De små macarons er altid populære at servere, så det gjorde jeg da pigerne var og spise pandekager- det skulle jo fejres, at vi havde efterårsferie:)
Selve makronerne blev virkeligt lækre med den helt perfekte sprødhed og sejhed, men det var kun halvdelen der fik den perfekte overflade. Dem, der revnede sørgede jeg bare for at bruge som bund:)
Hindbærtrøflen var ikke god, for den var simpelthen for sød og vammel, så makronerne blev alt, alt for søde at spise. Lidt ærgeligt.
Makronerne sjussede jeg mig frem til efter tidligere opskrifter, mens hindbærtrøflen var fra "Macarons, CupCakes og PopCakes" af Mia Öhrn. Jeg udskiftede bare jordbær med hindbær.
Vaniljemacarons med hindbærtrøffel (25 stk.)
3 æggehvider (90 g.)
2 spsk. sukker
1 vaniljestang
175 g. flormelis
100 g. mandelmel
lidt lyserød pastafarve
Hindbærtrøffel:
100 g. friske eller frosne (optøede) hindbær
125 g. hvid chokolade, hakket
2 spsk. fløde
2 tsk. honning
Start med at lave macarons.
Pisk hviderne til de er hvide og skummende.
Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og mos dem godt sammen med sukkeret.
Kom vaniljesukkeret i æggehviderne og pisk til at de er næsten stive.
Sigt mandelmel og flomelis sammen.
Vend det forsigtigt i æggehviderne. Tilsæt pastafarven og vend det forsigtigt sammen.
Kom dejen i en sprøjtepose med en stor, rund tylle og sprøjt ca. 50 små cirkler ud på bageplader med bagepapir- de skal være på størrelse med en 5-krone. Du kan også bruge en macarons-måtte af silikone.
Lad makronerne tørre ved stuetemperatur i mindst 45 min.
Bag dem ved 125 grader i ca. 25 min.
Lad dem køle lidt af på pladen inden du forsigtigt løsner dem.
Blend hindbærrene og varm dem op i en lille gryde, så det meste af vandet fordamper. Vej af, så du har 50 g. hindbærpure og kom det tilbage i gryden.
Tilsæt chokolade, honning og fløde og smelt det forsigtigt sammen undere omrøring.
Når massen er helt jævn stilles den i køleskabet i 1 times tid, så den kan nå at køle helt af.
Kom hindbærtrøflen i en sprøjtepose med en lille tylle og fordel den på halvdelen af makronerne.
Kom resten af makronerne på og server.
2 kommentarer:
Mums - de lyder skønne! og ser fabelagtige ud :o)
Camilla, selve makronen blev også virkeligt god, men fyldet var ikke så godt :(
Send en kommentar