Det er snart ved at være pinligt så glad jeg er blevet for Meyers Bageri!
Endnu et pletskud er bagt derfra, nemlig et durrumbrød.
Opskriften lyder på almindeligt durrummel, men jeg brugte også noget fuldkornsdurrum, så det fylder lidt bedre i maven.
Ofte skriver Meyer, at man får 2 brød af opskriften, men jeg synes ofte, at de er så små. Så jeg tænkte, at jeg ville lave 1 stort istedet denne gang. Og det fortrød jeg, for da dejen kom i ovnen blev det til et kæmpe stort brød! Så kan jeg lære det!
Brødet er lækkert tæt og med en tynd, sprød skorpe. Dog synes jeg, at det er lidt for salt, så næste gang vil jeg kun bruge 20 g. salt.
Brødet har vi spist af til morgenmad, men jeg er sikker på, at det også vil smage fantastisk som madbrød til fx. suppe.
Denne dej er meget blød og elastisk, så den kræver en røremaskine.
Pan Pugliese (1 meget stort brød / 2 mindre brød)
8 dl. koldt vand
10 g. gær
2 dl. surdej
20-30 g. salt
400 g. fuldkornsdurrummel
500 g. durrummel
Rør gær og surdej ud i vandet.
Tilsæt salt, fuldkornsdurrum og durrummel og rør det hele sammen ved lav hastighed i 5 min.
Ælt herefter dejen på høj hastighed i mindst 10 min.
Dejen er ret blød og våd.
Smør en stor skål med olivenolie og hæld dejen heri. Dæk den til med husholdningsfilm og lad den hæve i køelskabet natten over.
Næste dag vendes dejen ud på en meldrysset bord, deles i 2 og hvert stykke foldes et par gange ind over sig selv, så du får 2 pæne brød.
Lad dem efterhæve på køkkenbordet et par timer.
Varm en bagesten op til 230 grader varmluft. Placer brødene på bagestenen og bag det i ca. 20-25-30 min. til de lyder hule og sprøde.
Lad brødene køle helt af på en bagerist.
2 kommentarer:
guf det ser lækkert ud. Det tror jeg nok lige jeg skal have afprøvet. Alt med surdej er jo et hit for tiden ;)
Kristine, det smager virkeligt skønt og holder sig saftigt længe. Jeg tror desværre bare ikke, at du kan lave det uden en røremaskine, for dejen er ret sej og blød...
Send en kommentar