torsdag den 20. november 2014

Små Glimt

Nye planter i stuen..

Burhan G koncert med gode venner..

"Kæl-mig-nu-for-hel...."-fjæs :)

Favorit-morgenmad; havregrød, revet æble, mandelsmør og granatæblesirup.

Oprydning i mit "walk-in"

Lækkerier fra Helsekosten. Kan ikke gå derind uden at komme ud med en masse..

Forkærlighed for grå strik..

tirsdag den 18. november 2014

Stenalderbrød uden æg

Stenalderbrødet smager virkeligt skønt, især med tykke skiver ost eller en god spegepølse.

Jeg er ret vild med stenalderbrødet, men det er en dyr omgang med alle de kerner, nødder og æg, især når jeg helst bager det økologisk. Endnu engang har Maria fra Vanløse Blues inspireret mig i køkkenet, så jeg måtte bage hendes version uden æg. Det bliver en smule mere fugtigt end den traditionelle version, men stadig fast og nemt at skære. Næste gang prøver jeg at give det 10 min. længere i ovnen for at se om det kan gøre det lidt mindre fugtigt, for sådan fortrækker jeg det..

Stenalderbrød uden æg
Fordej:
30 g. Fiber Husk
3 dl. vand

Kerneblanding:
500 g. nødder, frø og kerner
1 tsk. groft salt
1 dl. vand

Start med at røre FiberHusk og vand sammen. Lad det stå i 10 min. Det bliver til en tyk masse, som minder om tapetklister.
Bland fordejen sammen med nødder, kerner, frø, salt og vand. Det skal røres rigtigt godt sammen. Jeg tog en gummihandske på, for det var nemmest.
Kom dejen i en lille brødform med bagepapir.
Bag det i 1 time ved 160 grader.
Lad det køle af på en rist inden du skærer det i tynde skiver.
Skær det i skiver og frys de skiver, som du ikke spiser med det samme. Brødet kan holde nogle dage i køleskabet.

søndag den 16. november 2014

Stille weekend

Dagene flyver bare af sted i denne tid. Mest med bachelor, så der sker virkeligt ikke ret meget spændende herhjemme lige i tiden og derfor er der heller ikke meget at blogge om. Det er hvertfald også godt, at jeg ikke er modeblogger, for de fleste dage tilbringes i nattøj/blødt tøj med opsat hår og ingen makeup :)
Weekenden er tilbragt herhjemme med almindelige kedelige ting som indkøb, rengøring og vasketøj. Der har også været plads til middagslure, en koncert med gode venner på Skråen og vi har fået sat lidt hyggeligt lys op i haven. Nu står en vidst bare på sofahygge, film og en iskold cola..

torsdag den 13. november 2014

Græskarsuppe med tomater og kokosmælk

Græskar har den smukkeste farve og samtidig er den fuld af gode vitaminer, fibre og har et meget lavt kalorieindhold, så det kan spises med god samvittighed.

Jeg ved godt, at suppen snart svømmer over i suppe-opskrifter, men det er nu bare lige sådan det er. November er suppe-tid i det lille blå hus.
Jeg har før forsøgt mig med græskarsuppe uden at være så begejstret som alle andre tilsyneladende er. Nu skulle det smukke græskar have chancen igen, denne gang i godt selskab af lidt tomater. Suppen er blevet ganske god, men jeg bliver bare aldrig helt fan af det der græskar. Både smag og konsistens er altså lidt mystisk. Jeg skruede godt op for chilien og fik en tilpas spicy suppe, der rigtigt varmede kroppen igennem. Det var rart- og så med sprød bacon på toppen :)


Græskarsuppe med tomater og kokosmælk (4 pers.)
1 Hokkaido græskar
500 g. tomater
1 syrligt æble
1 løg
3 fed hvidløg
½ ds. kokosmælk (ikke light)
½ l. god grøntsagsbouillon
3 tsk. spidskommen
2 tsk. gurkemeje
1 spsk. sambal oelek (chilipasta)
saft af 1 mandarin
salt, peber

Skræl græskaret og skær det i grove tern.
Pil løget og skær det i tern. Pil hvidløget. Fjern kernehuset på æblet og skær det i tern.
Kom græskar, tomater, løg, hvidløg og æble op i en gryde sammen med spidskommen, gurkemeje og samba oelek. Kom bouillon ved til det lige dækker.
Kog i ca. 25 min. til det hele er mørt.
Blend suppen sammen med kokosmælken- brug den faste del af kokosmælken.
Kog op og smag suppen til med salt, peber og mandarinsaft.

tirsdag den 11. november 2014

Små glimt

Halv pris på blomsterløg er noget jeg kan lide- men ikke så meget det der med at ligge de alle en kold novemberdag :)

En solid lur godt gemt i sofaens puder..

Det første julestads er indkøbt. Ok, det er her kun et lille udsnit af det der kom med hjem den dag:)

Jeg er ved at lære at drikke kaffe og den bedste fås hos Kronen.

Lækker brunch på Restaurant Meat en lørdag formiddag, inviteret af MadeMyDay.dk..

Masser af planter og yndlings-farver i min stue..

Søde julekort, som skal sendes af sted med kærlige hilsner når tiden nærmer sig..

mandag den 10. november 2014

Rødbedesalat med mandariner og vaniljedressing

Denne salat egner sig rigtigt godt til madpakken, så lav endeligt en stor portion, for den smager nemlig også godt dagen efter, når det hele har fået lov at trække:)

Jeg er virkeligt kommet til at elske rå røbede, især i selskab af enten appelsiner, mandariner eller æbler. En perfekt kombination hvis du spørger mig.
Denne salat er nem og enkel, fyldt med smag og en masse gode vitaminer. Perfekt til et stykke kylling eller lasagne. Denne lavede jeg i sidste uge til noget kylling, men i aften skal vi have den med en rest lasagne og noget brød. Jeg glæder mig allerede :)

Rødbedesalat med mandariner og vaniljedressing (2 pers.)
1 gul bede
1 bolsjebede
1 mandarin
½ dl. granatæblekerner

Dressing:
1 stang vanilje
2 tsk. olie
2 tsk. æblecidereddike
salt, peber

Skræl rødbederne og riv dem groft eller brug en mandolin til at lave strimler.
Skræl mandarinen og skær den i grove tern. Bland den sammen med rødbeder og granatæblekerner.
Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Bland vaniljekorn, olie og eddike. Smag til med salt og peber.
Hæld dressingen over salaten og bland det hele godt. Spis med det samme eller lad den trække på køl.



søndag den 9. november 2014

Snickerskage



Kan du lide Snickers, så kan du lide denne sag. Blød sandkage, sprøde peanuts, omgivet af blød karamel og toppet med en blød chokoladeglasur.

Vi havde den hyggeligste lørdag sammen med Lotte og Carsten og deres lille Marinus. Vi spiste alt for meget og efter denne heftige sag måtte Lotte og mig kapitulere, så vi slog mave oppe i vores seng mens vi lige fik vendt den der verdenssituation :)
Nå, tilbage til kagen. Denne næsten konfektagtige sag fandt jeg hos fine Emily Salomon. Den er god! Opskriften stemmer ikke helt i forhold til bagetider osv, så jeg skriver opskriften som jeg fik den lavet. Der er til rigtigt mange i den her opskrift. Vi kunne kun klemme et stykke ned hver og så var der stadig 3/4 af kagen tilbage. Tænker den ville være rigtigt god som en del af et kagebord, hvor man skærer den ud i små firkanter, for så bliver der til rigtige mange heri.

Snickerskage200 g. blødt smør
4 dl. sukker
3 æg
4 dl. mel
1½ tsk. bagepulver
300 g. peanuts


Karamel
1½ dl. fløde
1½ dl. sirup
75 g. smør
3 dl. sukker

1 stang vanilje

Chokolade
250 g. mørk chokolade 

½ dl. fløde

Pisk smør og sukker godt sammen.
Tilsæt æggene et ad gangen og pisk godt imellem hvert.
Bland mel og bagepulver og vend i blandingen. Rør kun til dejen er netop ensartet.
Kom bagepapir i en bradepande eller springform. Fordel dejen heri.
Fordel peanuts over og tryk dem lidt ned i dejen.
Bag ved 200 grader i ca. 30-40 min. Kagen skal være fast og det bliver den først ret langt henne i bagetiden.
Imens laves karamellem. Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem med resten af ingredienserne til karamellem i en lille gryde.
Prik lidt huller i den varme kagebund og hæld karamellem over. Gør det evt. af to omgange, så det får tid til at trænge ned i kagen. Lad kagen køle helt af.
Når kagen er helt kold laves chokoladen. Smelt chokoladen i fløden over vandbad- eller bare lav varme og omrøring.
Fordel chokoladen over kagen og lad stivne. Gerne natten over, så kagen får lov at sætte sig.