lørdag den 14. april 2012

Pasta Puttanesca

Pasta Puttanesca betyder noget i nærheden af "Luder-Pasta". Og lige så mange letlevende damer der findes, lige så mange versioner af denne opskrift ser der også ud til at være.:) Med tun, uden tun. Med kapers, uden kapers. Grønne oliven, sorte oliven. Det eneste, som der er enighed om, at at retten skal indeholde pasta, tomater, oliven, kapers og ansjoser.
Jeg valgte at lave en kombination af The Pioneer Woman's uden kapers og Jamie Olivers med tun, for det passer bedst med vores smagsløg:) Ansjoser har jeg dog ikke kunne opdrive nogen steder, heller ikke i Salling, så dem sprang jeg over.
Alligevel fik vi en rigtig velsmagende pastaret ud af det, som vi helt sikkert skal have igen en anden gang:) Selvom jeg ikke er den store oliven-spiser, så smagte de skønt i denne ret! Nu mosede jeg dem også godt, så jeg ikke skulle tygge i alt for store stykker:)

Pasta Puttanesca (2 pers.)
½ rødløg
2 fed hvidløg
1 dl. grønne oliven uden sten
250 g. cherrytomater
1 dl. hønseboullion
12 friske basilikumblade
1 tunsteak
rigeligt med friskhøvlet parmesan
spaghetti til 2 personer
salt, peber

Kog pastaen efter anvisningen på pakken.
Steg tunsteaken på en varm grillpande. Krydder den med salt og peber.
Skær rødløget i tynde skiver og cherrytomaterne i halve.
Mos oliven og hvidløg sammen i en morter til en tyk "pasta".
Steg rødløget i en smule olivenolie til det er blød og let karameliseret.
Tilsæt cherrytomaterne og svits et par min.
Kom boullionen ved og lad det koge lidt ind. Rør olivenpastaen i og lad det simre, til saucen er kogt godt ind. Smag til med salt og peber.
Vend den friskkogte pasta deri og lad det varme igennem et par min, så pastaen suger saucen.
Bland basilikum og høvlet parmesan deri.
Serveres med tunsteaken smuldret over og lidt ekstra parmesan.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hej Miss Muffin,

Mmm, det lyder lækkert. Dine opskrifter passer rigtig godt til mine smagsløg, og jeg har efterhånden lavet flere af dem med stort held. Denne skal jeg helt sikkert også prøve. Jeg plejer ikke at kommentere, men synes du skulle have en hilsen. God weekend!

mvh
Maria

MissMuffin sagde ...

Hej Maria

Dejligt at du så lige har lyst til at kommentere- jeg sætter meget pris på, at I gider kommentere herinde:)
Den her opskrift må du også prøve, for den smager skønt!