Skønne, grove boller med spelt og sesamfrø til ugens madpakker!
Jeg undrede mig en smule over, at olie og salt først skulle tilsættes til sidst, men det virkede fint, for det samlede dejen og gjorde den glat og smidig.
Salling har nogle ligende stykker, hvor der er tilsat sesamfrø. De smager skønt, så jeg tilsatte også sesam til denne opskrift. Opskriften fandt jeg hos Angies Recipies. Mine blev ikke helt så pæne, men de smager altså bare godt, så mon ikke vi overlever. Måske de bliver pænere næste gang jeg bager dem:)
Jeg æltede ikke dejen undervejs hævningen, for det var jeg for doven til og resultatet blev rigtig fint alligevel. Jeg fik 10 boller ud af portionen, men jeg lavede dem også ret store og flade, så de passede til vores behov.
Mens bollerne hævede kogte jeg en stor kylling sammen med citron, løg, gulerødder og krydderier. Kødet fra den skal bruges som fyld i Kristians sandwich og mine salater, så vores madpakker bliver sunde og lækre. Jeg er ikke særligt vild med pålæg, for det smager oftest bare af salt og er af rigtig dårlig kvalitet.
Spelt Bread Rolls (10 stk.)
Fordej:
1 g. gær
320 ml. lunken vand
400 g. fuldkornsspeltmel
Dej:
10 g. gær
250 ml. lunken vand
10 g. sukker
2 dl. sesamfrø
600 g. sigtet speltmel
18 g. salt
20 ml. olie
Fordejen skal laves dagen før.
Rør gæren ud i vandet og tilsæt melet. Rør det godt sammen- dejen vil være som tyk grød.
Dæk den til og lad den hæve på køkkenbordet i ca. 12 timer- gerne natten over.
Næste dag skal dejen være hævet, klistret og boblende.
Rør gæren ud i vandet og tilsæt sukker, sesamfrø og mel. Tilsæt fordejen og rør det hele godt sammen på en røremaskine.
Når dejen er nogenlunde fast tilsættes olivenolie og salt. Rør dejen rigtig godt sammen på en røremaskine. Dejen skal være fast, elastisk og slippe skålen uden problemer.
Dæk dejen til og lad den hæve lunt og tildækket i ca. 1½-2 timer.
Ælt dejen igennem og del den i ca. 10 stykker.
Form hvert stykke til en aflang bolle og læg dem på en bageplade med bagepapir.
Lad dem hæve lunt og tildækket i ca. 45 min.
Pensel dem med vand eller æggehvide og skær en revne i hver bolle med en skarp kniv.
Bag dem 10-13 min ved 250 grader.
Skru ned til 210 grader og bag yderligere 10-12 min, til bollerne er sprøde og lyder hule når du banker på dem.
Lad dem køle helt af på en rist.
2 kommentarer:
Ser ud til det dårlige bage-karme er over :)
Pernille, det kunne noget hvertfald tyde på... Puuuhaaa...
Send en kommentar