fredag den 24. august 2012

Sommerlasagne med laks

Der fulgte et hæfte med sunde opskrifter med AltForDamerne den anden dag og det var overraskende fyldt med lækre og spændende opskrifter på sund mad. Herunder denne lasagne. Min version blev nok ikke helt så sund, for jeg brugte nogle flere lasagneplader- 1½ pr. person er altså for lidt for os herhjemme. Desuden kunne jeg ikke finde gule tomater, så jeg valgte nogle cherrytomater på stilk.
Lasangen smagte super skønt! Vi fik bare en grøn salat til.
Der var jo både fisk og persille i, så Kristian var noget udfordret. Jeg gad bare godt, at vi kunne komme til at spise noget mere fisk, for det er sundt og smager godt!

Sommerlasagne med laks (2 pers.)
6 lasagneplader
200 g. laks uden skind og ben
1 squash

Tomatsauce:
200 g. cherrytomater- gerne gule
1 stort løg
3 fed hvidløg
salt, peber

Bechamelsauce:
10 g. smør
20 g. mel
3 dl. mælk
1 bdt. persille
muskatnød, salt, peber

Skyl squashen og skær den i tynde skiver. Fordel skiverne på en bageplade med bagepapir. Bag dem i ca 5. min ved 200 grader.
Hak løg og hvidløg. Kom det i en lille gryde med tomaterne. Kog saucen i ca. 10 min.
Køl den lidt af og blend den en smule- den må gerne være lidt grov.
Smelt smørret i en gryde og pisk melet i. Pisk mælken i og kog saucen op til den tykner. Bliver den for tyk tilsættes en smule mere mælk. Smag til med salt, peber og muskatnød.
Hak persillen godt og rør den i saucen.
Skær laksen i tynde skiver.
Kom 2 lasagneplader i bunden af et lille ovnfast fad. Fordel et lag squash, laks, tomatsauce og bechamelsauce. Lav endnu et lag og afslut med 2 lasagneplader, bechamelsauce og tomatsauce.
Bag lasagnen ved 200 grader i ca. 30 min.
Lad den stå i 5 min, så bliver den nemmere at skære ud.

3 kommentarer:

Kristine (CookieCrumble) sagde ...

Wauw den lyder godt nok lækker. Dejligt med en masse lækre urter og grønt i også.

Ps. elsker din opstilling på billedet. SMUKT!!! :)

Camilla sagde ...

Det lyder som en SKØN lasagne! Vi får jævnligt fiske lasagne, men jeg har aldrig prøvet med laks i - det tror jeg, at jeg vil gøre næste gang :o)

MissMuffin sagde ...

Kristine, der er nemlig masser af det sunde i, så den kan spises med god samvittighed:)
Taak- det der bestik er jo super til billeder!

Camilla, jeg tror aldrig vi har fået fiskelasange før, men det smagte hvertfald godt med laks i. Jeg er nu mest til fiskefilet eller fiskedeller med kartofler til, en det bliver også lidt kedeligt i længden..