onsdag den 30. oktober 2013

Hindbærsnegle med orangemarcipan

Søndag havde jeg besøg af Uni-pigerne og deres skøre unger til brunch og hygge. Ikke en dum måde at tilbringe en søndag på. Mit bidrag blev boller af Ølandshvede, kaffe og så de her syrligt-søde snegle med fyld af hindbærsyltetøj og orangemarcipan.
Marcipanen smager meget kraftigt af appelsin, så er man ikke til den slags bruger man selvfølgeligt bare almindelig marcipan. De kan også pyntes med lidt glasur, hvilket jeg gjorde med de fleste.
Opskriften er fra AltForDamerne med mine små ændringer. Virkeligt lækre snegle, som jeg sagtens kan finde på at bage igen, men tror måske også jeg vil foretrække dem med almindeligt marcipan.
Jeg valgte at lave dejen om aftenen og så lade den hæve på køl natten over, da gæsterne kom tidligt søndag.
 
Hindbærsnegle med appelsinmarcipan (15-18 stk.)
Dej:
25 g. gær
3 dl. mælk
125 g. smeltet smør
1 æg
2 spsk. sukker
ca. 600 g. hvedemel
 
Fyld:
1 lille glas hindbærsyltetøj
ca. 300 g. revet orangemarcipan
100 g. koldt smør
 
Rør gæren ud i mælken og tilsæt sukker og æg.
Tilsæt melet lidt af gangen skiftevis med smørret. Ælt til en fast og smidig dej.
Lad den hæve 1½ time på køkkenbordet eller på køl natten over.
Næste dag deles dejen i 2 og rulles ud til 2 rektangler. Smør hver rektangel med hindbærsyltetøj, drys med marcipan og fordel tynde skiver smør over.
Rul hver rektangel sammen på den lange side og skær herefter skiver på omkring 3 cm.
Læg dem i små snegleforme eller muffinsforme. Lad dem hæve lunt og tildækket i 20-25 min.
Bages ved 200 grader i ca. 15 min.
Lad dem køle af inden de pyntes med glasur. Smager bedst samme dag, men kan godt lige lunes med fint resultat.
 


3 kommentarer:

Tina Fischer sagde ...

Hej MissMuffin
De ser rigtig lækre ud, jeg kan godt lide ideen om hindbær og marcipan i stedet for de traditionelle kanelsnegle. Jeg tror nu, at jeg ville bruge almindelig marcipan, som du skriver også er en mulighed.
Din blog er fin.
Mvh. Tina
Kig i øvrigt forbi min blog "Mad i farver" http://tinasopskrifter.blogspot.dk/

Piskeriset sagde ...

De ser skønne ud! Og sjovt med appelsinmarcipanen :-)

MissMuffin sagde ...

Tina, det kunne jeg også. Især efter at jeg lavede marcipansnurrer og fandt ud af hvor lækkert det var.

Piskeriset, det er ret lækkert, det nye marcipan:)