tirsdag den 4. august 2009

Kirsebærkage med mandler og chokolade..



I lørdags plukkede jeg jo en masse kirsebær på vores lille kirsebærtræ i kolonihaven, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle bruge dem til.
På nettet fandt jeg en Nikolaj Kirk opskrift på en kirsebærkage med mandler og chokolade.
Kagen er rigtig god, men sån lidt "voksen" i smagen. Det bliver nok ikke en jeg laver igen, men er du vild med kirsebær er det en rigtig god kage med en dejlig konsistens.
Det er ikke bar li sån en kage man hurtigt rører sammen og det tager lang tid at udstene kirsebærene...

500 g. Kirsebær
4 æggehvider
200 g blødt smør
175 g sukker
4 stk æggeblommer
3 spsk kirsebær brændevin- jeg brugte sherry:)
125 g malede mandler med skal
50 g hakket mørk chokolade
100 g rasp
2 tsk bagepulver
2 spsk mel

Pynt, flødeskum og hele kirsebær

Kirsebær skylles, udstenes og halveres.
Pisk æggehviderne stive og stil til side.
Rør smør og sukker cremet.
Tilsæt æggeblommerne en ad gangen og bland brændevin i.
Bland malede mandler, chokolade, raps og bagepulver i og rør det hele godt sammen.
Bland kirsebær i melet og tilsæt dejen.
Vend meget forsigtigt de stive æggehvider i dejen lidt ad gangen.
Kom dejen i en velsmurt raspdrysset springform- jeg brugte en silikoneform.
Bag kagen på nederste rille i ovnen ved 175 grader i 50- 60 minutter.
Tag ud og køl ned- vær forsigtig, kagen er meget blød når den er nybagt.

mandag den 3. august 2009

Quesadillas med oksekød, peberfrugt og cheddar..

For noget tid siden så jeg en lækker steak-quesadillia hos NBH og den har inspireret til aftensmaden idag.
Super lækker mad, selv Kristian var rigtig begejstret trods de mange peberfrugter:)
Jeg lavede 2 quesadillas, men en havde været nok. Så må jeg se om den er noget ved på madpakke imorgen:)
Vi fik en salat og resterne af tzatikien fra igår dertil. Uhm...

Quesadilla med oksekød, peberfrugt og cheddar(4 pers)
300 g oksekød i strimler
1 gul peberfrugt
1 rød peberfrugt
1 lille rødløg
2 fed hvidløg
1 tsk sambal oelek
1 tsk paprika
saften af 1/4 citron
salt
olivenolie
4 spsk tacosauce
1 pose revet cheddarost (ca. 175 g)
4 hvedetortillas

Hak rødløget fint og pres hvidløget.
Svits det i lidt olivenolie.
Skær peberfrugterne i tynde skiver og kom dem ved, når løgene begynder at blive bløde.
Steg, til peberfrugterne er ved at blive bløde.
Tag dem af varmen.
Svits okeskødet- bar lynhurtigt, det må gerne være lidt rosa hvis du spørger mig:)
Tilsæt sambal oelek, paprika, salt og olivenolie.
Smør 2 tortillas med tacosauce og drys med ost.
Kom først peberfrugterne på og derefter oksekød. Drys med resten af osten.
Kom en pandekage oven på hver og pres dem sammen.
Steg quesadillas på en varm pande med lidt olivenolie. Pres dem lidt sammen undervejs.
Når quesadilliaen er sprød vendes den ved hjælp af en tallerken og steges på den anden side.
Tag af varmen og steg den anden.
Skæres i 4 dele og serveres sammen med salat og tzatiki.

Så skal vi på den igen..

Altså, de weekender går bar alt, alt for stærkt!
Nu er der igen en hel arbejdsuge foran mig og hvor ville jeg ønske jeg havde ferie:)
Igen er der trist vejr lige fra morgenstunden. Jeg håber, at der kommer bedre vejr i løbet af ugen, så der kunne blive til en tur i kolonihaven. Vi har stadig mange projekter derude!
God mandag til jer derude:)

søndag den 2. august 2009

Auberginetærte med tomat og feta..

Uhm, en virkeligt lækker tærte!
Opskriften er fra "Tænd på tærter og Tryl med tilbehør" af Rikke Holm m.fl. Det er en af ynglings-kogebøgerne!
På billedet ses tærten før æggemassen er hældt på og før den er bagt, for jeg glemte at ta billeder selvom kameraet stod på køkkenbordet.
Jeg brugte lidt ekstra til æggemassen, for jeg synes at det lige var lidt nok til at dække, så opskriften er som jeg har lavet den og ikke som i bogen.
Dertil fik vi en blandet salat med advocado og de hjemmelavede tomater og masser af tzatiki med masser af hvidløg. Tzatiki skal altså laves med græsk yoghurt og den skal være 10%!
Tærten smager virkeligt godt og heldigvis er der også lidt til madpakken imorgen:)

Auberginetærte med tomat og feta:
Basisdej:
250 g hvedemel
125 g smør
1 tsk (urte)salt
½ dl vand

Fyld:
1 stor aubergine
3 tomater
½ bdt. basilikum
olivenolie

Æggemasse:
3 æg
4 dl creme fraiche 18%
salt og peber

Topping:
100 g feta i tern
½ bdt. basilikum

Skær auberginen i tynde skiver og læg dem på en bageplade med bagepapir.
Pensl dem med olivenolie.
Smuldr den kolde smør ned i hvedemelet og saml hurtigt dejen sammen med salt og vand.
Når dejen er samlet rulles den ud/trykkes ud i tærtefadet.
Prik dejen med en gaffel og lad den evt. hvile ½-1 time- det havde jeg ikke lige tid til.
Forbag tærtebunden ved 200 gr i ca. 20 min. Brug varmluft, så aubergineskiverne kan bages samtidig.
Skær tomaterne i tynde skiver.
Aubergienskiver og tomatskiver ligges let taglagte på den forbagte bund.
Drys med groftklippet basilikum.
Pisk ingredienserne til æggemassen godt sammen og drys med feta på toppen.
Bages ca. 25 min ved 200 gr varmluft.
Ved servering drysses med hakket basilikum.

Søndags-tempo..

Puha, tingene går vidst ikke for stærkt herhjemme idag:)
Kl. 13.00 får jeg besøg af en gammel veninde til frokost og planerne var at jeg skulle have gjort lidt rent inden. Det når jeg ikke.
Jeg har været nede og handle og har gang i vasketøjet og det er hvad der er sket herhjemme. Og jeg har endda været oppe siden kl. halv7:)
Resten af tiden ved jeg ikke rigtig hvad er gået med- udover at have ondt i inderlårene efter havearbejde igår!
Nu må jeg hellere komme igang, for den tærte laver vidst ikke sig selv:)

lørdag den 1. august 2009

Arbejdsdag..

Idag har der været arbejdsdag i kolonihaven.
Formanden havde sagt, at det kun li tog ½ times tid, men det var vidst en lille hvid løgn:) For sikke vi kom på arbejde over på en forladt grund, hvor græs og skvadderkål havde overtaget.

Vores egen skvadderkål og snerler havde hvertfald også fået godt fat, så der måtte ydes førstehjælp til tomaterne og lavendlerne, som havde det lidt hårdt. Til gengæld havde solsikkerne virkeligt taget fat, klatrerosen havde sendt grene i alle retninger, 3 ud af de 15 lavendler havde givet mig en blomst hver og kirsebærene var perfekt modne.
Så nu skal jeg finde på noget at bruge kirsebærene til:)
Sommerfuglebusken ser også ud til at levere blomster trods dens lille størrelse, så jeg er spændt på at se hvad det bliver til.
Min salat og spinat var pist forsvunden- mon ikke det var haren der har hygget sig efter at dømme på mængden af efterladenskaber:)

Kolonihaven ved siden af er solgt, så vi har fået nye naboer. En dame og hendes datter, som også er førstegangs have-ejere ligesom os. De er rigtigt søde og man kan høre at de har haft deres udfordringer i løbet af dagen:)

Nu er vi alle totalt smadrede- jeg kan ikke huske hvornår Emma sidst har snorket SÅ højt:)

Morgenidyl..

Idag føler jeg mig udhvilet, for jeg har sovet så godt i nat.
Solen skinner for morgenstunden og der er vidst lovning på det fortsætter. Vi skal i kolonihaven idag til fælles arbejdsdag, men vi skal også ud og lave lidt og se hvor hård regnen har været ved haven. Hvis vejret bliver godt hele dagen ville det være så dejligt!
Nu vil jeg nyde et endnu lunt rundstykke med tandsmør. Det farligt at bo over for en bager, duften af nybagt wienerbrød strømmer ind af de åbne vinduer og frister så nemt:)