onsdag den 31. december 2014

Status på 2014- og ønskerne for 2015


Jeg fik Kristian med hjem fra sygehuset i går. Der er noget vej til han er i topform igen, men det er godt at have ham hjemme igen. Selvom jeg er så taknemmelig for, at leve i et land, hvor alle kan få lægehjælp, så er jeg sååå træt af sygehuse! Aalborg Sygehus har været en "ferie-røver" i 2014 og mit mål er, at jeg ikke skal sætte mine ben der i 2015! Heldigvis har jeg fået både min bror og Kristian med hjem derfra.
2014 har generelt været et turbulent år og jeg ønsker virkeligt, at 2015 bliver jævnt og roligt. Bare sådan helt almindeligt med fremgang, kærlighed og gode stunder blandet ind i en ganske almindelig hverdag. Jeg kan godt lide hverdagen:)

Mine ønsker for 2014 så sådan ud:


  • At jeg skal blive bedre til at slappe af og sige fra.
  • At jeg fortsat skal se mine skønne veninder mest muligt.
  • At der skal være mere "af lyst" end "af pligt" i hverdagen.
  • At jeg lige skal tabe de der par kilo for meget.


  • Jeg synes faktisk, at det er lykkedes meget godt det hele, omstændighederne taget i betragtning. Jeg skal fortsat øve mig på det med at sige fra i nogle bestemte situationer og jeg har heller ikke smidt "muffin-toppen", men den er skrumpet en del, så det skal nok gå.

    Mine ønsker for 2015 bliver:
    • At jeg skal se mine veninder mest muligt. Samtidig skal jeg prioritere at være en mere opmærksom og nærværende veninde, for det har jeg ikke været i 2014.
    • At jeg skal prioritere træning 2-3 gange om ugen.
    • At der i den nye travle hverdag stadig skal være plads til biografture, spise ude og alle de andre hyggelige ting, som Kristian og jeg plejer at være rigtigt gode til at lave sammen.
    Om to dage starter jeg på mit første, rigtige "voksen-job". Har lige lidt nerver på. Men jeg glæder mig og er sikker på, at det kommer til at fylde rigtigt meget i 2015. Så 2015 får en god start- også selvom jeg lige skal klemme en eksamen ind imellem start på et nyt job :)
    Nytårsaften bliver lidt anderledes en planlagt, men lidt god mad og dynerne i sofaen er nu også helt fint med mig:)


    Godt Nytår til alle jer der følger med :)

    mandag den 29. december 2014

    Hopla





    Dolly er blevet langt mere modig, så her i juledagene har hun været med os på tur. Første gang til Lønstrup, hvor skummet fra havet stod ind over os. Jeg havde desværre ikke kameraet med, men Dolly var så sød, når hun forvirret jagtede kuglerne af skum, der fløj henover sandet.
    Billederne her er fra en tur nede ved havnen i Nørresundby, hvor solen skinnede og frosten bed. Dolly sov virkeligt godt da hun kom hjem :) Den slags ture skal vi vidst være lidt bedre til at få, for der er så mange smukke områder i nærheden. En lang gåtur i frostvejr, en god frokost og så lige en lille time på sofaen er den perfekte opskrift på en feriedag for mig :)

    lørdag den 27. december 2014

    Jul 2014

    Kristian har arvet en del juleskeer og de skal selvfølgeligt frem juleaften, så det passer med vores fødselsår. Kristians mor er her desværre ikke mere, men hendes ske er også altid fremme, for den hører blandt de fineste. Her ses 1943(Kristians mors), 1972 (Kristians søsters), 1975(Kristians) og 1987(Min- og desværre også en af de mindre pæne).

    Vi har haft nogle fine juledage med besøg af Kristians søster. Masser af mad, gode gåture i både Lønstrup og i vores eget område og masser af hygge i sofaen.
    Desværre tog det en kedelig drejning 1. juledag, hvor Kristian blev indlagt på Aalborg Sygehus. Han har over længere tid døjet med smerter i siden og en lille smule influenza-symptomer. Smerterne forstyrrede hans søvn ret meget de sidste dage, så vi tog til vagtlægen. Det var ikke voldsomme smerter, så vi havde regnet med at han fik en recept på noget smertestillende og måske noget mod influenzaen. Det viste sig desværre at være betændelse i og omkring tarmene, så han blev opereret 2. juledag og skal være indlagt nogle dage. Så den juleferie der skulle være gået med udsalgs-shopping i Århus, Mads Langer koncert, Nytår med gode venner og masser af hygge kommer til at gå med sygehusbesøg og hviletid i sofaen. Han får nemlig lov at komme hjem og nogle dage hvis alt går som det skal, så det håber vi.
    Mens Kristian har hvilet på sygehuset her til eftermiddag, så har jeg gjort rent og slettet sporrene af jul herhjemme.
    Nu står den på en ekstra gåtur med Dolly og en ostemad inden jeg igen sætter kurs mod sygehuset- synes ellers jeg har tilbragt rigeligt tid der i 2014!

    Julebordet blev dækket med masser af arvestykker og genbrugsguld. Enkelt, men fint :)

    tirsdag den 23. december 2014

    Glædelig Jul

    Dolly forstår at tage en skraber og jeg kan hilse at sige, at en så sammenflettet stilling betyder heftigt snorkeri:)

    Dagen i dag er gået med morgentræning, lang morgenmad, gåtur ved smukke Lønstrup, sen frokost og en lang middagslur for alle i huset.
    Dolly havde sit første møde med Vesterhavet og jeg fortrød, at jeg lod kameraet blive hjemme. Skummet fra havet stod ind over os og det synes hun altså var noget meget mystisk noget:)
    Nu skal jeg snart ud at forberede det, der bliver en sen aftensmad og så skal resten af aftenen gå med risengrøds-kogning og de små kartofler skal forberedes til i morgen.
    Mon ikke de andre skal se julefilm og spise juleknas imens?

    Jeg vil hvertfald ønske jer alle en rigtigt glædelig jul!

    mandag den 22. december 2014

    Jule-klar


    Planen var egentligt at jeg ville have hvide tulipaner, for de er lidt mere "julede", men jeg kunne slet ikke stå for de smukke lilla, så de kom med hjem i stedet.

    Den sidste tur ind til midtbyen tog jeg i formiddags efter friskmalet kaffe fra Kronen, sprøde tulipaner til vaserne og et par andre småting. Nu er dankortet da også slidt og rødgløende nok for denne december måned..
    Julerengøringen er overstået, om end det kun blev til den hurtige version i år.
    Tomatsuppen simre på komfuret og speltbollerne hæver i skålen på køkkenbordet..
    Julegaverne er købt, køleskabet propfyldt med lækkerier og her sidst på eftermiddagen lander Kristians søster hos os for at holde jul.
    Det eneste vi mangler er en plan for i morgen og hvad vi skal få dagen til at gå med.. Jule-hygge i midtbyen med kaffe og æbleskiver, gåtur ved Vesterhavet eller en tur i biffen. Det må tiden vise :)
    Nu har jeg lige nydt en lille berliner og så tror jeg det er tid for en lille middagslur- det er jo ferie!

    fredag den 19. december 2014

    Baileys Vanilla Silk Cocktail

    De smukke glas fandt jeg på GenbrugNord og jeg er allerede vildt glad for dem.
    Dem skal jeg nok få flere gode stunder sammen med:)

    Baileys havde sendt en masse godter, så jeg tilbragte en hyggelig mandag eftermiddag med Uni-pigerne. Det kom der denne lille cocktail ud af.
    Baileys er en lidt tung sag, som man ikke drikker en masse af, så den er perfekt som en lille drink efter en god middag. Her tænker jeg især på dage, hvor tiden er knap og fantasien forsvundet, for her kan den fint udgøre en lille dessert, måske i madklubben?
    Opskriften er fundet på Baileys hjemmeside, hvor der også er andre spændende opskrifter med Baileys. Næste gang vil vi prøve en Baileys White Russian.
    Jeg brugte ynglings-siruppen fra Heilala Vanilla, men ellers har jeg en opskrift her.
    Mangler i en god kage, så kan jeg også kun anbefale min Chokoladekage med Baileysmousse. Uhm, den er god!

    Baileys Vanilla Silk (1 drink)
    50 ml. Baileys
    25 ml. vodka
    12,5 ml Amaretto eller Kahlua
    1 spsk. vaniljesirup
    Evt. knust is


    Bland det hele godt sammen og hæld det i et flot glas.
    Top med knust is og server med det samme.


    torsdag den 18. december 2014

    Små glimt

    En ordentlig portion af Mor Jyttes Vaniljekranse..

    Efter Kristians allergi er kommet ind i billedet er jeg blevet rigtigt glad for denne bog..

    Smukke grene i den meget populære vase byder velkommen i entreen..

    Lækker brunch hos Kristine og masser af snak..

    En pelsbolle i sofaen..

    Min vaniljekranse-makker viste sig at være en god investering..

    Gæster til ost og rødvin betyder god frokost dagene efter..

    Jeg elsker pæn emballage!

    Første forsøg med mælkefri risengrød...

    onsdag den 17. december 2014

    Anthon Bergs Juletog lastes med....

    Stine Fisker, der spreder julehygge med små gaver til hendes studiegruppe.

    og

    Mille Reinholt, der gerne vil hjælpe sin tvillingesøster med at komme hjem til jul.

    Begge piger vil gerne mod vest og det ville Anthon Berg heldigvis gerne hjælpe med at opfylde, selvom det egentligt var en billet til hver retning jeg havde.
    Pigernes gode gerninger er nok ikke lige dem, der sikre verdensfreden eller at børnene i Afrika ikke sulter, men det er små gerninger, som spreder glæde i hverdagen uden den store indsats. Bare lige en lille indsats og en omtanke for dem, som er omkring en, kendte som ukendte og som kan sprede smil og god stemning på en regnvejrsdag.

    Stine og Mille, I modtager snarest muligt en billet pr. mail, som I selv skal sørge for at printe.
    Husk at medbring jeres studiekort når I stiger på juletoget.
    Så er der vidst ikke meget andet at sige end; God Jul og god tur hjem :)

    tirsdag den 16. december 2014

    Juletræ



    Julegaverne pynter nu under træet, men der er ikke nogen af mine dernede. Jeg er nemlig så barnlig, at jeg slet ikke kan lade dem være, så Kristian gemmer som regel mine gaver ude på arbejde eller hos venner, haha!

    Min drøm var egentligt et af de der moderne cedertræer i en smuk potte, men den var Kristian ikke med på. Så en dag kom han hjem med det her meget pæne, men meget buttede juletræ. Vi var ikke helt enige om hvornår det skulle ind, så mens jeg brunchede denhos Kristine i lørdags sneg han træet ind. Jeg ville gerne have ventet hvertfald en uge. Men nu er det inde og vi måtte rykke rundt på møbler og lamper for at få plads til det!
    Træet er pyntet med pynt, som jeg har samlet gennem flere år, næsten al sammen i guld, sølv, hvid og glas. Noget er fra dyre og smarte interiørbutikker, noget er købt i genbrug og andet er fra Søstrene Grene eller supermarkeder. Jeg fandt en del, som jeg slet ikke husker at have købt!
    Det eneste vi mangler er en stjerne, men jeg kan ikke finde en jeg kan lide, så måske vores træ ender med at forblive stjerne-løst:)



    mandag den 15. december 2014

    Here's to us; eftermiddagshygge med veinderne og Baileys



    Baileys sendte en kasse fyldt med de lækreste sager i såå fin emballage, at det slet ikke var til at stå for. Den pose chips nænner jeg næsten ikke at åbne :)

    Baileys har sendt mig en kasse fyldt med lækkerier, så jeg kan invitere veninderne over til en hyggelig aften. Det gør jeg så i dag, så vi lige kan få sagt god jul og prøve et par cocktails af. Sådan burde enhver mandag eftermiddag være!
    Baileys vil gerne gøre sig lidt mere interessant for unge kvinder, så i den anledning vil vi prøve at vise hvordan Baileys også kan bruges til fine cocktails og ikke bare i kaffen. Herhjemme står der altid en flaske Baileys i køleskabet, for jeg kan godt lide den "over ice", i kaffe eller som en lille dessert med en kugle god vaniljeis og chokoladesauce. Jeg har ikke selv tænkt på den som en cocktail, så det må vi se om vi har held med i dag:)
    Pigerne er lige på trapperne, så jeg er sikker på vi får en rigtig hyggeligt eftermiddag med grin, snak og en god lille drink :)
    

    søndag den 14. december 2014

    Ugens madplan- og lidt om fødevareallergi

    Kristian har fået lavet en fødevaretest og han tåler ikke mælk, hvede og havre. Det er altså ikke det nemmeste i verden at spise efter!
    Da det lige netop er hvede Kristian ikke tåler, så er mange glutenfrie produkter udelukket, da de er lavet på hvedestivelse. Til gengæld må han spise spelt og rug, så vi kan sagtens købe rugbrød til ham. Spelt er ikke det nemmeste at bage med, men det må jeg til at øve mig i :)Samtidig er det mælkeprotein og ikke laktose, som han ikke tåler. Derfor kan vi heller ikke bare købe laktosefri produkter, men kun vegetabilske produkter. Mange af dem indeholder dog også hvede, fx soyafløde, så der skal jeg også lige være opmærksom når jeg køber ind. De sidste gange har det taget noget længere at købe ind end det plejer og skabet bugner nu af rismel, kikærtemel, majsmel, kokosmælk, rismælk, bønnepasta, majslasagneplader og jeg ved ikke hvad!
    Værst for Kristian er det vidst at måtte undvære ost, øl(de findes dog hvedefri) og norske klejner! For ikke at tale om de havregryn, han har spist til morgenmad dag ud og dag ind i de sidste 5 år!

    Hvor bliver der ikke lavet meget mad herhjemme i tiden, men det skal til at være slut! Især når de fleste hurtige løsninger er udelukket pga. allergien.
    Så her kommer ugens madplan:

    Mandag: Rester fra søndag- Lasagne med sprød kålsalat.
    Tirsdag: Svampe-ratatouille og kartoffelmos.
    Onsdag: Kødboller i tomatsauce. Bønnepasta til.
    Torsdag: Bagte kartofler med purløg, hakkebøffer og salat.
    Fredag: Spiser vi begge ude.
    Lørdag: Helstegt kylling, bagte rodfrugter og sovs.
    Søndag: Spiser vi hos Charlotte og Carsten.

    Hvad skal i spise den her uge?

    onsdag den 10. december 2014

    Konkurrence: Going home for Christmas? Vind billetter til Anthon Bergs "Den Generøse Julerejse"

    Med budskabet "You can never be too generous" ønsker Anthon Berg at sprede generøsitet. Og her til jul fokuserer de særligt på de studerende, da de er dem med mindst overskud på julekontoen og dem, der virkelig har brug for lidt hjælp til transporten hjem. Juletogene transportere derfor 600 studerende hjem til jul den 20. december 2014 helt gratis i samarbejde med Arriva.
    Hvad der skal ske på toget er en hemmelighed, men jeg kan løfte sløret for, at der bliver masser af chokolade, julehygge og sjov og ballade. Og alle har til opgave at være søde og hjælpsomme over for hinanden og være med til at sprede generøsitet undervejs. Er det ikke et fint budskab?
    Sidste år stod jeg på perronen da Juletoget kom ind. Hjerterummet havde nemlig fået al den overskydende chokolade, pynt, tæpper og puder fra toget. Noget der rigtigt spredte glæde i juletiden.
    For mig er det vigtigt at gøre noget for andre, uden at det bliver for helligt. Jeg var frivillig i Hjerterummet i 1½ år og det var så spændende, hårdt og givende på en gang. Det er kræfterne ikke til lige nu. Lige nu er jeg frivillig mentor for en ung mand og sammen med Madklubben har jeg et sponsorbarn i Afrika. Små ting, som ikke kræver den store indsats, men samtidig gør en forskel.
    Jeg har fået muligheden for at udlodde to biletter til juletoget, så to heldige studerende kan komme hjem til jul. Den ene billet hedder Aalborg-København og den anden København-Aalborg.
    Togene stopper i 20 byer, så det er muligt at hoppe på eller stå af på vejen. Se Juletogets rejseplan her.

    For at deltage skal du gøre følgende:
    1. Fortæl mig om hvordan du spreder generøsitet?
      Laver du frivilligt arbejde eller husker du altid at smile til kassedamen?
    2. Skriv #goeast for at vinde billetten fra Aalborg eller Esbjerg mod København eller skriv #govest for at vinde billetten fra København mod Aalborg eller Esbjerg.
    3. Skriv din mailadresse sammen med din kommentar- ellers slettes den.
    Da toget kun kører med studerende er det et krav, at du er studerende og kan fremvise studiekort inden du stiger på toget. Vinderne får direkte besked på mail fra Anton Berg sammen med billetten. Vinderen trækkes søndag d. 14. december 2014.

    tirsdag den 9. december 2014

    Små glimt

     
    Juletiden giver plads til masser af glimmer..


    Jeg er klar til julebag..
    Hyacinter er min juleblomst-favorit...

    Herhjemme sker der ikke meget mere end de små glimt :)
    Dagene forsvinder med hyggeligt samvær, opgaveskrivning og praktiske ting som vasketøj og rengøring. Gode dage, men ikke særligt inspirerende.
    I går stod den på madklub og det blev med ostebord og gammeldags æblekage til dessert. Jeg er så uinspireret på madfronten lige i tiden, men der laves stadig masser af klassikere og andre nemme løsninger. Eftermiddagen tilbragte jeg i Ikea med min bachelor-makker og en omgang kødboller.
    Nu skal der gang i den store, røde gryde til en omgang kødsauce med masser af svampe og bacon.

    Lidt nyt til jobstart er flyttet i skabet; blød skindnederdel og et lunt tørklæde.

    Bunken af pakker vokser- jeg mangler faktisk kun en enkelt :)

    Julepynten i Olivia er afdæmpet. Disse søder hjerter er fra Søstrene Grene.

    søndag den 7. december 2014

    Der gik nogle dage...

    Formene er fra dekorationsshoppen.dk, hvor du også kan købe fine festartikler:)

    .... med ingenting :) Derfor har der også været lidt stille her. Jeg har købt julegaver, skrevet opgave og  bare hygget herhjemme med store mængder risengrød, berlinere og jule-tv :)
    Lørdagen var anderledes produktiv, for i dag skal vi til barnedåb og jeg skal have kage med, så jeg har brugte det meste af dagen i går på at bage mudcakes, marengs osv. Med nye, kraftige springforme, som jeg har fået af Dekorationsshoppen.dk. Smed faktisk de gamle ud, for de her virker meget bedre og kraftigere, hvor de gamle simpelthen var så tynde og efterhånden ret skæve!
    Næste uge står på retning af opgave, for det er gået ret godt med den og er vi heldige kan vi aflevere en uges tid før! Så bliver der tid til julebag og julerengøring:)

    onsdag den 3. december 2014

    Kalenderlys 2014



    Jeg laver altid både et kalenderlys og en adventsdekoration til jul. Vi har ikke sååå meget juelpynt herhjemme, men jeg trives ikke rigtigt med den slags. Elsker dog bare når andre pynter op på gammeldags maner med masser af rødt, gran og halv-uhyggelige nisser :)
    I år kom kalenderlyset fra Netto i en gammel bageform sammen med mos, lidt gran, gamle grene og lærkekogler. Ja, og en lille fugl:) Lyset og fuglen er det eneste jeg har købt, alle materialerne er samlet i skoven og haven og formen havde jeg i gemmerne..


    tirsdag den 2. december 2014

    Små Glimt

    Den bedste berliner ever! En grå eftermiddag med sådan en basse, stearinlys og boligmagasiner er et hit..

    Dolly ligger på lur i det varme skind..

    De første julegaver er indkøbt og pakket ind..

    De sødeste rosetter, som skal hænge på mit juletræ..

    Har forsøgt mig med den sunde miso-suppe, men jeg er vidst ikke helt fan..

    Alle planterne må vige for julepynten og er flyttet i spisestuen..

    Det varme tøj og lidt cookies blev pakket til en tur i skoven..