fredag den 23. september 2016

Grønne sandwichbrød

Måske ser den her sandwich ikke ud af meget, men den smager skønt og er fyldt med gode sager.

Grønne sandwichbrød- eller hvad man nu kalder den slags her.
Må nok indse, at fylder jeg ikke fryser og skabe med nemme løsninger, så spiser jeg altså virkeligt ikke særligt sundt og det holder ikke i længden. Så da jeg faldt over disse "brød" på den smukke Green Kitchen Stories fik jeg hurtig lavet en portion til køleskab og fryser.
De er super nemme at lave, men de lugter virkeligt ikke særligt godt, så der skal luftes ud længe inden "prut-lugten" er helt væk :)
De smager super skønt med mayo, ost, kyllingepålæg og tomat!

Grønne sandwichbrød (12 skiver)
1 stort broccoli
100 g. mandelmel
4 æg
salt, peber

Del broccoliet i mindre stykker og blend det til "ris" i en foodprocessor. Du skal bruge ca. 1 liter.
Hæld det op i en skål og tilsæt salt, peber og mandelmel. Lav en fordybning og slå æggene ud heri. Pisk æggene langsomt sammen med resten af ingredienserne- brug en gaffel.
Ælt dejen helt jævn med hænderne. Den skal være som en ret tyk og blød grød.
Bred den ud på en bageplade med bagepapir og form den til en rektangel.
Bages ved 200 grader i ca. 20-25 min. til den er fast og lys brun.
Lad den køle helt af inden bagepapiret fjernes og den skæres ud i 12 lige store stykker.
Opbevares på køl med mellemlægspapir imellem.
De kan også fryses- så forsvinder lidt af broccolismagen også.