.... eller bare "Fuldkornsdurrumboller med rug":)
Opskriften er udviklet af Il Fornaio og bragt i "Hendes Verden". Engang imellem får jeg ugeblade fra familie eller veninder og så skal jeg lige igennem alle opskrifterne, så denne er et udklip fra skuffen:)
Jeg var flere gange undervejs lidt skeptisk over denne opskrift, for "surdejen" blev ligesom for tør og mængden af væde var lidt lille, men trods det endte jeg med en fin, fast og klistret dej, som endte med nogle gode, solide boller. De er en smule langsommelige at lave pga. alle hævetiderne!
Jeg er stor fan af Il Fornaios mel, især deres fuldkornsdurrummel. Så kan du få fat i det får det mine varmeste anbefalinger- jeg køber det i Føtex eller Kvickly:)
Istedet for rugmel brugte jeg "Evolo" fuldkornsmel med rug fra Amo.
Fuldkornsdurumboller med rug (7 stk.)
Dag 1- fordej:
200 g. rugmel
150 g. fuldkornshvedemel
150 g. fuldkornsdurrummel
4 dl. varmt vand
Dag 2:
200 g. hvedemel (Tipo 00)
25 g. gær
1 tsk. sukker
1 dl. lunken vand
15 g. groft salt
Dagen før bollerne skal laves blandes alle ingredienserne til en fast og klistret dej.
Kom den i en skål smurt med olivenolie og dæk den med husholdningsfilm.
Lad den stå ved stuetemperatur i min. 12 timer.
Næste dag røres gær og sukker ud i vandet. Rør det sammen med melet og lad det hæve i 20 min.
Derefter tilsættes fordejen og salt. Ælt det hele godt sammen i min 10 min- gøres bedst på røremaskine. Den skal være fast og klistret.
Dæk skålen til med plastfilm og lad dejen hæve til dobbelt størrelse i ca. 45 min.
Hæld dejen ud på et meldrysset bord og del den i 6-7 stykker.
Form dem til boller og læg dem på en bageplade med bagepapir. Drys dem let med mel og lad dem efterhæve i ca. 20 min.
Bag dem i 20-25 min. ved 220 grader.
4 kommentarer:
ja, nu passer det og jeg har 'pinnet' den, saa nu kan jeg altid finde opskriften igen, tak skal du ha' Sabina.
anni, det var godt:)
De ser bare skæppeskønne ud! Hjemmebag er hvad vi vil ha'! (ok, sloganmester bliver jeg aldrig... ;-))
Piskeris, det er nok ikke den karriere du skal satse på:) Kristians kollegaer mener nu, at det må være bager-brød, for så pænt hjemmebag kan man ikke selv lave:)
Send en kommentar