torsdag den 18. september 2014

Små blåbærtærter med softice

Lige for tiden når jeg grønttorvet hver fredag og det er altså en fornøjelse. Madplanen er ofte meget lidt fastlagt, for jeg køber ind efter hvad der frister, for man ved aldrig helt hvad der er at finde. De sidste par gange har jeg ladet mig friste af en bakke danske blåbær. Store, flotte blåbær med masser af smag og farve.

Vi spiser ofte sammen med Lotte og Carsten, gerne 1 gang om måneden hvis det kan lade sig gøre. Værterne sørger for mad og drikke og gæsterne sørger for desserten. Nemt og hyggeligt! Lotte ønskede sig "en efterårs-dessert" og det vidste jeg altså ikke helt hvad var, men mon ikke sådan nogle små, lune tærter med blåbær kommer under den kategori? Jeg tog hvertfald chancen og de blev rigtigt gode- opskriften er den samme som de her med jordbær. Serveret med en klat creme fraiche er de gode, men endnu bedre bliver de toppet med iskold softice. Softice er virkeligt nemt at lave og an behøves ikke købe en karton med et eller andet mystisk for at lave det. Lidt is og lidt fløde, så skal der ikke mere til.


Små blåbærtærter med softice(4 stk.)
75 g. revet marcipan
75 g. sukker
1 vaniljestang
65 g. blødt smør
1 æg
25 g. mel
1 dl. friske blåbær
4 spsk. hakkede mandler

Softice:
½ liter god vaniljeis
1 dl. piskefløde
 
Bland sukker og marcipan rigtig godt.
Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og bland dem godt med marcipan-blandingen.
Tilsæt smør og æg og rør til en jævn dej. Rør herefter melet i.
Smør 4 små portionsforme og fordel dejen heri.
Fordel blåbærrene oven i dejen som du nu synes og drys med hakkede mandler.
Bag kagerne i 10-12 min. ved 200 grader.
Skær isen i mindre stykker og lad den tø op, så den bliver en smule blød. Kom is og fløde i en skål og pisk til en blød og cremet softice.
Serveres lune med en klat softice.


3 kommentarer:

Marian N. Larsen sagde ...

De ser dejlige ud de små blåbærtærter. Sådan en kunne jeg da virkelig sagtens spise i dag :)

Marie Cecilie sagde ...

De ser bare lækre ud! Dem vil jeg måske servere i weekenden, når vi får gæster. Tak for en smuk blog

MissMuffin sagde ...

Marian, kan man ikke altid spise en lille kage :)

Marie Cecilie, det var så lidt :) God ide, de er nemme at lave til gæster..