tirsdag den 9. juli 2013

Jordbær med basilikumis

Denne dessert er virkeligt lækker og sommerlig. Måske du synes, at basilikum i is lyder mærkeligt, men det smager altså rigtig godt sammen med de søde jordbær fra Føltved.
Pigerne i madklubben er virkeligt ikke kræsne, så det er en fornøjelse at kunne lave lidt anderledes mad og desserter når de er her.
Opskriften er fra Isabella nr. 3/2013.
Isen er nem at lave og fik en rigtig god konsistens. Portionen er lidt stor, så skal der bare lige være til 4 portioner, så er det nok at lave det halve.
På billederne var den flotteste grønne is, men det blev min altså ikke. Så jeg snød (ligesom Isabellas nok også gjorde) og tilsatte et ordenligt skud grøn farve.
Jeg ville gerne ha serveret en sprød mandelkiks dertil for at give lidt knas og sprødhed, men jeg havde ikke lige en opskrift ved hånden og det kneb også lidt med tiden. Det ville ellers være godt hertil:)


Jordbær med basilikumis (4 pers.)
Basilikumis:
2 dl past. æggeblommer (4 bægre)
2 dl. sukker
1 lille bundt basilikum
1 dl. sødmælk
½ l. fløde
evt. lidt grøn frugtfarve

Jordbær og jordbærcoulis:
500 g. jordbær
2-3 spsk. flormelis

Pisk æggeblommer og sukker til det er lyst og luftigt.
Blend basilikumbladene med sødmælk.
Pisk fløden til en let skum.
Vend alle 3 dele sammen til en let og luftig iscreme. Tilsæt evt. lidt grøn frugtfarve.
Kom isen i en bøtte med låg og frys den natten over. Den skal tages ud ½ time før servering, da den bliver meget hård.
Inden servering skylles og nippes jordbærrene. Skær halvdelen i tern og anret dem i 4 skåle eller dybe tallerkner.
Blend den anden halvdel sammen med flormelisen. Hæld den over tallerknerne med jordbær.
Top med en stor kugle basilikumis og server med det samme.

5 kommentarer:

Marian N. Larsen sagde ...

hvor kreativt med basilikumis... det lyder specielt, men laekkert - og ser FLOT ud!

MissMuffin sagde ...

Marian, det smager virkeligt godt og ikke spor mærkeligt, så det er en rigtig god sommerdessert:)

Piskeriset sagde ...

Basilikum og jordbær er en god kombination. Mener også jeg har prøvet basilikumis på en restaurant på et tidspunkt, og det er overraskende godt. Smuk anretning :-)

MissMuffin sagde ...

Piskeris, jeg har fået det som sorbet på restaurant, som en lille "mundfrisker". Det var rigtig lækkert..

Unknown sagde ...

Wauw, det ser lækkert ud. Det skal prøves! Er vild med jordbær og basilikum sammen.