lørdag den 31. januar 2015

Små speltpandekager uden hvede og mælk




Små, søde pandekager. Serveret med hindbæryoghurt, bananer, nødder og hakket mørk chokolade.
Ja, og en stor smoothie med jordbær dertil.

Jeg er et rigtigt morgenmads-menneske. Smoothies, grød, nybagte boller, juice, tebirkes, æg, müesli, croissanter, ost, vafler og alle de gode sager der ellers kan findes på et morgenmadsbord eller brunch er lige mig. Den anden morgen serverede jeg disse små pandekager til morgenmad og selvom den er til den søde side, så mætter det altså bare rigtigt godt.
Dertil serverede jeg (soya)yoghurt rørt med lidt vanilje og et par mosede hindbær. Pandekagerne kunne sagtens tilsættes en håndfuld blåbær hvis man har lyst.
Nu må Kristian ikke få mælk og smør, så jeg har brugt soyamælk og en slags velsmagende margarine. Du kan sagtens bruge mælk og smør i stedet.

Små speltpandekager uden hvede og mælk (10-12 stk.)
1 æg
2 spsk. sukker
1 tsk. vaniljesukker
1 tsk. bagepulver
ca. 3½ dl. soyamælk
4½ dl. sigtet speltmel
2 spsk. margarine

Pisk æg, sukker og vaniljesukker godt sammen.
Bland bagepulver og mel.
Pisk melblandingen og soyamælken i.
Smelt smørren på panden, som du vil stege pandekagerne på. Pisk det i til en glat og blank dej.
Bag pandekagerne i lidt fedstof 2-3 stk. af gangen.


torsdag den 29. januar 2015

Smoothie med chiagrød

Topping er vigtige på en skål smoothie. Her er der cornflakes, speltflager, græskarkerner, hampefrø, kakaonips og mørk chokolade.
Nødder, friske eller frysetørrede bær, kokosflager, granatæblekerner, frø, kerner og tørret frugt smager også godt derpå.

Jeg elsker at spise en skål smoothie til morgenmad med alverdens lækre toppings på. Kristian synes ikke, at det mætter godt nok, men jeg spiser altid et blødkogt æg til og så holder det mig rigtigt fint mæt ind til frokost. Især hvis jeg tilsætter smoothien en omgang chiagrød!
Det mætter måske ikke helt så tungt som de dage, hvor morgenmaden er ristet rugbrød med scrambled eggs, men jeg synes den store mængde bær, grønt og sunde fedtstoffer opvejer det. Er jeg sulten inden frokost har jeg altid en banan eller lidt mandler på lager.
Når jeg laver smoothies til mig selv er det altid med avocado og spinat, for det er en nem måde at spise grønt på. Kristian synes ikke det er sødt nok, så spiser han med, så plejer jeg at smide ½ banan i.
Chiafrø er nogle små superfrø fyldt med en masse vigtige næringsstoffer, herunder masser af protein, fibre og Omega-3. Samtidig kan det binde en ret stor mængde vand, så man kan lave "grød" med det. Chiafrø er ret dyre, men jeg synes sådan en bøtte holder længe og jeg er ikke nærig med dem.

Smoothie med chiagrød (2 pers.)
Chiagrød:
1 ds. kokosmælk
3 spsk. chiafrø
3 spsk. boghvedeflager eller havregryn

Smoothie:
250 g. jordbær, optøede
1 stor håndfuld babyspinat
1 avocado
½ banan
1 ½ spsk. hørfrøolie
1 tsk. vaniljepulver

Start med at lave chiagrøden aftenen før, så den kan nå at størkne. Bland kokosmælk, chiafrø og boghvedeflager i en skål med låg. Lad det stå natten over.
Kom alle ingredienserne til smoothien i blenderglasset sammen med 1/4 af chiagrøden.
Blend til en tyk og cremet smoothie. Er den for tyk kan lidt mælk, vand eller juice tilsættes.
Fordel smoothien i to dybe tallerkner og top med alle dine favorit-toppings:)


tirsdag den 27. januar 2015

Små glimt

Smukke suprise-blomster fra Madklubben da jeg blev færdig med sidste eksamen..

Jeg elsker fastelavnsboller....

En kassefuld pekingeser..

Et lille nettokup i messing..

Lækkerier. Elsker at få lækre delikatesser i gave..

Blomster fra mine nye kollegaer- ugen har været fuld af gode gaver og smukke blomster..

Voksengave fra Kristian- den lækreste, læderindbundne notesbog..

søndag den 25. januar 2015

Madplan- uge 5

På trods af en solid bunke kogebøger, så er jeg virkeligt ideforladt lige i tiden.
Det er temmelig tidligt at drømme om nye kartofler med smør, pizza på grillen og jordbær med fløde.

Næste uge har jeg nogle ret lange dage, så madplanen er måske lidt ambitiøs i forhold til det forventelige overskud. Nu må vi se hvordan det går. Hvis det bliver helt galt, så har kokken på arbejde stykket en ret lækker menu sammen for næste uge og så køber jeg bare noget med hjem til aftensmad. Virkeligt en luksus- nå ja, og den hjemmelavede pesto til mandagens menu er også fra selv samme kok:)

Mandag: Mørbrad rullet med hjemmelavet pesto. Honningbagte rodfrugter og urte-mayo til.
Tirsdag: Maxi-aften. Hjemmebagte majspandekager, oksekød, guacamole og masser af grønt.
Onsdag: Madklub hos Marie.
Torsdag: Æggepandekage med bacon, bagte tomater og rester fra grøntsagsskuffen.
Fredag: Dimission. Vi spiser tapas ude for at fejre at jeg er færdig :)
Lørdag: Fiskefrikadeller, ovnfritter, sprød kålsalat og hjemmelavet remoulade.
Søndag: Simremad. Nok noget med rødbeder, rødvin og oksekød. Mos til.

Morgenmaden denne uge bliver ristede speltboller eller ristet rugbrød med en eller anden slags æg til. Smoothies og friskpresset juice tror jeg ikke jeg når denne uge. Kristian skal starte på arbejde igen, så morgenerne bliver endnu mindre fleksible og vi skal lige finde rytmen.

lørdag den 24. januar 2015

Hverdagssmut..

Nede på havnen denne kolde januar-eftermiddag sad to ældre damer med tykke frakker, tæpper og en kurvfuld kaffe. Jeg tror, at de hyggede sig, sådan lød det hvertfald:) Den slags er virkeligt inspirerende synes jeg..

Min nye hverdag er spændende, men også lidt hård:) Synes dog at jeg er ved at finde rytmen, så både hverdagen og weekenderne nydes. Jeg er ikke fan af den der med at overleve hverdagen, for at kunne lade op i weekenden. Min hverdag skal også være god, også selvom størstedelen af tiden enten tilbringes på arbejde eller med at sove.
Fredag da jeg havde fri skinnende solen og kulden bed. Perfekt vejr til en laang eftermiddagstur ved fjorden mens solen stille gik ned. Så jeg samlede Kristian og Dolly op på vej hjem og så kørte vi ned til ynglings-ruten ved fjorden. Dolly nød det og sov temmelig godt i aftes:)
Dagen i dag er bare gået med morgentræning, lækker morgenmad, sneskovling, middagslur og frisørbesøg. Nu skal aftenen nydes med chokolade og en film:) En god lørdag hvis du spørger mig..



torsdag den 22. januar 2015

Speltboller med gulerod og græskarkerner

Gulerod, æbler eller squash i dejen gør bollerne meget mere saftige, så brug gerne de kedelige rester fra grøntsagsskuffen eller frugtskålen når du bager.

Sidste weekend var en rigtig morgenmads-weekend! Lørdag spiste jeg morgenmad med min søde bachelor-makker, for vi skulle planlægge fremlæggelse til eksamen. Søndag spiste jeg morgenmad hos min Mormor, så det har været en ret god weekend! Morgenmad er vidst mit ynglings-måltid. Altså lige efter dessert ikke?
En nybagt bolle, friskpresset juice, blødkogte æg, kaffe med mælk, ost og Nutella. Det er altså virkeligt god morgenmad:)
Nu kommer der endnu en opskrift på boller med spelt, men de her blev altså virkeligt gode og saftige:)
Den grov speltmel kan erstattes af alle andre typer groft mel og den sigtede speltmel kan erstattes af sigtemel eller hvedemel, så brug hvad du har.

Speltboller med gulerod og græskarkerner (10 stk.)
4 dl. koldt vand
15 g. gær
2 spsk. olivenolie
1 tsk. groft salt
3 gulerødder, groftrevne
1½ dl. græskarkerner
1½ dl. groft speltmel
sigtet speltmel

Rør gæren ud i vandet og tilsæt olie, salt, gulerødder, græskarkerner og groft speltmel.
Ælt det godt sammen og tilsæt sigtet speltmel til dejen er fast, men stadig ret klistret.
Kom den i en skål og dæk med husholdningsfilm.
Lad den hæve i køleskabet natten over.
Form 10 boller med våde hænder og stil dem på en bageplade med bagepapir.
Lad den efterhæve mens oven varmes op til 220 grader.
Bag dem i 12-15 min. De skal lyde hule og sprøde når du banker let på bunden.
Lad dem køle af på en bagerist i 10 min. inden du spiser dem.

tirsdag den 20. januar 2015

Færdig!

Så kom dagen hvor jeg blev udlært og jeg kan nu kalde mig selv for Socialrådgiver :)
Eksamen blev fejret med min søde bachelor-makker med en ordentlig omgang brunch og lidt vindues-kigning. De søde madklub-piger lavede suprise på Uni med fine blomster. Hjemme ventede Kristian med fine pakker. Biletter til Thomas Helmig i Musikkens Hus på 1. række (så jeg rigtigt kan studerer læderbukserne :) ) og en lækker, læderindbundet notesbog som jeg ønskede mig til jobbrug. Den 30. er der dimission, så vi venter med at fejre det med lækker mad til den dag, for jeg er simpelthen såååå forspist efter brunh på Cafe Peace!
Så i dag bliver det bare til ostemadder og iskold cola, som er en af mine maaaange laster :)

Jeg har jo tyvstartet min karriere, for pr. 1. januar 2015 blev jeg ansat i en familiegruppe her i Aalborg i et vikariat. Deraf også stilheden herinde, for jeg kan ikke nå at tage billeder i dagslys og nogle dage kan jeg næsten ikke engang huske hvad jeg selv hedder når jeg kommer hjem, haha.. Mine nye kollegaer er helt vildt søde, men det er lidt overvældende med alle det nye og alt ansvaret.

søndag den 18. januar 2015

Små glimt

 Smukke hyacinter fra en sød veninde..
 Fine, nye blonder..
Dolly forstår ikke helt hvad det er der er så spændende med det kamera..

Har verdens bedste kantine på job, med mulighed for at købe alverdens lækkerier med hjem til gode priser..

Mine yndlings-farver i stuen..

fredag den 16. januar 2015

Speltboller med æble og hørfrø

Ikke meget slår nybagt brød, men vi prøver at holde det til weekenden, hvor der er ekstra god tid til den slags.


I weekenderne spiser vi nybagte boller hver morgen og nu hvor Kristian ikke må få hvede, så bliver det med spelt. Det er okay, for selvom speltmelet er noget dyrere, så har det en virkeligt lækker og nøddeagtigt smag. Denne weekend blev det boller med æbler og gule hørfrø, for jeg havde en del lidt kedelige æbler, som trængte til at blive brugt. Jeg ved ikke, om gule hørfrø er sundere end de brune, men de er hvertfald fulde af gode, sunde fedtstoffer og fibre.
Bollerne her blev virkeligt gode og saftige, så det er bestemt ikke sidste gang de bliver bagt herhjemme.
Jeg træner næsten altid helt tidligt om morgenen og når jeg kommer hjem kommer bollerne i ovnen mens jeg bader. Så er der nybagte boller, friskpresset juice og blødkogte æg på ingen tid. Bollerne rører jeg sammen dagen før og imens maskinen arbejder presser jeg også juicen. 10 minutter, så er jeg godt forberedt til en luksus-morgenmad den efterfølgende dag.

Speltboller med æble og hørfrø (ca. 10 stk.)
15 g. gær
5 dl. koldt vand
½ spsk. groft salt
1 dl. gule hørfrø
3 små æbler, groftrevet
3½ dl. groft speltmel
Sigtet speltmel

Rør gæren ud i vandet.
Tilsæt salt, hørfrø, æbler og groft speltmel. Rør det godt sammen.
Tilsæt herefter sigtet speltmel lidt af gangen til du har en fast, men ret klistret dej.
Ælt den godt og længe- det gøres nemmest på maskine.
Kom dejen i en skål og dæk med husholdningsfilm. Stil den i køleskabet natten over.
Næste dage tages bollerne ud af køleskabet.
Skyl hænderne i koldt vand og form ca. 10 boller, som sættes på en bageplade med bagepapir.
Lad bollerne efterhæve mens ovnen varmes op til 220 grader.
Bag bollerne i 12-15 minutter. De skal lyde sprøde og hule når du banker let på bunden af bollerne.
Lad dem køle af i 10 min. på en rist inden de spises.



onsdag den 14. januar 2015

Søde pandekager uden mælk og hvedemel


Pandekager er et rigtigt søndags-hit! Vi spiste dem med mandelsmør og med syltetøj og is- til frokost! Det var jo søndag og Fiat'en var kaput, så jeg kunne ikke engang besøge min Mormor som planlagt.  Ja ja, undskyldninger er der nok af, haha...

Efter Kristian har fået konstateret intolerans for hvede og mælk, så er det virkeligt begrænset hvad han kan få af søde sager og det er begyndt at plage ham. En af Kristians livretter er pandekager med is, så da jeg faldt over denne opskrift hos Cathrine Yoga, vidste jeg at den snart måtte testes. Det mislykkedes desværre helt! Om det var fordi jeg brugte fint rismel ved jeg ikke, men de endte som noget tørt smuller. Pandekager skulle vi have, så Google blev min ven i nøden og jeg fandt i stedet denne opskrift. Heldigvis gav den søde, bløde pandekager med masser af vaniljesmag, lige som de skal være. Ikke helt så gode, som min favorit-opskrift, men bestemt et værdigt alternativ.
De er en lille smule skrøbelige at stege, men jeg fandt ud af at det gik bedre ved lidt lavere varme end jeg normalt ville bage ved.

Søde pandekager uden mælk og hvede (8-10 stk.)
4 æg
2 spsk. sukker
2 tsk. vaniljesukker
2 dl. fuldkornsrismel
2 tsk. bagepulver
2 dl. rismælk
1 dl. soyafløde
et nip salt

Pisk æg, sukker og vaniljesukker godt sammen.
Kom herefter fuldkornsrismel og bagepulver i og pisk det godt sammen.
Pisk rismælk og soyafløde i sammen med saltet. Pisk til en jævn og ret tynd dej.
Smelt lidt fedtstof på en pandekagepande og kom ca. 1 dl. dej på af gangen.
Bag pandekagerne til de er lyse og brune på hver side.

mandag den 12. januar 2015

Madplan- uge 3

Weekenden blev brugt på masser af kedelige, praktiske ting som træning, rengøring, indkøb og vasketøj. Nu er jeg klar til en ny uge, der byder på to lange arbejdsdage. Puuh. Og eksamenslæsning oveni, for det skal jeg også til at have styr på.
For at vi får noget at spise hver dag, så skal der være en madplan og det meste skal være købt ind, så det bruger jeg gerne lidt af søndagen på, så jeg ikke skal tænke over det i hverdagen. Lige i tiden spiser vi rigtigt mange appelsiner, røde peberfrugter og avocadoer- eller jeg gør hvertfald :)


Mandag: Omeletter med bacon .
Masser af lynstegt grønt til- peberfrugter, gulerødder, kål og tomater.

Tirsdag: Karrysuppe med kylling, annanas, peberfrugt og blomkålssris.

Onsdag: Tærte med kødbund. Fyld af broccoli, tomat og løg.
Dertil en sprød salat med granatæblekerner og avocado.


Torsdag: Pasta med kylling og grønt i "flødesauce".


Fredag: Grillet laks med citron.
Bagte grøntsager, blomkålscreme og urtedressing til.


Lørdag: Snaskede burgere i hjemmebagte speltboller.

Søndag: Helstegt kylling.
Dertil bagte rodfrugter, sauce og en kålsalat med appelsin.


Morgenmaden denne uge bliver vidst primært smoothies med topping og et blødkogt æg til. Jeg elsker den slags morgenmad og Kristian er også med på den- hvis jeg altså bare lige spare lidt på spinaten i mine smoothies:)
Orker jeg, så er jeg ret sikker på at slow-juiceren skal hives frem til nogle af alle de gode appelsiner i frugtskålen.

Hvad skal I spise den her uge? Link endeligt hvis der er en spændende opskrift jeg skal smide på næste uges madplan, for jeg trænger til inspiration.






søndag den 11. januar 2015

Små Glimt

Dolly venter (u)tålmodigt på at jeg er klar til en gåtur..
Friskpresset juice fra min nye slow-juicer forsøder weekenderne..

En bog med 100 billeder af nøgne damer var en af de ting Kristian fik af mig i julegave..

Hyggekrogen i stuen har fået nyt, grønt selskab..

Januar er masser af citrusfrugter i salater, juices og bare helt som de er..

Hyggetid i sofaen med tykke sokker, varme sokker og nyt læsestof..

Når slagterafdelingen byder på enorme Rib-eyes må madplan være madplan..

fredag den 9. januar 2015

Nedlagt af det virkelig liv..

Mange af mine planter valgte at udånde henover julen med denne her vokser og vokser ned af det smukke, gamle karlekammerskab i stuen.

Så har fredagen ramt og nedlagt mig efter en første uge som voksen med 37 timers arbejdsuge. Nedlagt og lidt overvældet. Mine nye kollegaer er sååå søde, men jeg føler mig vidst en lille smule overvældet over alt det ansvar og alle de beslutninger jeg pludseligt skal tage, omkring sårbare unge og deres familier..
Det der med at gå fra et rimeligt ukompliceret studieliv til den hårde virkelig kan godt mærkes, så jeg sover godt om natten :) Nu skal jeg bare lige finde fodfæste i arbejdslivet og finde en god rutine i hverdagen, så skal det nu også nok gå..

Fredagen har stået på eftermiddagslur, smørstegte fiskefilet fanget af min søde onkel, X-factor og min obligatoriske og ufravigelige fredags-dåsecola. Forinden blev det sidste overskud vredet og en dej med spelt og æbler venter i køleskabet, så der i morgen kan blive serveret nybagte boller. Med den juice, som jeg samtidig pressede på min nye slowjuicer. Snart står den på et varmt bad og tidligt i seng, så jeg kan komme ned og træne i morgen tidlig.
Weekenden skal stå på træning, rengøring, middagslure og et besøg hos min Mormor:)

onsdag den 7. januar 2015

Appelsinkylling med peberfrugt

Denne ret er ikke særligt fotogen, men den smager altså virkeligt godt og er fuld af gode grøntsager:)

Det er virkeligt sjældent jeg eksperimentere i køkkenet, men det sker ind imellem. Jeg køber ofte kød, der er sat ned pga. holdbarheden og smider i fryseren. Vi får langt bedre kød, sparer penge og så er det jo også godt for miljøet. Stop Spild af Mad-kampagnen sidder godt fast i mig efterhånden og vores madspil er minimeret en del det seneste år.
Jeg købte en bakke med øko-kyllingelår, men jeg synes det kan være lidt svært at finde på noget spændende. Det her blev rigtigt lækkert og med masser af grøntsager, så det bliver helt sikkert en ny favorit herhjemme. Den kræver lidt tid på komfuret, men passer ellers sig selv, så det kan også godt gå en hverdag. Tror Madklubben skal forvente at blive udsat for det en dag :)
Passata er mosede tomater på flaske. Det fås i de fleste supermarkeder og koster ikke alverden. Det giver en god sauce og er samtidig en nem måde at få ekstra grøntsager på.

Appelsinkylling med peberfrugt
8 kyllingelår uden overlår
2 store løg
2 fed hvidløg
1 gul peberfrugt
1 rød peberfrugt
2 gulerødder
1 flaske passata
saft af 2 store appelsiner
olivenolie, salt, peber

Varm olivenolie op i en stor, dyb pande. Krydder kyllingelårene med salt og peber og brun dem godt af på alle sider.
Imens snittes grøntsagerne; hak løget, pres hvidløgene, skær peberfrugter i tynde strimler og riv gulerødderne groft.
Kom alle grøntsagerne, passata og appelsinsaft over kyllingen.
Kom låg på og lad det simre ca. 45 min. til at lårene er meget møre.
Serveres med brune ris og en sprød kålsalat.

mandag den 5. januar 2015

Ny hverdag og en madplan

Fredag havde jeg min første arbejdsdag. Nu starter en hel uge med en helt ny hverdag med 37 timers arbejdsuge og det er noget siden det sidst har været sådan. Jeg ved, at det fungerer bedst for mig hvis jeg investere lidt af min søndag på den nye uge med madplan, indkøb, rengøring og vasketøj.
Derfor kommer der også gang i madplanen igen, for det virker bedst i en struktureret hverdag og med de nye kostvaner, som vi stadig lige skal vænne os til. Åh, hvor jeg savner en god fløde-sovs:)


Her kommer ugens madplan:


Mandag: Wok med kylling, savoykål, rød peberfrugt, peanuts, kokosmælk og rød karrypasta.

Tirsdag: Blomkålssuppe med rugbrødsknas og bacon

Onsdag: Chicken Taco Salat m/ majschips.
Guacamole og tomatsalsa til

Torsdag: Rester fra søndag- Chili con Carne.
Speltflutes, avocado, soya-yoghurt og råkost.

Fredag: Stegt fiskefilet.
Ovnfritter, hjemmelavet remoulade og sprød kålsalat.

Lørdag: Kartoffelmos med bøf stroganoff.
Salat af appelsin, granatæbler, mandler, persille og feta

Søndag: Kyllinge-kødboller i tomatsauce.
Spelt-pasta og æble-slaw til.


Morgenmaden veksler mellem ristet rugbrød med scrambled eggs, grønt og friskpresset juice eller smoothies med topping og et blødkogt æg. I weekenden er det gerne speltboller, morgenmadsvafler og andet godt :)
Der er kantine på mit nye job, med en eftersigende temmelig god kok, så jeg tror ikke det bliver mange madpakker jeg får med :)

søndag den 4. januar 2015

Små Glimt

Dolly kan godt lide en tur ud i sneen..

Hudpleje-forkælelse af den grønne slags- har spottet de første rynker omkring øjnene, så nu måtte der en øjencreme til!

Dolly hænger ud..

2014 blev året hvor jeg lærte at drikke kaffe.. med rigeligt mælk!

Nyt job kræver nyt tøj, så jeg har lyn-shoppet en masse fint mellem jul og nytår..

Hyacinter i min vindueskarm..

Bitte små fodspor i sneen fra Fede Frede..

lørdag den 3. januar 2015

Speltboller

Nybagte, lune boller med smør eller ost er et morgenmads-hit, som jeg gerne nyder hver weekend!


Kristian må jo ikke få hvedemel og det er virkeligt kedeligt! Jeg elsker at bage med hvedemel, for det er så taknemmeligt :)
Heldigvis har spelt vist sig at være okay at bage med, så længe jeg holder mig til at størstedelen er finmalet speltmel. Speltmel har en lækker nøddeagtig smag og et højt indhold af protein, der giver nogle rigtigt lækre morgenboller. Vi spiser dem gerne i weekenden, som nybagte lørdag og ristede søndag. De er også gode i madpakken eller som madbrød til fx en suppe, så det er en god basis-opskrift.
Portionen her er lille, for jeg har ikke rigtigt plads i fryseren til en masse brød- og nybagt er altså bare bedst:)
Har du en opskrift på gode brød boller uden hvedemel modtages den gerne :)
Vi nød sådan en omgang her til morgen med kaffe, friskpresset juice (annanas, æble, spinat) og blødkogte æg. En perfekt morgenmad efter en tidlig morgentræning :)


Speltboller (5-6 boller)
15 g. gær
3 dl. vand
1 tsk. groft salt
1 spsk. flydende honning
2½ dl. fuldkornsspeltmel
Sigtet speltmel


Rør gæren ud i vandet og tilsæt salt, honning og fuldkornsspeltmel.
Tilsæt herefter sigtet speltmel lidt af gangen til dejen er fast og smidig, men stadig ret klistret. Dejen skal æltes rigtigt godt, da speltmel suger meget væde.
Kom dejen i en meldrysset skål og dæk med husholdningsfilm. Lad den hæve koldt natten over.
Næste morgen formes dejen til boller med våde hænder og kom bollerne på en bageplade med bagepapir.
Lad dem efterhæve mens ovnen varmes op til 220 grader.
Bag bollerne i ca. 12 min. De skal lyde hule og sprøde når du banker på dem.
Lad dem køle lidt af på en bagerist inden de spises.