torsdag den 8. december 2011

Creamy Chicken and Wild Rice Soup

Suppe er en af mine vinter-favoritter, men desværre ikke Kristians:)
Denne suppe er som supper skal være på en kold og trist dag; cremet, mild og nærende:) Nu er der også et par portioner i fryseren, for de er gode at ha på lager en dag hvor der er rigtig koldt eller man er lidt sløj. Lad dig ikke skræmme af bladsellerien, den smager ganske uskyldigt efter en tur i suppegryden, men jeg brugte så også lidt mindre en opskriften angav, for jeg er ikke selv så vild med det.
Opskriften er fundet på bloggen Prevention RD, som har rigtig mange andre lækre sager..

Creamy Chicken and Wild Rice Soup (3-4 portioner)
2 kyllingebryster
1 løg
2 fed hvidløg
2 gulerødder
1 stor stilk bladselleri
1 l.vand
2½ dl. risblanding med vilde ris
1 laubærblad
1 tsk. tørret timian
1 tsk. tørret oregano
salt, peber, olivenolie
2 spsk. smør
2 spsk. hvedemel
4 dl. mælk

Pil løget og hak det fint. Pil hvidløgene og pres dem. Skræl gulerødderne og skær dem i skiver. Skær bladsellerien i skiver. Skær kyllingebrysterne ud i små tern.
Varm lidt olivenolie op i en stor gryde og svits løg og hvidløg heri et par min.
Tilsæt gulerødder og bladselleri og svits endnu et par min.
Kom herefter krydderier, kylling, ris og vand i gryden. Lad det koge i 45 min, men rør et par gange undervejs.
Når der er gået 30 min. smeltes smørret i en lille kaserolle ved svag varme. Når det er smeltet piskes melet heri og mælken piskes i lidt af gangen. Skru op til middelhøj varme og lad det koge op under omrøringen, så det bliver som en tynd sauce- bliver det for tykt skal der lidt mere mælk i.
Tilsæt mælkesaucen til suppen og lad det lige koge sammen.
Smag til med salt og peber.
Serveres med det samme, evt. sammen med godt brød.

onsdag den 7. december 2011

Småkager med Pistacie

Usaltede pistacienødder er tit meget dyre, men jeg har været heldig at finde 50 g. til 20 kr. i Salling, så der kan jeg godt være med. Derfor skulle disse småkager med pistacienødder smages, så de blev bagt i søndags...
De er nemme at lave og smager skønt!
Opskriften er fra SpisBedre, nr. 11/2009. Jeg har virkeligt en milliard gamle madblade til at ligge, men engang imellem bliver de li hevet frem til ny inspiration:)


Småkager med pistacie (35-40 stk.)
50 g. usaltede pistacienødder
125 g. smør
1 dl. sukker
3 dl. hvedemel
½ tsk. natron
1½ spsk. lys sirup
1 tsk. revet appelsinskal

Hak nødderne groft i en foodprocessor.
Kør alle ingredienserne til en ensartet dej i foodprocessoren. Sammel den med hænderne og del den i 2. Tril hvert stykke til en pølse på ca. 3 cm i diameter. Pak dem godt ind i husholdningsfilm og læg dem på køl i mindst en time.
Skær pølserne i ca ½ cm. tykke skiver og læg dem på 2 bageplader med bagepapir.
Bag dem ved 200 grader i ca. 6-7 min.
Lad dem køle helt af på en rist inden de kommes i en tætsluttende kagedåse.
Nogen kan godt li lugten i bageriet:)

tirsdag den 6. december 2011

En hyggelig eftermiddag...

Dianna kom en tur i eftermiddag, for det var bare alt for lang tid siden sidst.
Så der blev tændt stearinlys og fundet julegodter frem; snebolde, mandariner, de hjemmebagte vaniljekranse og bananmuffins fra fryseren med en klat nutella på. Så var rammerne sat for afslapning og masser af snak!
Igennem Mads' arbejde var vi inviteret til et arrangement ude i "Botique Romatique" i Hasseris, hvor der var lidt procenter og lidt godt til ganen.
Jeg købte kun en lille smule, nemlig de her 2 smukke glaskugler til samlingen. Vi kan ikke ha et juletræ i den her lille lejlighed, men når vi engang får hus, så skal vi ha et stort træ! Derfor køber jeg hvert år et par julekugler og andet pynt, så jeg har til den tid. Udover disse flotte kugler har jeg købt 4 små sølvkogler for noget tid siden, men der ku stadig godt blive plads i kassen til et stykke eller 2 mere. Altså hvis jeg finder det helt rigtige:)

MissMuffins Ølandsboller med gulerod

Det er ikke særligt tit, at jeg bager uden en opskrift, for det er meget forskelligt hvor gode resulaterne så har været, når jeg har gjort det.
Alligvel kastede jeg mig ud i det igår, da jeg ikke lige havde nogen opskrift at kaste mig over. Først virkede det til, at resultatet ville blive temmeligt tvivlsomt, for dejen var træls at arbejde med og de var længe om at blive bagt færdige. På trods af det, så har jeg fået nogle virkeligt lækre og saftige boller ud af det, så det bliver nok ikke sidste gang de skal bages.. De ser måske også meget hjemmebagte ud, men skidt:)
Ølandshvede er jo en favorit herhjemme, for det har en fantastisk smag og giver en helt bestemt krumme, så har du ikke prøvet det før, så synes jeg du skal kasste dig over det!

MissMuffins Ølandsboller med gulerod (6 stk.)
25 g. gær
4 dl. yoghurt naturel
1 tsk. salt
2 tsk. honning
2 gulerødder, groftrevet
100 g. fuldkornsdurrummel
200 g. ølandshvedemel
ca. 200-250 g. hvedemel
solsikkekerner til drys

Rør gæren helt ud i yoghurten. Tilsæt herefter salt, honning og gulerødder.
Rør fuldkornsdurrum og ølandshvede i.
Tilsæt hvedemelet lidt af gangen og ælt dejen rigtig godt på et meldrysset bord. Den skal være fast og elastisk, men samtidig ret klistret.
Lad den hæve lunt og tildækket til dobbelt størrelse i ca. 1½ time.
Kom dejen ud på et meldrysset bord og del den i 6 stykker, som formes til boller. Drys en kagerulle med mel og rul hver bolle flad og rund.
Kom dem på en bageplade med bagepapir. Pensel bollerne med vand og drys med solsikkekerner.
Bag bollerne i 15-20 min. ved 200 grader.

Jule-Bingo-Banko

Vi var til det årlige jule-banko med Kristians arbejde igår, men der var ikke meget held i os! Til sidst lykkedes det dog Kristian at få banko og gevinsten var sån en kasse her. Det er ok, for jeg elsker snebolde! Det, og så juleskum er mit ynglings-juleslik!!
Så vi har sparet på heldet, så jeg er sikker på at jeg så i stedet vinder i Lotto. Ha!
Som sædvanligt er der temmeligt travlt herhjemme. Jeg når kun halvdelen af det jeg har planlagt, men det er jo ikke noget nyt. Jeg vil jo bare så gerne det hele!!
Programmet idag er 2 forelæsninger, hjem og lufte hund, lektier og så kommer Dianna en tur og spiser. Vi har ikke set hinanden i mega lang tid....

mandag den 5. december 2011

Mor Jyttes Vaniljekranse

Kristina fra min gruppe havde de bedste vaniljekranse med en dag. Heldigvis fik jeg hende til at lokke opskriften ud af hendes mor:)
Igår fik jeg så lige tid til at bage en portion mens jeg hørte masser af julemusik!

Søde, sprøde og smør-agtige blev de, så jeg er godt tilfreds. Dejen var blød nok til, at jeg kunne klare mig med en sprøjtepose og en stjernetylle, men det blev nu lidt hårdt til sidst:) Vil du bruge en kødhakker tror jeg lige at dejen skal have en times tid på køl.
Jeg brugte en vaniljestang, for jeg har jo rigeligt af dem efter jeg bestilte 1 kg. sammen med Line og Kristine:)


For en sikkerheds skyld kommer opskriften lige som jeg lavede dem:)

Mor Jyttes Vaniljekranse (ca. 4 plader)
500 g. mel
1 tsk. hjortetaksalt
375 g. smør
300 g. sukker
1 stang vanilje
1 æg
25 g. mandler

Kom mandlerne i en foodprocessor og mal dem helt fint.
Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Bland dem rigtig godt med ca. 1 spsk. sukker- så fordeler de sig bedre i dejen.
Kom sukker, vaniljesukker og smør i foodprocessoren og kør til det er lyst og cremet.
Tilsæt ægget og kør igen.
Bland mel og hjorttaksalt. Kom det i foodprocessoren og kør til en blød og jævn dej.
Kom dejen i en sprøjtepose med en stor stjernetylle og sprøjt ringe ud på bageplader med bagepapir.
Bag vaniljekransene i ca. 6-7 min. ved 200 grader.
Lad dem afkøle helt på en rist inden du kommer dem i kagedåser:)

søndag den 4. december 2011

Søndags-forvirret...

Søndag indhenter mig altid..
Søndag skulle der gerne være styr på madplan, indkøbslister, vasketøj, ugens madpakker osv, så det bare er at gå igang. Men så sidder som sædvanligt her i mit nattøj og spiser nutella-madder og har kun halvt styr på lidt hist og pist.. Madplanen er dog lavet...
Klart er det dog, at følgende skal nåes idag:

  • Indkøb
  • Tøjvask
  • Bolle-bagning
  • Emma skal børstes og studses

Så må vi se, om jeg når at bage lidt småkager...
Kristian sover tømmermænd ud efter firmaet julefrokost igår. Jeg vil tage nordpå senere og spise aftensmad, for jeg har inviteret mig selv hjem til mormor:)

PS: Jeg leder altid efter nye opskrifter på gode og grove boller til madpakken, så har du sån en på lager , så sig endeligt til! Det kunne lette mine søndags-planer, at jeg ikke hver søndag prøver at finde på noget nyt:)