Min onkel fisker en del, så min fryser indeholder næsten altid friskfangede fiskefileter, for det er den eneste måde Kristian rigtigt gider spise fisk på. Ja, og så lige fiskefrikadeller. Sidst jeg besøgte ham fik jeg en havørred med hjem- det viste sig så, at der var 2 i posen, da den blev tøet op. Resten bagte jeg dagen efter og brugte til frokost.
Den første blev til gengæld aftensmaden da madklubben var her og det smagte skønt. Den fik måske lige lidt for meget, for den var en smule tør...
Dertil serverede jeg nye kartofler med persillesmør, maltbrød med fennikelfrø og en salat af feldsalat, bagte cherrytomater, feta og solsikkekerner. Et nemt og lækkert måltid på en ganske almindelig onsdag.
Denne gang blev den fyldt med krydderurter og hvidløg. Der kunne også sagtens have været pesto, ost, soltørrede tomater, rejer osv. deri.
Bagt havørred med krydderurter og citron (4-5 pers.)
2 store sider af en havørred
1 bdt. persille, grofthakket
1 bdt. dild, grofthakket
½ bdt. basilikum, grofthakket
2 store fed hvidløg, presset
salt, peber
1 øko citron
Læg den ene ørredside på en bageplade med bagepapir. Skindet skal vende ned af.
Krydder med rigeligt salt og peber. Fordel hvidløg og krydderurter over fisken.
Krydder den anden ørredside med rigeligt salt og peber. Læg den ovenpå den anden ørredsiden med skindet op af.
Skær citronen i tynde skiver og fordel den over fisken. Bind fisken sammen med kødsnor og dryp med en smule olivenolie.
Bag den ved 200 grader i ca. 25 min.
2 kommentarer:
Det er også en god idé at smide et par citronmelisse-stilke i maven på den. Heldigvis er det meget let at fjerne benene på en ørred, så de "ben-forskrækkede" kan spise den; det er straks værre med hornfisk.
Elsebeth
Elsebeth, det havde jeg ikke lige, for mit krydderurtebed er ikke blevet lavet endnu:)
Send en kommentar