Denne tærte har ingen bund og består næsten kun af rodfrugter, kvark og æg. Det bliver den nu ikke ringe af og var det ikke for osten, så var den også ret så sund.
Det er en meget stor portion, så jeg løb lidt ind i problemer, da jeg ikke have en springform der var stor nok, så jeg brugte 2 mindre forme og lavede lidt ekstra fyld. Nu skriver jeg opskriften som den står i BoligPlus nr.20/2012, så må du selv regulere alt efter om din form er stor nok eller ej.
Det skulle egentligt have været kantareller på toppen, men dem de havde i Føtex var simpelthen så beskidte at det ville tage evigheder at børste dem rene og det havde jeg ikke tid til. Så det blev bare brune champignoner i stedet. Her kan man jo bare bruge lige de svampe man ønsker.
Pastinaktærte med smørstegte svampe (4-6 pers.)
500 g. pastinak
400 g. melede kartolfer
4 små løg
2 dl. hakket persille
200 g. revet ost
4 æg
250 g. kvark
1 dl. mælk
200 g. svampe i skiver
smør, salt, peber
Skræl kartofler og pastinakker og skær dem i tynde skiver.
Hak løget.
Bland pastinakker, løg, kartofler, persille og det meste af osten.
Smør en stor springform rigtig godt. Hæld grøntsagerne heri, ryst dem på plads og drys med resten af osten.
Pisk æg, kvark og mælk sammen med lidt salt og peber. Hæld det i springformen.
Bag tærten ved 175 g. i 1 time og 15 min. nederst i ovnen. Mærk efter med en kniv, om pastinakkerne er møre inden du tager tærten ud.
Lad tærten hvile 10 min. inden du løsner formen.
Imens steges svampene i en lille smule smør, til væden er fordampet og de er blevet gyldne.
Krydder dem med lidt salt og peber og hæld over tærten lige inden servering.
8 kommentarer:
Jeg var sikker på der stod PATINA-tærte og googlede straks hvad det dog var for en tærte....!? :D Den PASTINAKtærte ser virkelig lækker ud!
Morgen-hilsen, Sofie Maria :)
Hov, den smuttede vidst lige og den er hermed rettet:)
Hvor ser det godt ud! - rodfrugter, ost og svampe, det kan ikke gå galt!
- Anne
Som jeg sagde til dig i sidste uge, så er jeg normalt ikke fan af pastinak, men denne tærte har jeg faktisk fået lyst til at prøve at lave selv, for den var altså GOD :o)
Anne, det kan det nemlig ikke:)
Camilla, jeg kan ikke forstå, at du ikke kan li pastinakker- tror bare du har fået nogle frygtelige nogen, for de er ganske harmløse:)
Hold nu op den ser lækker ud og skal helt klart gemmes til inspiration... Jeg må dog hellere komme på en anden topping, for jeg har en svampeforskrækket mand herhjemme, men det forhindre mig da ikke i at lave en lille portion til mig selv ;)
Den lyder rigtig god - og det er muligt, at ost ikke er så sundt (kaloriemæssigt), men hold op hvor smager det godt :-)
Agnethe, den smager rigtig lækkert og så må svampene bare serveres ved siden af:) For de giver altså lige det sidste!
Piskeris, jeg elsker også bare ost og køber gerne den fuldfede når jeg er på torvet, for den smager altså bare bedst:)
Send en kommentar