.jpg)
Madklubben har jeg sammen med 3 veninder fra gymnasie-tiden. Søde, dygtige og ansvarlige piger med et stort hjerte. Da en af pigerne foreslog, om vi i madklubben ikke skulle have os et sponsorbarn, så stemte vi andre hurtigt for. Vi var selvfølgeligt inspireret af SOS børnebyernes "Vil du have et barn med mig?". Vi har valgt at have et sponsorbarn igennem foreningen NLAI (New Life Afrika International), der kun arbejder i Nakuru i Kenya. Dette mest fordi, at en af gruppens medlemmer kender nogle af de mennesker, der arbejder for foreningen i Kenya og vi ved derfor, at vores penge også går til det, som vi forventer. Ikke, at jeg ikke tror på de andre organisationer, men det her giver alligevel en større sikkerhed og støtter samtidig en flok ildsjæles arbejde.
Så nu deles madklubbens 4 medlemmer om Laban (ja, det hedder han) på 7 år.
Laban bor i et slumkvarter ved en losseplads i Nakuru. Laban bor sammen med begge hans forældre, der ikke har fast arbejde og dermed har svært ved at forsøge ham og hans 6 søskende i alderen 3-16 år. Ofte er der ikke penge til mad.
Vi betaler 280 kr. om måneden og for de penge er Laban sikret en uddannelse, skoleuniform, bøger, hæfter, blyanter, skoletaske, sko og 2 varme måltider mad hver dag. Desuden bliver Laban tilset af sundhedspersonale hver 3. måned, hvor han får ormemedicin, vitaminer, vaccinationer og kan få hjælp ved sygdom.
Grundskolen er faktisk gratis i Kenya, men forældrene skal stadig betale for skoleuniform, bøger og materialer og det har rigtigt mange forældre ikke råd til. Derfor kommer mange børn stadig ikke i skole.
Normalt foretrækker jeg at støtte projekter i Danmark. På en måde virker Afrika som et stort hul, hvor milliarder af kroner bare forsvinder uden at der rigtigt sker noget. Her støtter vi en dreng. Det passer godt med det fine motto "At ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen". Det tror jeg på. Laban er bare en af rigtigt mange børn, der har brug for hjælp rundt omkring i verden, men jeg kan ikke hjælpe alle de børn. Men jeg kan hjælpe ham og det gør jeg sammen med de andre piger. Det er ingen garanti, men det er rart at kunne give et barn en chance, når man selv er født ind i et land, der giver masser af chancer og muligheder.
5 kommentarer:
Hvor er I nogle søde piger :-) jeg synes også lidt, at Afrika på en måde er langt væk, men det er selvfølgelig også derfor man kan have sponsor børn - for at gøre det lidt mere personligt. Det er fedt at man kan deles om det, så udgifterne ikke er alt for store :-)
hej Miss. Jeg har i en del år haft en dreng i Børnefonden. Det føles godt, at man her, ikke kun støtter barnets skolegang; men malarienet,vaccinationer m.v. til hele familien. Og hvert år kommer der en lille tegning fra barnet, sjovt at se, hvordan han udvikler sig. Han bor i Benin, og jeg er førtidspensionist. Venlig hilsen Hanne Birkmose
Camilla, sådan er vi :)
Ja, det giver en anden føling med hvad pengene går til. generelt har Hjerterummet givet mig en svaghed for de der mindre projekter, så dette var oplagt. Marie drømmer om, at han skal blive læge eller advokat, så vi kommer vidst til at skulle sende penge den vej mange år ud i fremtiden :)
Hanne, hvor lyder det godt. Det samme får vi også og vi kan sende en lille ting til fødselsdage, så det gør vi nok også :) Hvor gammel er din dreng?
hej miss
Min dreng fylder snart 17 år.Hans far kører motorcykeltaxi, hans mor sælger kager på markedet, og så opdrætter de nogle små pelsdyr af en eller anden art.For nogle år siden,
mistede han en lillesøster, hun blev forbrændt ved at falde i det åbne ildsted. Tragisk.
Hilsen Hanne B
Hanne, så er han jo forhåbenligt på godt vej ud i et voksenliv med din støtte i ryggen. Sikke en tragisk historie med lillesøsteren!
Send en kommentar