tirsdag den 2. august 2016

Speltsalat med mango, bagt peberfrugt og persille

Sommermad! Jeg foretrækker at grille laks med skindsiden ned af først, frem for at bage den i ovnen, hvor den nemt bliver tør.

Jeg er blevet rigtig glad for at lave salater med spelt, bulgur, quinoa og den slags. De bliver ofte bedre af at stå i køleskabet en dags tid og kan spises både lunt og kold, så det er nem aftensmad til flere dage. Kombinationen af mango, persille og peberfrugt er virkeligt lækker og frisk.
Denne her version er med bagte peberfrugter, mango og persille.
Jeg spiste et stykke stegt laks og en avocado med chili, urtesalt og olivenolie til.

Speltsalat med mango, bagt peberfrugt og persille (2 pers.)
2 dl. speltkerner
lidt bouillon
½ moden mango
2 gule eller røde peberfrugter
½ bakke cherrytomater
hakket persille

Dressing:
2 spsk. olivenolie
1 spsk. citronsaft
1 spsk. sesamfrø
salt, peber

Start med at koge speltkerner med lidt bouillon efter ansvisningen på posen.
Når den er kogt færdig må den gerne køle lidt af.
Tænd ovnen på 250 grader og gerne med grill tændt.
Skær peberfrugterne ud i grove stykker og læg dem på en bageplade med bagepapir med skindsiden op. Grill dem i ovnen til de er sorte og bobler op. Tag peberfrugter ud af ovnen og lad dem køle lidt af. Så kan du fjerne skindet og skære peberfrugten i små tern.
Skær mangoen i tern og cherrytomaterne i halve eller kvarte.
Bland den afkølede spelt med peberfrugterne, mango, tomater og persille. Bland ingredienserne til dressingen og vend den deri.
Serveres enten lun eller kold.

3 kommentarer:

Charlotte Kjeldgaard sagde ...

Mm mm..... Det lyder lækkert - det tror jeg, at jeg skal eksperimentere med i min ferie som starte torsdag eftermiddag. Jubii!! :o)

Anonym sagde ...

Lækker salat �� Kan anbefales med chili stegte tigerrejer som alternativ til laksen.
Hilsner B

MissMuffin sagde ...

Charlotte, håber det smagte og at I har haft en god ferie :)

B, den er nemlig rigtigt lækker- og perfekt til fisk, skaldyr og kylling :)