Nu er tiden vidst kommet til, at jeg kan fortælle hvor det er, at jeg er i praktik som Socialrådgiver.
Det endte med at blive på GenbrugNord i Nørresundby, hvilket ikke lige var det jeg gerne ville. Jeg var faktisk meget bekymret over det, for det var ikke hvad jeg havde forventet. Min plan var egentligt at skulle sidde på et fint lille kontor på en eller anden forvaltning i fint tøj og ordne papirer og snakke lidt med nogle klienter under ordenlige og strukturerede forhold. Altså, jeg er jo uddannet sekretær og lidt vild med papirnusseri :) I stedet render jeg til dagligt rundt på en genbrugsplads og roder i containere i en skøn blanding af kaos, skæv humor og konstante ændringer af planer! Og iført grimme fleecetrøjer og gul vest!
GenbrugNord består af selve genbrugspladsen og en fin genbrugsbutik. Leddet her imellem er så et aktiveringsprojekt for kontanthjælpsmodtagere med andre problemer end kun ledighed. Deltagerne i projektet sortere genbrugseffekter til butikken, ligesom der er et elektronikværksted, et malerværksted og et cykelværksted, som sørger for at ordne hvad der måtte trænge. Derudover er der også tøjsortering til et humanitært projekt i Polen og en køkkenfunktion. Det er i dette aktiveringsprojekt, at jeg er i praktik. Det er meget praktisk og med rigtigt meget samvær med deltagerne. Engang imellem hjælper jeg lidt med udstillingerne i genbrugsbutikken eller bager kager, for det er jo noget af det jeg selv synes er rigtigt spændende. Billedet er et lidt uskarpt IPhone-billede fra butikkens udstilling, som jeg har været med til at lave i forbindelse med julemarkedet i dag.
Så selvom rammerne har været lidt en udfordring for mig, så er det takket være det søde personale og dejlige deltagere endt med at blive et godt praktikforløb. Jeg lærer virkeligt noget og selvom jeg nok aldrig vil søge jobs med så praktiske rammer, så er jeg blevet afklaret med, at jeg faktisk rigtig godt kan lide relations-arbejdet og den tætte kontakt. Da jeg var yngre overvejede jeg da også at blive socialpædagog, men jeg synes egentligt at pædagogik er dødsygt, så derfor blev det aldrig til noget. Så det skal nok være noget midt imellem :) Så alt i alt har det nok været ganske sundt for mig at prøve noget helt andet end jeg selv ville, for i forhold til den læring jeg selv føler, at jeg mangler/manglede, så er GenbrugNord stedet jeg kan lære det.
PS: Det er en virkeligt fin genbrugsbutik. Find den på Sundsholmen 20. Jeg har allerede slæbt alt for meget med hjem :) )
5 kommentarer:
Godt, at det trods alt, blev en rigtig fin og lærerig praktik...
Kirsten, det gjorde det heldigvis ja, men det har og er stadig lidt udfordrende med det meget fysiske og praktiske arbejde :)
Vil du ikke - for jeg er ret uvidende omkring det - fortælle hvorfor du er så meget i "marken" i den praktik? Og ikke sidder mere på kontor, måske ikke ligefrem et fint kontor ;-) men dog et kontor... ;-)
Det kan du tro Kirsten :)
Aktiveringen af kontanthjælpsmodtagerne på GenbrugNord er med fokus på personlig udvikling. Deltagerne har andre problemer end kun ledighed. Det kan være misbrug, angst, ADHD, psykisk sygdom osv. som de skal lære at håndtere. De skal måske træne mødestabilitet eller det at være sammen med mange andre mennesker. Når vi går sammen med deltagerne, så er vi rollemodeller. Vi viser, at vi er ligestillede og også må arbejde "for føden" og at deres aktivering har et formål. Det er ikke på hver sin side af et skrivebord de gode samtaler finder sted- det er inde i en beskidt container, under madlavningen eller på en køretur. For at lave personlig udvikling kræver det nemlig, at man kender deltagerne rigtig godt og opbygger en tillid og fortrolighed.. Det er anderledes og enormt givende :)
PS: Jeg har et ganske fint kontor- hvis man ser bort fra mine vejlederes utroligt dårlige humor, der betyder at det er fyldt med alverdens afskyeligheder som fx plasticblomster og havenisser:)
Tusind tak fordi du lige gav dig tid til, at forklare mig det... det anede jeg simpelthen ikke, at det også kunne foregå således... det lyder altså spændende, selvom det på mange måder helt sikkert har været enormt grænseoverskridende ;-)
Send en kommentar