lørdag den 28. marts 2015

Fodring af høns




Høns spiser overraskende meget til at de ikke er større!
Mine 3 høns spiser hver dag ca. 1 liter blandede køkkenrester, tilskudsfoder, lidt korn  og hvad de nu ellers selv finder i haven.
Der er mange meninger omkring hvordan man bør fodre høns og jeg har valgt den metode, jeg nu synes er bedst/nemmest for mig.

Vand:
Høns skal altid have adgang til friskt og rent vand.
Jeg foretrækker en vandautomat, der sikre at hønsene altid har rent vand. En åben skål står de i, skider de, skraber mad oveni i eller vælter.
Fordelen ved sådan en automat er også, at man ikke behøver at give vand hver dag.
Min automat står på en gammel flise, som var tilovers fra renoveringen af badeværelset. Så skraber de ikke nær så meget skidt op i den.

Foder:
Mine høns får lige nu en kornblanding af hvede, majs, byg og havre.
Derudover får de et økologisk tilskudsfoder, der sikre at de får de rigtige mineraler, vitaminer, proteiner osv. Her kan man sagtens vælge at købe et fuldfoder, der dækker hønsenes behov igennem små foderpiller.
Kornene har de i en foderautomat, hvor de selv kan regulere hvor lidt og hvor meget de spiser. På den måde sikre man også, at det holdes tørt og rent- for høns sviner!
Tilskudsfoderet er i pulverform og der får de lidt af hver dag sammen med køkkenresterne, så jeg er sikker på at de spiser det.

Skaller:
Høns bør have adgang til knuste strandskaller. De bruger dem til at kværne fx korn med nede i kråsen.
Jeg er ikke fanatisk med det, da vi har masser af små sten, sneglehuse og andre sager i jorden som de kan bruge til det samme, men engang imellem skal de have.

Køkkenrester:
Hønsene elsker rester fra køkkenet og de får hver dag, alt efter hvad der er blevet tilbage.
Skræller fra grøntsager, pasta, ris, kogte eller bagte kartofler, rodfrugter og grøntsager, den nederste kedelige del fra krydderurterne, salatrester, gammelt brød, frugt og frugtskræller, kagerester, pålæg, osteskorper osv. Jeg giver også dem en rest tilberedt fisk, kød eller æg hvis jeg har, men nogen mener at æggene tager smag af det. Rester fra aftensmaden som fx kødboller i tomatsauce, lasagne, pizza osv. får de også. Har jeg en rest stegefedt fra fx bacon hælder jeg det gerne over lidt brød, så det kan suge fedtstoffet. Det har de nemlig også godt af at få lidt af, især når det er koldt.
Vores høns er især vilde med skræller fra rodfrugter, bagte/stegte kartofler og krydderurter. Kød spiser de også med største fornøjelse- især kødboller i tomatsauce med lidt pasta kan få damerne helt op at ringe :) Til gengæld spiser de ikke peberfrugt, agurk og rå kål.
Afklip fra græsslåning, al ukrudt, toppen fra gulerødder, nedfaldsfrugt osv. er de også helt vilde med.
Har jeg ikke lige noget at give dem får de en dåse majs eller en håndfuld kattemad, men ikke for tit, da det er kalorieholdige sager.
Du må ikke give dem muggent eller på anden måde fordærvet mad. Så vidt jeg kan læse mig til bør man ikke fodre med rå kartoffelskræller/rå kartofler, chokolade, stærk mad eller med skræl fra eksotiske frugter som fx banan og avocado.
Engang imellem graver vi et hul nede ved dem, så de kan grave efter regnorme- det er et hit!

7 kommentarer:

Charlotte Kjeldgaard sagde ...

Jeg får mere og mere lyst til at få høns, du får det til at lyde så dejligt let og lige til! Det er nogle rigtig gode indlæg du laver om dine høns.
Jeg må plage noget mere ;o)

Unknown sagde ...

Jeg synes også det er rigtig spændende, at høre hvordan det er at holde høns. Min mand vil gerne have et hønsehold, så det er virkelig i overvejelserne. Men jeg er bekymret for det trækker rotter til. Jeg kan ikke ha dem. Men vi spiser mange æg og har altid madrester, så det vejer også op.

Kh.
Anne-Marie

LottePigen sagde ...

Stærk mad kan de sagtens ha ;) Jeg kan anbefale denne foderbeholder: http://www.america-thisted.dk/eshop/vis_produkt.asp?produktid=4998&side=maxivisning&start_tal=0&kategoriid=188 Den er god hvis man vil undgå rotter ;)Man kan også få en mindre til at hænge op inde i hønsehuset

Maria Hoffbeck sagde ...

Det er så hyggeligt at læse om dine høns :-)
Vi har både en vandautomat som du og en gammel stor jern-gryde med vand til vores høns.
De elsker også at dyppe hele hovedet og halsen i vand og vi giver dem bare rent vand dagligt.
Vi fodre også som du, dog kun økologisk.
Husk når du slår græs at give dem græsrester, de elsker også mælkebøtter med blomst, skvalderkål med mere.
Og engang imellem så elsker vores høns lidt hunde tørfoder med vandet fra de kogte grøntsager og kartofler over, så de opblødes.
Høns er søde og når de studeres, så har de hver deres "personlighed" :-)
Rigtig god søndag til du, familien og hønsene :-)

MissMuffin sagde ...

Charlotte, jeg synes du skal plage løs:) Der er lidt arbejde med at have høns, men det er ikke besværligt eller særligt tidskrævende :)

Anne-Marie, jeg kan godt forstå din bekymring. Jeg tror det handler om at holde rent og sikre det ekstra foder for at undgå rotter. Mine kollegaer har høns og fortæller, at de meget sjældent har haft rottebesøg, men til gengæld har de ofte mus at holde styr på. Vi har selv kat og rigtigt mange katte i kvarteret, så jeg er ikke så nervøs for det. Jeg sørger for ikke at fodre med mere end de kan spise og at fjerne overskydende mad hver aften når jeg lukker af. Det ekstra foder står et helt andet sted, nemlig i det vaskerum hvor vores kat tilbringer meget af hans tid.

LottePigen, det havde jeg bare læst at de ikke kunne, men vi spiser nu heller aldrig stærk mad herhjemme. Vi har også en udmærket foderautomat, men det er lidt svært at hænge den op. De fleste dage tager jeg den med ind, men ellers er den også lukket godt inde i hønsegården..

Maria, jeg regner også med at finde en stor gryde, en zinkbalje e.lign til at stå dernede, så de har flere steder at vælge imellem. Især til sommer når der bliver varmt vil jeg gerne være sikker på at der er vand nok.
Min ambition er også at fodre økologisk, men pga. dårlig vejledning fik jeg kun øko tilskudsfoder og jeg vidste ikke hvor jeg kunne få økologisk korn. Det ved jeg nu, så når der er spist op henter jeg øko-foder :)
Her har de fået et brev kattemad når jeg ikke lige har haft andet, det vil de meget gerne have :)
Ja, det har vores tre også- en dum høne, en balladehøne og en meget talende og tillidsfuld høne.

Unknown sagde ...
Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.
Unknown sagde ...

Du kan også hos Rosenbud købe en væghængt foderautomat, se her https://rosenbud.dk/butik/hoens/fodringsudstyr/wise-feeder-spildfri-foderautomat-til-hoens/