mandag den 23. december 2013

Grigos lakridssmåkager med tranebær

Hmm.. Jeg er kommet noget bagefter med jule-bageriet og blogingen, men de her småkager er så gode, at de sagtens kan bages efter jul også. Måske du endda har en rest tranebær der trænger til at blive brugt? J
eg er egentligt ikke en lakrids-pige, men sammen med de søde tranebær bliver det til en rigtigt god lille småkage, som jeg helt sikkert vil bage igen.

Jeg havde ikke mere rørsukker, så jeg brugte almindeligt sukker og en lille smule brun farin. Farin er altid godt i cookies:)

Grigos lakridssmåkager med tranebær (35-40 stk.)
250 g. hvedemel
½ tsk. bagepulver
30 g. lakridspulver
60 g. soltørrede tranebær
180 g. blødt smør
225 g. rørsukker
1 æg


Sigt mel og bagepulver sammen. Tilsæt lakridspulver, tranebær og smør.
Brug hænderne til at fordele smørret ud i blandingen, så det bliver som "smulder".
Tilsæt rørsukker og æg og sammen hurtigt dejen med hænderne uden at ælte ret meget.

Del dejen i 3 og tril hver del til en pølse. Pak hver dejrulle ind i husholdningsfilm og lad dem hvile på køl et par timer. De skal blive hårde og nemme at skære- kom dem evt. i fryseren hvis det skal gå hurtigt.
Skær dejrullerne i 1 cm. tykke skiver og sæt dem på bageplader med bagepapir. Sæt dem med lidt afstand til hinanden, for de flyder lidt ud.
Bag dem ved 180 grader varmluft i 8-10 minutter. Lad dem køle af på en bagerist inden de kommes på tætsluttende dåser.

Ingen kommentarer: