det vil være et hit her:)

Ostesnak sagde ...

Ser dejligt ud.... Må jeg have lov at komme med et lille forslag til at få hul på det med blåskimmelostene? Lidt blåskimmelost på et stykke hårdt ristet rugbrød og et par dråber akaciehonning over! Det salte fra osten går så godt i spænd med det søde, og måske kan det være vejen ind i det spændende univers med de blå oste?