Når vi nu skulle spise LCHF, så skulle vi selvfølgeligt også prøve den berygtede og berømte blomkålspizza, hvor bunden er lavet helt uden mel. Den smager faktisk ganske ok! Man skal bare lige bruge lidt ekstra fyld, for er der ikke tomatsauce osv. på, så smager kålen godt igennem. Derfor skar jeg også kanterne fra. Ja, og så skal man lige lære at leve med, at der lugter lidt af prut i hele huset bagefter, for sån noget bagt blomkål stinker altså!
Endnu engang er opskriften fra "LCHF- Spis dig glad og mæt" af Jane Faber.
Jeg lavede dog min egen tomatsauce af køleskabets rester (tomatpure, fløde, hvidløg og oregano) og brugte vores favoritfyld (parmaskinke, champignon og tomater). Kristian kunne også godt lide den.
Altså bunden er ret blød, så det er ikke som at spise en tynd, sprød pizza med surdejsbund, men det her er et rigtig fint alternativ, som jeg helt sikkert vil lave fremover. Jeg brugte 3 æg, for eller synes jeg ikke, at det ville hænge sammen og osten var en emmentaler, som jeg selv rev.
Blomkålspizza (1 stor pizza)
Bund:
400 g. blokål
2-3 æg
150 g. revet ost
1 spsk. tørret oregano
2 spsk. loppefrøskaller
Fyld:
1 dl. tomatsauce
150-200 g. revet ost
6 skiver parmaskinke
1 håndfuld champignoner, i skiver
1 håndfuld cherrytomater, i halve
salt, peber
Riv blomkålen fint og bland det godt med ost, æg, oregano og loppefrøskaller.
Bred blandingen ud i en firkant på en bageplade med bagepapir- det er nemmest at gøre med hænderne.
Bag bunden ved 230 grader i 12-15 min til den er blevet gylden.
Tag den ud, men sluk ikke ovnen.
Smør tomatsaucen ud på bunden- godt ud til kanterne- og fordel så resten af fyldet herpå.
Bag i yderligere 5-10 min. til osten er smeltet.
Lad den køle lidt af inden servering, så hænger den bedre sammen.
1 kommentar:
Den ser vildt spændende ud, ville handle ind til den igår, men kunne ikke finde loppefrøskaller nogen steder... hvor køber du dine henne?:)
Og mange tak fir en super inspirerende blog ;)
Smil fra Anne
Send en kommentar