mandag den 7. april 2014

Søndags-hygge


Mormors fine stel og pastelfarvede macarons klæder hinanden og indbyder til søndagshygge, læsning i soafen og for nogen fodboldkamp i fjersynet.

Kraftigt inspireret af denne fine bog vil jeg fremover se om der ikke kan komme lidt mere kvalitet ind i weekendens søde indslag. Ud med chips og bland-selv-slik og ind med lidt af det, der ikke kræver helt så store mængder for at stille den søde tand. Ikke at det skal være sundt eller sukkerfrit, men bare lidt bedre. Nogle gange købt, nogle gange hjemmelavet.
Denne weekendens søde indslag blev lækre macarons fra Salling. Da jeg snusede rundt i osteafdelingen lørdag formiddag så jeg straks disse skønheder og glemte alt om ost.
5 stk. til den fine intropris på 24 kr. kom med hjem sammen med en flaske lemonade, for nogen herhjemme er vild med citron. Uhm, det var godt:)

Weekenden har generelt stået på gode sager.
Fredag forhånds-fejrede vi vores 10 års-dag med pasta-middag ude i byen og Jamie Cullum i Musikkens Hus. I dag, for præcist 10 år siden mødte vi hinanden på Peter Wessel i Blokhus. Det er lidt vildt og lidt skræmmende, at 10 år bare lige går. Og hvordan jeg dengang for 10 år siden hvertfald ikke drømte om fast forhold, socialrådgiveruddannelse og hus i Nørresundby. Den dag i dag kunne det bare ikke være anderledes.
Lørdag aften fejrede vi søde Mormor med gaver, blomster, flæskesteg og selvfølgeligt den tilbagevendende fødselsdagskage.

søndag den 6. april 2014

Anmeldelse: "Sunde, søde sager fra The Food Club" (Gyldendal)

Sunde, søde sager. Ja, det lyder lidt væmmeligt ikke?

Det er det nu bestemt ikke. Ditte Ingemann fra den smukke blog "The Food Club" er lige nu aktuel med en meget fin bog om søde sager, der er gjort en lille smule sundere. Det betyder, at opskrifterne i bogen er helt uden sukker og hvedemel. Det betyder så også, at man til mange af opskrifterne skal have fat i specialprodukter som fx Sukrin, kokossukker, lakridspulver osv, men de er nu ikke så svære at få fat i- de er til gengæld ret dyre.
Herhjemme må vi hellere prøve at skifte weekendens blandselvslik og chips ud med nogle af de søde, sunde sager her fra bogen engang imellem, så der kommer kvalitet i de søde sager, som vi vælger at forkæle os selv med.
Jeg har kun nået at teste en enkelt opskrift fra bogen, nemlig bananvaflerne. En ret kostbar opskrift med meget mandelmel, æg, banan og kokosmælk og den endte med at være et totalt fiasko. Så den vil jeg ikke anbefale! Så nu håber jeg at den næste jeg kaster mig over ender mere lykkeligt.

Bogen indeholder "Små Kager", "Store Kager", "Tærter", "Is", "Sundt sødt til de små", "Energisnacks" og "Desserter". 192 sider med mundvandsfremkaldende opskrifter.
Desuden er opskrifter mærket med "Palæo", "LCHF", "Glutenfri" og "Fuldkorn", så det er nemt at navigere alt efter hvilket princip man spiser efter. Det er nok det eneste, som jeg ikke synes er helt så gennemført i bogen. Jeg kan godt se, at det kan være en god støtte hvis at man er helt grøn på området og gerne vil tage hensyn til sine gæster. Der er bare flere af opskrifterne, der også er "LCHF" eller kan gøres til det med minimale ændringer, så jeg synes ikke at det er helt konsekvent nok.
På alle andre områder er bogen rigtigt gennemført. Layoutet er virkeligt fint. Smukke, smukke billeder og virkeligt dejlige farver på mat papir. Sådan lidt "vintage slikbutik" og "Mormors kolonihavehus" kombineret med noget lidt mere råt. Meget fint og man ser tydeligt "The Food Club" i bogen, hvilket er med til at give bogen masser af personlighed. Selv bagsiden af bogen er der kredset om med små billeder og tekster.

Jeg vil give bogen 5 store stjerner ud af 6 mulige.
Det halter lidt med de kategorier og nogle af opskrifterne er måske også lige enkle nok til de næsten kan kaldes en opskrift. Til gengæld er der også nogle virkeligt spændende opskrifter imellem, som helt sikkert skal prøves. Ja, og så er det bare en smuk bog!

lørdag den 5. april 2014

Bagte champignons med ost og bacon


Det her er en god måde at få lidt grøntsager i kræsne mænd, for det hele er godt kamufleret af ost og bacon :) Nu spiser Kristian så gerne champignons, men det gjorde vidst ikke noget at der også var bacon involveret.
Nem og lækkert tilbehør, som vi fik sammen med en helstegt kylling med citron og rosmarin og råkostsalat. Det var god aftensmad!
Opskriften har jeg fra en svensk blog, men nu kan jeg selvfølgeligt ikke finde den.

Bagte champignons med ost og bacon (2 pers.)
8 store champignons
1 løg
150 g. bacon i tern
1 bdt. persille
200 g. revet ost

Rens champignonerne og fjern stokken.
Læg dem i et ildfast med bunden op.
Hak løget og kom læg og bacon på en kold pande. Steg det hele ved middelvarme til at det begynder at få farve. Baconnet skal blive lidt sprødt, men ikke alt for meget.
Hæld det over champignonerne.
Hak persillen og drys det og osten over.
Bages ved 200 grader i ca. 30 min.




fredag den 4. april 2014

April- favoritterne



  • I maven: Morgenmadsvafler og gode eftermiddags-snacks. Sund luksus i hverdagen:)

  • På shoppe-listen: Nyt til forårsgarderoben. Ønsker mig bla. disse her.

  • I læsekrogen: Er næsten igennem "Foodie", som er fyldt med personlige erindringer, meninger, opdagelser, anbefalinger om mad fra Madskribent Marie Holm. Flot illustreret og ganske hyggelig læsning for alle "foodies".

  • I kalenderen: 2 dage i København sammen med yndlings-Lise. Gode madoplevelser, shopping, snak og hygge.
    Jamie Cullum koncert, fejring af 10-årsdag og min fødselsdag.

  • Velvære-kontoen: Jeg er begyndt til Yoga igen og det er godt (og smertefuldt) :) Forkæler mine stakkels tørre læber med lækker læbepomade fra Burts Bees. Helt naturlig, lækker emballage og diskret farve.

torsdag den 3. april 2014

Et rigtigt godt genbrugs-kup



Den anden dag skulle jeg bare lige ud forbi GenbrugNord og kigge lidt sammen med et par af Uni-pigerne. Bare lige kigge i butikken, tage nogle billeder til deres snarlige forårsmarked og hilse på mine vejledere.
Så stod den her gamle kiste selvfølgeligt i butikken. Og selvfølgeligt blev jeg forelsket. Kunne godt se, at jeg måske ikke havde plads derhjemme og den var lidt dyr, så slog den i første omgang ud af hovedet. Så skete der selvfølgeligt lige det, at den kun varede i 2 minutter og så slog jeg til:) Ja ja, jeg har rygrad som en regnorm:)
På kasse står der "Husmands Kreditforening Aalborg". Så det er en gamle kasse fra Aalborg og gammel er den hvertfald, for den har masser af skrammer og er godt rusten.
Jeg kan ikke rigtigt finde en masse om dens oprindelse eller hvad den har været brugt til, men herhjemme skal den helt sikkert nok få en funktion, for den passer så fint ind med resten af mit skrammel:)

tirsdag den 1. april 2014

Pølsehorn med broccoli (LCHF)

De her pølsehorn måtte jeg bare prøve, også selvom jeg faktisk ikke bryder mig særligt meget om pølser. Løgimoses og Hanegals pølser er dog helt ok. Pølsehorn er lidt af en kaloriebombe med fede pølser og hvidt brød. Denne version er lidt sundere, da dejen primært består af grønt, nødder og æg. Dejen er giftig-grøn og ligner noget der er kommet ud af Shrek, haha :) Den er meget flydende, som tyk grød og er derfor ikke så nem at arbejde med, men jeg fandt til sidst en teknik.
Opskriften fandt jeg hos Maria.
De smager ok. De smager ikke så meget af kål, men de dufter meget af kål. Lidt kethup klæder dem bestemt. Jeg vil til enhver tid hellere have en rugbrødsmad, men de smager nu ikke dårligt. Kombinationen af kål og pølser er nok bare ikke lige mig :)


LCHF-Pølsehorn med broccoli (6-7 stk.)
1 broccoli
2 æg
2 æggehvider
50 g. mandelmel
3 spsk. Husk
1 tsk. chiafrø
½ tsk. salt

Del blomkålen i små buketter og kasser stokken.
Kog blomkålen til den er meget mør- kog den lidt længere end du normalt ville gøre.
Kom den kogte blomkål i en blender og blend til en tyk mos. Sørg for alt er blendet.
Bland alle ingredienserne godt sammen til en tyk mos. Lad den stå og trække 5 min. så Husk'en kan suge lidt væske og dejen tykner.
Del pølserne i den ønskede størrelse- jeg fik 3 stykker ud af 1 pølse.
Så kommer det svære med at fore pølsehornene. Det kan gøres med våde hænder, hvor dejen formes omkring pølsen.
Jeg valgte, at smøre lidt dej i den ønskede længde med en bageplade med bagepapir. Så lagde jeg pølser oveni, smurte lidt mere dej over og foldede den bløde dej omkring pølsen. Det virkede ret fint.
Bag pølsehornene ved 170 grader i ca. 50 min. De bliver ret hurtigt mørke i kanterne, men det gør ikke noget, bare du holder øje med dem.

mandag den 31. marts 2014

Anmeldelse: "Foodie" af Marie Holm (Gyldendal)

"En foodie er en madelsker. En, der ikke har de klassiske kokke-skills, men forsøger at lure de største trends, kopiere de nyeste tricks og forfølge de stærkeste tendenser i eget køkken."


Det er Marie Holms korte definition af en foodie.
Marie Holm er selv en foodie. Mere officielt er Marie Holm madskribent og kogebogsredaktør. Nu forfatter til denne skønne, meget personlige bog om mad. Den handler om alt muligt mad, med udgangspunkt i Maries egne holdninger, følelser, passioner og oplevelser. Det er ikke en bog, som omhandler en stor mængde fakta, for meget af den er ret subjektiv. Ikke fordi at det er noget dårligt.  Her er flere af Maries egne opskrifter og gode tips til hvordan man fx brygger den perfekte kop kaffe eller hvordan man smager på chokolade.
En rigtig sjov, flot og hyggelig bog at læse i. Der er en opskrift med nyrer, som hun ikke anbefaler at lave, da den smager af lever og tis. Der er til gengæld et ret stort kapitel om budding og buddingopskrifter, da det er en af Maries store passioner. Der er interviews med dygtige og passionerede producenter, flotte billeder og sjove illustrationer. Emnerne er både forudsigelige og uforudsigelige. For selvfølgeligt er hun omkring kaffe, vin, chokolade, kaffe og lakrids. Men der er også afsnittet om budding, indmad og hendes farmors køkken. Her er madsnobberi og helt usnobbet madsnak.
Marie leger også med begrebet foodie, så det bliver naturligt at tænke over hvilken slags foodie man selv er. Jeg ser mig selv som en foodie, men ikke samme slags foodie som Marie. Jeg ved slet ikke hvem alle de kokke hun nævner er, jeg læser ikke Gastro og jeg drømmer ikke hede drømme om besøg på alverdens Michelin-restauranter. Jeg elsker at lave god, men det er ikke gourmetmad, der frembringes i mit køkken. Jeg elsker at lave mad og gøre mig umage, men det skal se og smage hjemmelavet.
Jeg elsker også at spise ud, men det skal ikke være for mystisk eller avanceret, for så bliver det mere teater for mig end et måltid. De bedste måltider i min verden er sammen med de mennesker jeg holder af. God mad, god snak og bare at være sammen.



Foodie er en hyggelig lille bog, som er den oplagte gave til dig selv eller en foodie du kender. Hyggelig, pæn og ganske underholdende.
Jeg giver bogen 5 ud af 6 mulige stjerner.
Nogle af kapitlerne er mere interessante end andre. Nogle er lidt forudsigelige, lidt madsnobbede. Andre er meget personlige, hyggelige og humoristiske. Et helt ok miks.