torsdag den 23. februar 2012

Nem Tunmousse

Et af mad-målene for 2012 er, at spise mere hjemmelavet pålæg, for det købte pålæg er fuld af fedt, salt og tilsætningsstoffer.
Ind til videre går det også fint nok, men der kan ikke blive ved med at være æg, frikadeller og kylling med på madpakken, så inspiration til lækkert og mande-venligt pålæg modtages gerne:)
Denne uge lavede jeg en tunmousse fra Arla, som smager dejligt, mildt og har en god konsistens, helt uden at indholde en masse smør.
Den kunne sagtens trække noget mere smag fra løg, krydderurter og krydderier, men nu var det primært Kristian der skulle spise den, så jeg fulgte den oprindelige og børnevenlige opskrift:)
Kristian har haft et par stykker rugbrød, skiver af tomat og agurk og så en lille bøtte med tunmousse med, så han bare lige skulle samle det til sidst.

Nem Tunmousse
2 ds. tun i vand
3 dl. fromage frais
3 blade husblas
1 tsk. friskpresset citronsaft
1 knsp. chili
1 tsk. salt

Hæld tunen til afdrypning i en fintmasket si.
Læg husblasen i blød i koldt vand i 5 min.
Tag den op med det vand der hænger ved og smelt den over vandbad.
Del tunen fint og bland den med fromaige frais, citronsaft, chili og salt. Smag til.
Afkøl husblassen en smule og vend den så i tunen.
Dæk skålen til og lad den stivne i mindst 5 timer.

14 kommentarer:

Tante Sød..og den sure øko-citron... sagde ...

rigtig godt mad-mål at have! Jeg er på din side og nægter osse at fylde mig med kemi-nova-pålæg

Linebinevaskemaskine sagde ...

Tunmousse er altid en vinder (bare ikke hos daniel) :) er han til æggesalat? du ved med hytteost osv.
p.s. jeg kommer snart og stjæler Herman

MissMuffin sagde ...

Tante Sød, jeg synes bare det er så svært at finde på noget!

Line, kan Daniel ikke li tunmousse. Altså, de mænd har vi ikke været så heldige med. Jeg må lige forhøre mig om æggesalat er noget han spiser..
Herman er stadig i live, så det kan du roligt gøre:)

Xenia sagde ...

Min yndlingstunsalat er faktisk også ret børnevenlig (jeg er nemlig lidt kræsen også) - den har dog stadig flere grøntsager. Du kan se den her, hvis det er: http://www.hjemmehosxenia.dk/2011/06/tunsalat-med-majs-og-rod-peber.html :)

Sigurd Hansen sagde ...

En god omgang roastbeef må være rigtig mandepålæg - og det vil selv en kræsenpind elske på sin madpakke :-)

Linda sagde ...

Jeg skal da lige huske at prøve med chili næste gang.
Ellers er ærter og/eller majs også godt at blande i, og hvis du er til kapers - så på endelig en masse af dem i også.

anni sagde ...

Heller ikke dårlig. jeg har nogle opskrifter til pålæg med kvark, så hvis du vil kan jeg sende dig med.

christine sagde ...

Mmm , tunmousse er lækkert og et hit herhjemme, vi laver det ofte.

Jeg plejer at lave det uden husblas, og med masser af citron. Jeg plejer at kunne lide at krydre det med lidt oregano og en smule stærk sennep. Eller go american med lidt relish (hakket pickles/syltede agurker.

Anonym sagde ...

Hvad med kamsteg eller skinke/hambrugryg det er vel rigtig mande pålæg.
Mvh Cindie

Liv sagde ...

Tunmousse er fantastisk - det er altid en sikker vinder:)

Anonym sagde ...

Ja, nu har jeg konstant i 45 år haft leverpostej i fryseren. I dag er formene kun på 250 ml, da jeg synes, en leverpostej ikke må blive mere end højst fire dage gammel. Jeg laver den ret neutral med kun salt, peber og en anelse sukker, og så putter jeg 350 g skinkekød i til 1 kg lever og 500 g spæk. Vi spiser ikke ost, så den er på morgenbordet hver dag.

Hvad med at give ham en bøtte efter aftensmaden; så kan selv fylde i, af hvad I har til en god salat, majs, revne guleødder, kolde kartofler, broccoli, strimlet rød- eller hvidkål, rød peberfrugt, solsikkekerner ... alt det han GODT kan lide. En frikadelle til overs fra aftensmaden eller tun, men salaten er meget mættende uden kød og med en af dine gode boller. Dressing i bøtte for sig. Hvad med en skive laks med røræg, en bolle smurt med hjemmelavet rævesovs og en skive gravad laks med ruccola i en pose til at putte i bollen. En klapsammen og en tomat og et stk. agurk, begge fra Alfred og Kathrine - der er ikke noget bedre!!

Den blå KitchenAid

MissMuffin sagde ...

Xenia, jeg laver også nogle gange en tunsalat(altså, uden husblas) hvor der er godt med majs og forårsløg i.

Sigurd, det kan du have ret i.
Jeg synes bare det er svært at skære det tyndt nok! Jeg elsker hvertfald en god mad med roastbeef!

Linda, det skulle ha været vayennepeber, men nu stod chilien lige først i skabet:)

anni, det må du meget gerne:)

Christine, det gør jeg også nogle gange, men så plejer vi at kalde det tunsalat. Så får den lige lidt majs og sån..

Cindie, det har du ret i- men det er bare svært at skære så tyndt nok- så jeg køber det istedet hos slagteren, men det er lidt dyrt!

Liv, tunmousse er bare rigtig godt! Både på rugbrød eller som en forret!

Elsebeth, Kristian vil IKKE have salat med på madpakken. Det skal være rugbrød eller en bolle med fyld- han er ret konservativ!
Frikadeller laver jeg ind imellem en stor portion af, så der er til madpakken, men generelt er han faktisk ikke så glad for rester. Jeg elsker rester!
Kan ikke lige huske hvordan det er han har det med laks, men det skal da lige undersøges:)

Anonym sagde ...

Hvad med at overlade til Kristian selv at få det "puslespil" til at gå op. Vi skriver dog 2012. Har du hørt, hvad Jamie Oliver har sagt til de engelske kvinder: "Luk for "det varme vand", hvis jeres mænd ikke vil lave mad. Så skal de nok få det lært!!!"

Den blå KitchenAid

MissMuffin sagde ...

Elsebeth, det kan da virkeligt godt være at vi gør, men derfor behøves det ikke at være umoderne at gøre noget for at glæde sin partner.
Det er ikke et spørgsmål om, at Kristian ikke vil lave mad. Det er mig, der vil lave maden, fordi jeg synes det er sjovt og hyggeligt...
Laver jeg noget til ham, som han ikke bryder sig om kan han kanpt nok få sig til at sige det, så han er bestemt ikke umulig eller utaknemmelig..