Denne tid er lig med jordbærtærte-tid. Jeg elsker jordbærkage. Sammen med chokolade må det være min favorit-kage:)
Lige for tiden er jeg ret vild med pistacienødder og hele 2 gange på en uge har jeg lavet en variation opskriften på "Små Pistaciekager". Hver gang med stor succes:)
Første gang bagt i en muffinplade og lavet som små jordbærtærter- se dem evt. på Instagram. Anden gang lavet som en høj kage i form og toppet med vaniljeskum og jordbær. Dejen er nem at have med at gøre, men de færdigbagte kager er ret klistrede, så tænk over hvilken form du vælger. Jeg vil anbefale forme af silikone, der lige har fået et sprøjt bagespray.
Kagen er virkeligt skøn! Bunden bliver tæt og konfektagtig med den lækre smag af pistacie. Vaniljeskummet er friskt og syrligt pga. yoghurten og er man heldig, så kan man få en bakke af de udenlandske jordbær der smager af bare en smule sol og sommer. Ellers kan opskriften også snildt gemmes til jordbær-tiden for alvor rammer.
Pistaciekage med vaniljeskum og jordbær
125 g. usaltede pistaciekerner
125 g. sukker
7 æggehvider
250 g. smør
210 g. flormelis
85 g. hvedemel
75 g. mørk chokolade
Vaniljeskum:
4 dl. fløde
1 dl. græsk yoghurt
4 spsk. sukker
1 vaniljestang
Fyld:
1 bakke jordbær
½ dl. hakkede, usaltede pistacienødder
Blend pistaciekernerne sammen med sukker i en blender eller foodprocessor til en fintmalet nøddemel.
Tilsæt æggehviderne og kør en omgang mere, så det bliver en samlet masse.
Hæld den i en lille gryde og varm den op i et par minutter til den samler sig.
Smelt smørret og sigt flormelis og mel heri. Pisk med et piskeris undervejs, så der ikke dannes klumper.
Vend pistacie-massen sammen med smør-blandingen til en ensartet og ret tynd dej.
Fyld den evt. i en sprøjtepose, for så bliver den nemmere at fylde i formene.
Lad dejen hvile mindst 1 time i køleskabet.
Bag kagerne i 15 min. ved 180 grader.
Skru herefter temperaturen ned til 150 grader og bag yderligere 10-15 min. Kagen skal være svampet og en lille smule klæg i midten.
Lad den køle helt af på en bagerist. Smelt chokoladen over vandbad og fordel den over den afkølede kagebund. Dæk med husholdningsfilm og sæt den på køl ind til servering.
Inden serveringen piskes fløden til en ret fast skum. Pisk yoghurten i.
Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Mos vaniljekornene sammen med sukkeret med en gaffel. Pisk det i flødeskummet.
Lige inden servering toppes kagen med vaniljeskum, jordbær i skiver og hakkede pistacienødder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar