Mit første forsøg med at bage Tante Sød's toastbrød gik ikke så godt, men denne gang blev det heldigvis noget bedre:) Desværre blev det stadig ikke helt perfekt. Selvom det hævede helt op til kanten, så faldt det lidt sammen under bagningen. Krummen var lækker og saftig og skorpen nok lidt tykkere end det var tiltænkt, men det blev stadig et godt brød. Jeg må nok bare indse, at mig og denne opskrift ikke er gode sammen!
I stedet for knækkede rugkerner valgte jeg at bruge "Kruska" fra Aurion. Navnet ved jeg ikke hvor stammer fra, men det er en blanding af knækkede hvedekerner, rugkerner, byg og havre. Masser af dejlige kostfibre!
Salling Super har altså et rigtig fint udvalg af anderledes melsorter, så hvis man er bageglad er det værd at kigge forbi efter. Melet er ikke billigt, men det er spændende, økologisk og god kvalitet.
Brødet bagte jeg i min lækre rugbrødsform fra Eva Trio, som er på 3 liter. Har du ikke en magen til, så brug en almindelig brødform, men husk lige at smøre den. Jeg håber, at Eva Trio producerer flere af disse forme i lidt mindre størrelser også, for de er super lækre.
Toastbrød med kerner (1 stort brød)
15 g. gær
3 dl. lunken mælk
100 g. kerner (rugkerner eller lign.)
10 g. groft salt
20 g. rørsukker
50 g. blødt smør
500 g. hvedemel
Kernerne skal udblødes i vand natten over. Hvis du ikke har tid til det, så overhæld dem med kogende vand og lad dem trække et par minutter. Hæld overskydende væde fra.
Rør gæren ud i mælken.
Tilsæt kerner, salt, sukker og hvedemel.
Ælt dejen godt sammen og tilsæt så smørret. Ælt til, at dejen har absorberet alt smørret og den er blød og let klistret. Ælt ikke for længe, da brødet skal ende med en tæt krumme.
Lad dejen hvile lunt og tildækket i en times tid.
Hæld dejen ud på et meldrysset bord og ælt den rigtig godt igennem. Form dejen til en brød og kom det i en brødform.
Lad dejen hæve op til brødformens kant. Det tager ca. 3 timer.
Bag brødet i 50 min. ved 180 grader. Vend det forsigtigt ud af formen og lad det afkøle helt på en bagerist.
2 kommentarer:
Det er bare SÅ mærkeligt at du har problemer med det her brød, jeg blir helt ked af det:-) Men synes du tålmodigt har givet det mange chancer og kan godt forstå du ikke hopper på den igen thi hi!! Lige netop dette brød synes jeg bare er så nemt og bliver perfekt hver gang .... men jeg kender jo UDMÆRKET til at noget bare ikke vil lykkes selv om man prøver flere gange! JA tak til at Eva Trio laver den type form i en mindre størrelse.
Har du prøvet at bage fx en sandkage i den? Tror du man kan det? Det har jeg nemlig lige overvejet men ved ikke om det ville gå......
Tante Sød, det skal du ikke være:) Mig og denne opskrift er åbenbart ikke gode venner!
Brødet blev ganske fint, men ikke et toastbrød og slet ikke så pænt som dit! Jeg må prøve en anden opskrift så..
Jeg ved det faktisk heller ikke rigtig- men 3 liter sandkage lyder også så voldsomt, at jeg slet ikke har overvejet det en masse, haha.. Men umiddelbart tror jeg godt du kan....
Send en kommentar