Jeg har haft det rigtig svært med min far på det sidste..
Egentligt har jeg altid haft det og for over 1 år siden valgte jeg ham helt fra.
Jeg hilser ikke engang på ham faktisk..
På det sidste har det alligevel gået mig lidt på, for selvom jeg godt ved det aldrig bliver anderledes, så er jeg nok inderst inde lidt skuffet og ret frustreret over hvordan han behandler mig og mine søskende..
Min far er hverken misbruger, psykisk syg, svagt begavet eller noget som helst der kan undskylde ham.
Han elsker bar sig selv allermest...
Idag fik jeg en øjenåbner midt i arbejdstiden, for jeg kom til at læse en forældreevneundersøgelse, hvor det pludseligt gik op for mig, at det ligeså godt kunne ha været min far, som den handlede om. Konklusionen: ikke egnet som forældre, kan ikke sætte sig ud over eget behov og kan kun føle "primitiv" kærlighed...
Alligevel kan jeg ikke lade være med at være sur på ham..
Forstår ikke man kan sætte 6 børn i verden og så bare være ligeglad..
At man vil være skyld i så meget, bare for at slippe nemt selv, det forstår jeg slet ikke et voksent menneske kan..
Det mest ironiske er endda, at han arbejder med socialt belastede familier. Men det selvfølgeligt også nemt nok for ham, for det "koster" jo ikke noget for ham, som det nok vil gøre for de fleste af os andre at se børn have det svært..
Idag har jeg udfyldt ansøgningen om at slette mit efternavn, for orker efterhånden ikke at have nogen som helst relation til ham...
11 kommentarer:
Far... hmm ja.. kender det lidt godt.. Mine forældre er af den gamle skole.. Manden arbejdede og konen passede børnen...
Jeg kender egentlig ikke min far, selv om jeg ser ham tit... Føler faktisk ikke noget for ham.. Hverken kærlighed eller had...
Han er ham der min far... og det er det..
Og jeg har det fint med det !
Håber du finder ro ved at få slettet navnet. Men du vil jo altid bære en del af ham rundt i dig. Hvordan du vil bruge, det !
Er op til dig.
Mange tanker
Marianne
Jeg kender alt for godt til det med ikke at have kontakt til sin far. Jeg har ikke snakket med min far i et par efterhånden, og jeg savner ham absolut ikke. Han er mand der er meget svær at finde ud af, han lyver, han er falsk og han har såret mange i min familie. Det gad jeg ikke at finde mig i længere.
Jeg ville også gerne af med mit efternavn, som jeg jo har fra ham. Det er bare mit eneste efternavn, så har intet at erstatte det med. Så den dag jeg bliver gift, bliver jeg ikke kun lykkelig for at være gift, men også for at slippe af med efternavnet.
Tillykke med din belutning. Når den mærkes rigtig kan den kun blive god
Nej ikke alle burde sætte børn i verden
Det er en svær situation, og jeg priser mig lykkelig for min egen far.
Jeg mener at have læst at du har en bonusfar (er det ikke ham med tomaterne?) - håber han til gengæld giver dig noget af den kærlighed som din biologiske far burde have givet dig.
En god weekend til dig (og den lille frække med overbiddet :)
Marianne, jeg er også fuldt bevidst om at han ikke lige kan slettes, men det kan frustrationerne heller ikke:)
Min far var ikke af den gamle skole som din- han lavede børn og så skred han med den næste kvinde i rækken...
Jan er selvfølgeligt min far om jeg vil det eller ej, men min "rigtige" far er blevet Pap, som er der for mig som min egen far burde..
Knus
Annette, det lyder til vores fædre er meget ens..
Jeg har et lidt besværligt mellemnavn, men efter et par overvejelser har jeg besluttet mig for at nøjes med det, ellers havde jeg taget min mors pigenavn..
Sisse's mor... Mange beslutninger føles rigtigt, men vinklen ændres jo gennem hele livet, så nu må vi se:)
Linda, ham med tomaterne er Pap, min mors mand, så du har helt ret i, at jeg er så heldig at have haft en bonusfar de sidste 10 år, som har vist sig at være meget mere mand end min egen far..
godt gået sabina morfar ville have været stolt af dig
Jeg kan godt forstå dig. Familie skal man ikke nødvendigvis mødes med, blot fordi man er beslægtet. Jeg ser ikke særlig meget af min familie - ikke på grund af uvenskab eller lignende, men ganske enkelt fordi vi ikke har noget til fælles.
Hvor er det flot af dig at dele din historie!
Den gør ondt, men jeg håber, du får ro på, når du nu har valgt ham fra og også får andet efternavn - ønsker dig alt det bedste!
Nete
Tak mormor:)
Piskeris, familie er en mærkeligt størrelse..
Jeg ser min mors side af familien meget og trods uvenskabet bor jeg jo ved siden af min farmor og farfar, men det er heller ikke uden konflikter..
Heldigvis føler jeg ikke den store trang til at bøje af, så jeg tager gerne konflikten hvis den bliver budt mig..
Nete, bloggeriet kan jo heller ikke kun være glansbilleder alt sammen:)
Jeg får nok aldrig 100% ro på, for han bor i samme lille by som mine forældre og til sommer har min farmor og farfar guldbryllup, så der kan jeg simpelthen bar ikke undgå ham..
Men skidt, den tid- den sorg:)
Knus
Det er synd, men desværre er du ikke den eneste. Jeg har også et par veninder, der godt kunne være en eller begge forældre foruden. Især den ene kæmper meget med det, også fordi hun stort set ingen familie har udover den forældre, der er tilbage.
For mig lyder det som om, at du skal arbejde med, at få lagt frustrationerne på hylden og få fred med, at sådan er det. At slette navnet er måske et skridt på den vej, men gør det jo ikke alene.
At han har levet sit liv skidt, skal ikke forpeste dit, og sålænge du lever et ordenligt liv, så kan du ikke gøre mere. Men let, nej det kan jeg godt forstå, det ikke er.
Deborah, jeg tror også at mange sagtens kunne være en forældre eller 2 foruden...
Hele mit liv har frustrationerne være holdt nede og "far elsker jer på hans egen måde" kørt på repeat hver gang han har svigtet, så jeg har egntligt altid været den der tog hensyn og forstod..
At det så er lidt sent frustrationerne kommer ud, det er selvfølgeligt surt, men tror også det sundt at lade sig selv være frustreret, skuffet og bar pissesur..
Mon ikke de går helt i sig selv igen når jeg lige får alting tygget igennem:)
Send en kommentar