Udsattedag i Aalborg

Lørdag var der Udsattedag på Gammel Torv i Aalborg med masser af mennesker, musik, hygge, taler og Ombold. Et super godt arrangement, både for vores gæster, frivillige og alle dem, som kiggede forbi og støttede en god sag.
Jeg forstår simpelthen ikke, at der ikke er flere, som er frivillige. Selvfølgeligt vil de fleste sige, at de ikke har tid, men alligevel. Det er super givende og super lærerigt og den slags kan man vel altid finde en smule tid til:)

Jeg er ikke frivillig i Hjerterummet alene af mit gode hjerte, for jeg forventer bestemt også at få noget den anden vej. Jeg vil lære noget! Det gør jeg også. Det er ikke en dans på roser at arbejde med socialt udsatte. Mange er mennesker med misbrugsproblemer, psykiske problemer, ensomhed, ondt i livet og dårlige sociale kompetencer. Det skal man kunne håndtere, også når bølgerne går højt. Men i miljøet er der også mange andre ting; humor, ærlighed, omsorg for hinanden, accept af andres særheder og skævheder, livsglæde, livshistorier på godt og ondt, respekt, viljestyrke og kærlighed. Der er virkeligt noget at lære om mennesker her, især hvis du som mig om nogle år sidder og skal forvalte og formidle socialt arbejde i praksis. Disse udsatte og ressourcesvage mennesker har alligevel en masse at give af og det er enormt lærerigt når de deler deres erfaringer med systemet og fortæller deres livshistorier og det er noget, som bøgerne aldrig kan give en indsigt i på samme måde.

Livet som hjemløs og socialt udsat er hårdt. Rigtig hårdt. Før i tiden lod jeg måske ikke så meget mærke til denne gruppe af mennesker, men det gør jeg nu. Nu hvor jeg kender mange af dem, oplever jeg også hvordan det må være, at være dem ude i verden og det er fanme ikke sjovt. Jeg møder dem jo også andre steder end i Hjerterummet, så når jeg er inde i byen må jeg ofte stoppe op til en snak i gågaden eller jeg slår mig ned på bænken sammen med dem og får en snak hvis jeg har tid. Sikke nogle blikke os "almindelige mennesker" sender disse mennesker. Mange glor uhæmmet forarget. Husker man ikke, at de også er et menneske?
Jeg er hvertfald glad for, at jeg kun skal nøjes med de blikke når jeg en sjælden gang sidder på bænken, for det må være hårdt altid at blive set på med foragt hver gang man bevæger sig ud i det offentlige rum.

Nå, det var slet ikke det, at det skulle handle om:)