søndag den 31. juli 2011

Vaniljesyltede ferskner

 Vores planer blev ændret igår, men heldigvis havde vi både bøffer, kartofler og masser af grøntsager på lager, så vi måtte ikke gå sultne i seng.
Vi bestemte os for at grille, men vi kunne simpelthen ikke få ild i de dumme kul!
Idag må jeg ud og ha fat i nogle andre og nogle tændbriketter, for når naboerne ikke er hjemme, så skal der helst grilles hver dag, om den så vil eller ej!
Vi nød et par timer ude i solen med en virkeligt god hvidvin, inden vi gik ind igen, for jeg ville gerne lige have lavet lidt i køkkenet.
Føltved er stadig leveringsdygtige i danske jordbær, så jeg købte 2 bakker derude den anden dag til 25 kr. pr. stk.
Kan man nøjes med dem, der blev plukket igår, så sælges de til 15 kr. pr. bakke.
Mange synes nok, at det er synd, at koge marmelade af de helt friske og fine bær, men det gør jeg ikke, for smagen er helt anderledes og frisk. Uhm...
Piskeris syltede abrikoser den anden dag og det gav mig lyst til at sylte nogle ferskner.
Sån nogle vaniljesyltede ferskener med iskold skyr eller vaniljeis og så med friske hindbær til, det må smage temmeligt meget godt!
Jeg tog udgangspunkt i Piskerisets opskrift, men lavede lidt mere lage.

Vaniljesyltede ferskner
2 store ferskner
4 ½ dl. vand
2 dl. rørsukker
1 vaniljestang

Hæld vand og sukker i en lille gryde.
Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og kom dem op i gryden sammen med den tomme vaniljestang.
Kog det hele sammen til en tynd sirup.
Skær et kryds hele vejen rundt i skindet på hver fersken og dyp dem kort i kogende vand.
Pil skindet af, fjern stenene og skær dem i både.
Når siruppen er begyndt at tykne kommes fersknerne ved og koges med et par minutter.
Skyl et glas i lidt vodka eller atamon og fyld fersknerne deri.
Lad også de tomme vaniljestænger komme med i glasset, for de indeholder stadig meget smag.
Kan opbevares på køl i ca. 1 uges tid.

2 kommentarer:

Unknown sagde ...

Jeg synes du gemmer sommeren på de glas- og det er en rigtig god ide :-)
Og tillykke !!

MissMuffin sagde ...

Tak:)
Sommer kan vi ikke få nok af, så det er med at gemme den smule, der kan:)