Juledagene ha betydet masser af samvær med dejlige venner. Det har også betydet masser af dejlig mad :) Vi har været hos Lotte og Carsten, da der var nogen, der aboslut måtte til hockey. Imens så Lotte og jeg "Jul med Ernst! (jeg elsker Ernst!) og spiste de her Cookie Bars med is og bær til :)
Jeg havde desserten med, men var både presset på fantasien og tiden. Heldigvis kan de laves på ingen tid og ingredienserne findes altid i mine skabe. Så var det bare lige at snuppe lidt friske bær og en god vaniljeis og så var der dessert. De kan også sagtens spises uden, fx til en kop god kaffe eller til en børnefødselsdag. Sprøde cookies med Nutella imellem må være et hit altid :)
Opskriften fandt jeg hos foodfanatic, men jeg lavede kun halv portion. Så opskriften kommer som jeg fik den lavet :) Jeg synes måske, at de lige blev tykke nok, så brug endeligt et større fad og pres dejen tyndt ud. Så skal bagetiden nok bare lige være lidt kortere.
Nutella Cookie Bars (6-8 stk.)
115 g. smør
60 g. sukker
70 g. brun farin
1 æg
½ tsk. vaniljeekstrakt
250 g. mel
½ tsk. bagepulver
160g. Nutella
Smelt smørret i en lille gryde. Lad det simre under omrøring, til at det bliver meget gyldent. Lad det køle lidt af.
Kom det smeltede smør i en skål sammen med sukker og brun farin. Pisk det godt sammen til at sukkeret er opløst. Pisk ægget og vaniljen i og sørg for det er pisket godt sammen.
Bland mel og bagepulver. Pisk det i dejen til du har en jævn og blød dej.
Kom nutellaen op i en lille gryde og varm op til at den er blevet blød og flydende.
Kom bagepapir i en lille firkantet form. Fordel halvdelen af dejen heri. Brug fingrene til at fordele dejen jævnt. Hæld den smeltede Nutella over og smør den ud over bunden.
Fordel resten af dejen over nutellaen. Det gøres nemmest ved at tage små dele af dejen og presse fladt og derefter fordele det ud over nutellaen. Det gør ikke noget, at der bliver et par små huller, for det smelter sammen under bagningen.
Bag det ved 180 grader i ca. 30 min. Toppen skal være sprød og gylden.
Lad den køle lidt af i formen inden den løftes op på en bagerist til afkøling.
Når den er helt kold skæres kanterne af og den skæres ud i 6-8 cookies bars.
2 kommentarer:
Årh, de ser gode ud! Instant kage-craving :-D
Piskeris, de var heller ikke helt tossede :)
Send en kommentar