Høns spiser overraskende meget til at de ikke er større!
Mine 3 høns spiser hver dag ca. 1 liter blandede køkkenrester, tilskudsfoder, lidt korn og hvad de nu ellers selv finder i haven.
Der er mange meninger omkring hvordan man bør fodre høns og jeg har valgt den metode, jeg nu synes er bedst/nemmest for mig.
Vand:
Høns skal altid have adgang til friskt og rent vand.
Jeg foretrækker en vandautomat, der sikre at hønsene altid har rent vand. En åben skål står de i, skider de, skraber mad oveni i eller vælter.
Fordelen ved sådan en automat er også, at man ikke behøver at give vand hver dag.
Min automat står på en gammel flise, som var tilovers fra renoveringen af badeværelset. Så skraber de ikke nær så meget skidt op i den.
Foder:
Mine høns får lige nu en kornblanding af hvede, majs, byg og havre.
Derudover får de et økologisk tilskudsfoder, der sikre at de får de rigtige mineraler, vitaminer, proteiner osv. Her kan man sagtens vælge at købe et fuldfoder, der dækker hønsenes behov igennem små foderpiller.
Kornene har de i en foderautomat, hvor de selv kan regulere hvor lidt og hvor meget de spiser. På den måde sikre man også, at det holdes tørt og rent- for høns sviner!
Tilskudsfoderet er i pulverform og der får de lidt af hver dag sammen med køkkenresterne, så jeg er sikker på at de spiser det.
Skaller:
Høns bør have adgang til knuste strandskaller. De bruger dem til at kværne fx korn med nede i kråsen.
Jeg er ikke fanatisk med det, da vi har masser af små sten, sneglehuse og andre sager i jorden som de kan bruge til det samme, men engang imellem skal de have.
Køkkenrester:
Hønsene elsker rester fra køkkenet og de får hver dag, alt efter hvad der er blevet tilbage.
Skræller fra grøntsager, pasta, ris, kogte eller bagte kartofler, rodfrugter og grøntsager, den nederste kedelige del fra krydderurterne, salatrester, gammelt brød, frugt og frugtskræller, kagerester, pålæg, osteskorper osv. Jeg giver også dem en rest tilberedt fisk, kød eller æg hvis jeg har, men nogen mener at æggene tager smag af det. Rester fra aftensmaden som fx kødboller i tomatsauce, lasagne, pizza osv. får de også. Har jeg en rest stegefedt fra fx bacon hælder jeg det gerne over lidt brød, så det kan suge fedtstoffet. Det har de nemlig også godt af at få lidt af, især når det er koldt.
Vores høns er især vilde med skræller fra rodfrugter, bagte/stegte kartofler og krydderurter. Kød spiser de også med største fornøjelse- især kødboller i tomatsauce med lidt pasta kan få damerne helt op at ringe :) Til gengæld spiser de ikke peberfrugt, agurk og rå kål.
Afklip fra græsslåning, al ukrudt, toppen fra gulerødder, nedfaldsfrugt osv. er de også helt vilde med.
Har jeg ikke lige noget at give dem får de en dåse majs eller en håndfuld kattemad, men ikke for tit, da det er kalorieholdige sager.
Du må ikke give dem muggent eller på anden måde fordærvet mad. Så vidt jeg kan læse mig til bør man ikke fodre med rå kartoffelskræller/rå kartofler, chokolade, stærk mad eller med skræl fra eksotiske frugter som fx banan og avocado.
Engang imellem graver vi et hul nede ved dem, så de kan grave efter regnorme- det er et hit!